How dare you, Henrik Jensen?

Historikeren Henrik Jensen havde for nylig i JP et opråb til ungdommen: »Tag jer sammen, nok med al den festeri, nok med alt det dekadente drikkeri, I ødelaegger jeres egen fremtid, og I spolerer samfundet. Det er ikke bare idiotisk, det er nihilistisk.« Han baserer sin harme mod en hel generation fra en enkelt episode, hvor en lille flok unge og en soundbox holdt ham vågen en sommernat. Det giver ham anledning til at kalde ungdommen nihilistisk.

Henrik Jensen kan have ret i, at de unges fest- og drukvaner kan tilskrives en form for nihilisme, hvis vi forudsaetter, at deres festeri demonstrerer meningsløshed og en afvisning af samfundets vaerdier. I takt med at strukturerne i samfundet er faldet, såsom almindelig skolegang, overgangsritualer som rusture og studenterfester, er vaerdierne også faldet. Vaerdier om dannelse, vi som samfund selv har flasket dem op med. Pandemien er et paradigmeskifte, og sammen med klimaforandringerne kan fremtidshorisonten uden tvivl ses i et nihilistisk skaer.

Men hvem har skabt betingelserne for den nihilisme? Det har boomerne og generationer før os, med vores privilegerede kapitalistiske livsstil. Henrik Jensen og hans gnavne heppekor ejer ikke evnen til at se de unges adfaerd som initiativ og insisteren på faellesskab. De vil jo netop gerne vaere sammen, de vil gerne i skole, de vil gerne udveksle viden, socialitet og dannelse. Det er ikke de unge, der ødelaegger deres fremtid.

How dare you, Henrik Jensen? At netop du som historiker ikke formår at saette coronagenerationen i en større samfundsdiskurs, du, som har undervist på RUC, hvor netop det dannelsesmaessige og sociale går hånd i hånd. Netop du, som isaer tog for dig af ungdommens juice. Hvordan har du mistet din selvindsigt og intellektuelle forståelse for en tid og kultur, du selv har vaeret medskaber af?