Hvem er det mest synd for? Fattige hvide? Fattige sorte?

Det er på tide, Demokrater og Republikanere begynder at forstå hinanden, for nede på samfundets bund er det lige slemt at vaere hvid som sort.

Det er en tragedie at se, hvordan Amerika igen river sig selv itu. Pladen kører i den samme gamle rille:

En sort mand skydes syv gange i ryggen af en hvid betjent. Sorte demonstranter går i demonstration, der udvikler sig til vold og plyndringer. En vred hvid dreng griber sit våben, maser sig ind i folkemaengden og slår to sorte demonstranter ihjel.

Donald Trump råber, at venstreradikale anarkister er ved at erobre magten, så han vil saette mere poliNew

ind. Joe Biden råber tilbage, at praesidentens retorik avler vold, og at der er behov for mindre politi og mere social indsats.

Mens de skruer op for volumen, er fire liv ødelagt: Den sorte mand, der blev skudt i ryggen, er lammet. Den hvide dreng, som skød, kommer til at rådne op bag tremmer. De to draebte demonstranters familier er ødelagte.

Det vaerste er, at vi kender sangen – for dens omkvaed spilles på repeat i et Amerika, der ikke er parat til at løse sine problemer. Polariseringen er så vild, at alle hellere vil bruge energi på at tilsvine deres modstandere end på at løse de ødelaeggende fattigdomsproblemer.

Der er to fremragende bøger, der fortaeller, hvordan der er på bunden af samfundet – langt vaek fra det velhavende Amerika: Sapphires ”The Kid” fra den absolutte bund af den sorte kultur i Harlem, York, og J.D. Vances ”Hillbilly Elegy” (bonderøvenes klagesang) fra den lige så raedsomme bund af den hvide kultur på landet i Middletown, Ohio.

To vidnesbyrd fra to verdener, der umiddelbart er uendeligt langt fra hinanden – den ene foregår inde i metropolen og er skrevet af en sort, den anden foregår ude i provinsen og er skrevet af en hvid. I virkeligheden er det den samme historie om forfald, nederlag, misbrug, alkohol, taesk, overgreb, nederlag. Sapphire fortaeller om de enorme problemer, som martrer sorte. Fattigdommen naermest traekker al håb ud. Hvorfor, bliver hun spurgt, ender hendes bøger altid så forbandet deprimerende?

»Fordi jeg beskriver virkeligheden. Her sker ikke mirakler.«

J.D. Vance er en sjaelden mønsterbryder, der slap ud af den elendighed, som hans hvide familie i generationer havde gentaget i Kenti tucky og Ohio som sølle hillbillies, bonderøve. I dag er han velhavende advokat og ivrigt brugt som den kommentator, der forstår den hvide arbejderklasse. Som han skriver, er han ganske rigtigt hvid, konservativ og bor nu i New York City, men hans identifikation er et andet sted:

»Jeg identificerer mig med de millioner af hvide i arbejderklassen af skotsk-irsk afstamning uden uddannelse. For disse folk er fattigdom en familietradition; deres forfaedre var daglejere i Sydens slaveøkonomi, husmaend efter det, kulminearbejdere efter det og maskinarbejdere og fabriksarbejdere i nyere tid. Amerikanere kalder dem hillbillies, rednecks og hvidt affald. Jeg kalder dem naboer, venner og familie.«

Tilsammen giver de to bøger en empatisk forståelse af bunden af Amerika. Der, hvor troen på, at det hele går fra slemt i dag til vaerre i morgen, er ubehageligt naervaerende. I dag har man en fornemmelse af, at mens Demokraterne kun laeser Sapphire, holder Republikanerne sig til Vance. Det går ikke. De skal forstå hinanden – for nede på samfundets bund er det lige slemt at vaere hvid som sort. USA mangler lige nu desperat et håb om et bedre i morgen.

USA mangler lige nu desperat et håb om et bedre i morgen.