»Hvorfor talte jeg engelsk til dem? De svarede jo på paeredansk«
Professor Kasper Lippert-Rasmussen er blevet leder for et nyt center på Aarhus Universitet, der skal forske i diskrimination. Det er mere komplekst, end det lyder.
Kasper Lippert-Rasmussen var høflig, da han på engelsk spurgte, om han og hans venner måtte saette sig ved et bord, hvor der i forvejen sad to personer.
»Men hvorfor talte jeg engelsk til dem?« spørger han i dag.
»Vi var jo på Nørrebro i København, og ganske vist så de to personer ikke etnisk danske ud, men de svarede jo på paeredansk. Fordi jeg ikke nåede at taenke mig om, troede jeg, at de nok ikke talte dansk.«
Den 56-årige professor har gennem flere år forsket i diskrimination, så han blev lidt flov.
»Det er en måde at gnide i ansigtet på dem, at det kan godt vaere, at de er født i Danmark, men at de ikke umiddelbart bliver opfattet som danskere af sådan nogle som mig.«
Men er det diskrimination?
Det er noget af det, som professoren og en raekke medforskere nu har fået seks år og 62 mio. kr. til at forske i på et nyt grundforskningscenter, som netop er åbnet på Aarhus Universitet.
Affødt af undren
Det er ikke så let at svare på, som man umiddelbart kunne tro, siger han, men »alle er enige om, at diskrimination har noget med forskelsbehandling at gøre«.
Han blev selv grebet af emnet, da han for 15 år siden laeste en undersøgelse om oplevet diskrimination, som en nu afdød kollega, Lise Togeby, havde lavet. Den handlede om, i hvor høj grad forskellige grupper oplevede sig selv som vaerende udsat for diskrimination.
»Det ekstremt interessante var, at der var stor afstand mellem, hvad man kunne forvente, og hvad der faktisk blev oplevet. Dengang oplevede f.eks. grønlaendere i Danmark i markant ringere grad end andre grupper, at de blev udsat for diskrimination,« siger han.
»Det var også interessant, at maend med irakisk og libanesisk baggrund i højere grad oplevede sig diskrimineret end kvinder med samme baggrund. Så et oplagt spørgsmål var, hvad diskrimination i det hele taget er. Det har jeg brugt ganske megen tid med at arbejde med, affødt af den undren.«
En rem af huden
Det har i den grad taget bo i Kasper Lippert-Rasmussen, at han i dag har svaert ved at skelne arbejdstid og fritid.
Det er ikke bare, fordi han bor i København med sin kone og to børn på tre og seks år og desuden har tre voksne børn af et tidligere aegteskab, som også bor i hovedstaden, at han må pendle mellem Aarhus og København.
»Så når jeg siger, at jeg ikke har meget fritid, passer det. Det kan vaere svaert endda at laese den daglige avis. Jeg laeser en roman i ny og nae, ser venner og mine børn, og så er jeg glad for at løbe,« siger han.
»Men det meste af det, som jeg gør på mit arbejde, er sjovt at lave. Jeg er landet det rigtige sted. Som hvid, midaldrende, heteroseksuel og fuldt funktionsdygtig mand er jeg overprivilegeret, så jeg kan ikke påstå, at det er en indignation over, hvordan jeg selv er blevet behandlet på, der får mig til at braende for forskningsområdet,« siger han, der også har skrevet en bog om diskrimination ud fra en filosofisk vinkel.
Han er fysisk tilbage på universitetet i Aarhus efter at have vaeret hjemsendt pga. corona. Hvor han end er, betragter han andre mennesker og deres indbyrdes reaktioner.
»Det er svaert at lade vaere med. Det er også svaert at lade vaere med at betragte sig selv og somme tider blive overrasket over sin egen reaktion. Man er ikke nødvendigvis klar over, at man diskriminerer – det sker ofte helt ubevidst,« siger han.
»Diskrimination er et komplekst område. Selvfølgelig er der nogle mennesker, der bliver udsat for det i langt højere grad end andre, men formentlig har få mennesker ikke oplevet en form for diskriminerende forskelsbehandling, ligesom meget få ikke selv har lavet forskelsbehandling. Vi har alle en rem af huden.«
Skønhedsidealet
Derfor vil han og kollegerne nu grave sig ned diskrimination i alle ordets betydninger – forske i, hvorfor folk diskriminerer, og hvad man kan gøre for at forhindre det.
Over tid er der sket en glidning i opfattelsen af, hvad diskrimination er, siger Kasper Lippert-Rasmussen.
»Ens udseende har altid kunnet udløse forskelsbehandling: Er man smuk eller ej? Men det nye er, at den form for forskelsbehandling i højere grad opfattes som diskrimination, og den er nok blevet endnu mere fremherskende nu, fordi man er så optaget af kropsidealer,« siger han.
»Hvis man nu er rigtig optimistisk, kunne man forestille sig, at vi engang i fremtiden kommer til at leve i nogle sociale verdener, hvor der simpelthen ikke er diskrimination. Det ville i så fald vaere nogle sociale verdener, som er meget anderledes end dem, menneskeheden indtil nu har levet i. Det rejser spørgsmålet, om nogle former for diskrimination er rodfaestet i nogle strukturer i samfundet. Det kan også vaere, at der er nogle psykologiske mekanismer i os, der har en udviklingshistorisk baggrund og gør, at vi er tilbøjelige at skelne mellem, hvem der er medlem af en gruppe, og hvem der ikke er. Altså at det udviklingsbiologisk har vaeret en stor fordel at diskriminere.«
Man er ikke nødvendigvis klar over, at man diskriminerer – det sker ofte helt ubevidst. KASPER LIPPERT-RASMUSSEN, PROFESSOR
Kasper Lippert-Rasmussen, professor, centerleder på Aarhus Universitet København