Frivillig sex eller sex med samtykke
Når et flertal over midten af Folketinget stod parat til at bakke op om Straffelovrådets forslag til aendring af voldtaegtsparagraffen, hvorfor så mørklaegge forhandlingerne i det røde rum?
Både Venstre og De Konservative tilkendegiver, at de er overraskede over, at forhandlingerne overhovedet har fundet sted, og det var tilmed en konservativ justitsminister, Søren Pape, som i april 2019 bad Straffelovrådet om at se på voldtaegtsparagraffen.
Betaenkningen kom i februar. 10 ud af rådets 11 medlemmer anbefalede, at den nye lov skulle baseres på frivillighed frem for samtykke. Flertallet var bekymret for, at en samtykkeordning indebaerer en »risiko for, at der sker en kriminalisering af seksuelle forhold, som der ikke er et klart behov for at kriminalisere«, som det udtrykkes i betaenkningen.
»Vi går over til en situation, hvor sex i Danmark er voldtaegt, medmindre begge parter er gået med til det,« som justitsminister Nick Haekkerup dengang beskrev den gennemgående fornuftige formulering om frivillighed.
Regeringen stod med alle muligheder for at få de borgerlige partier til at bakke op om en lovaendring, som omhandler både noget dybt alvorligt og noget dybt privat. Når den alligevel vaelger kun at forhandle med sine egne støttepartier, så klinger de saedvanligvis højstemte formuleringer om et bredt samarbejdende Folketing noget hule.
Det er en alvorlig sag både at blive voldtaget og at blive anklaget for voldtaegt. Uanset hvilken formulering, som voldtaegtsparagraffen måtte ende med, så vil der altid vaere gråzoner. Påstand mod påstand og sager, hvor uskyldige kan blive dømt eller skyldige gå fri. En voldtaegtsmand kan haevde sin uskyld, og en kvinde kan misbruge sin situation til at komme med falske anklager.
Men som Straffelovrådet anførte i betaenkningen, så ville en ny bestemmelse om frivillighed helt afgørende flytte fokus i voldtaegtssager fra spørgsmålet om, hvorvidt gerningsmanden havde grund til at tro, at den forurettede modsatte sig samlejet til spørgsmålet om, hvorvidt gerningsmanden havde grund til at tro, at den forurettede deltog frivilligt. Som retstilstanden er i dag, så skal politiet kunne bevise, at gerningsmanden har truet eller begået vold.
Ifølge offerundersøgelsen, som var baggrunden for, at Søren Pape bad Straffelovrådet om at se på voldtaegtsparagraffen, så oplever over 5.000 kvinder i Danmark hvert år enten at blive voldtaget eller at blive udsat for voldtaegtsforsøg. Under halvdelen går til politiet, og kun de faerreste anmeldelser fører til dom.
En af pointerne ved at aendre voldtaegtsparagraffen er, at de kvinder, som udsaettes for voldtaegt, ikke laengere skal tumle med, om de gjorde tilstraekkelig modstand. Forhåbentlig vil en aendring også betyde, at den kvinde, som bider taenderne sammen eller fryser under en gruppevoldtaegt, ikke laengere skal opleve, at hendes overgrebsmaend kan frifindes for voldtaegt, som det skete i den meget omdiskuterede sag fra Herning. Der manglede, som de unge maends forsvarer udtalte i forbindelse med retsmødet, »en smoking gun«.
Der er med andre ord al mulig grund til at aendre den foraeldede paragraf om voldtaegt. Men alle – både ofre og de anklagede – vil stå staerkest, når et bredt flertal over midten i Folketinget står bag. Voldtaegt er for alvorlig en sag at please sine støttepartier med.