Klublogoerne er af den imponerende slags, men paene adresser gavner ikke den nye chef

Kasper Hjulmand får nok at se til, selv om han i den første tid som dansk landstraener er ”fredet” af corona.

Husker du fodboldherrernes seneste landskamp?

Modstander? Spillested? Startopstilling? Resultat?

Du skal ikke vaere flov, hvis ovenstående spørgsmål hyler dig lidt ud af den.

Personligt måtte jeg også lige taenke mig om en ekstra gang, før Irland, Dublin, 1-1 og så videre dukkede frem fra tågerne.

Resultatet den 18. november 2019 skaffede Danmark med til EM, men knap 10 måneder senere står landsholdet i en prekaer situation.

På den ene side er der absolut ikke sket noget som helst, fordi coronakrisen indtil nu har renset 2020 for landskampe og EM.

På den anden side er der sket en masse, fordi der har vaeret vagtskifte på chefposten; fordi den altoverskyggende offensivprofil har skiftet klub; og fordi flere spillere er fanget i kviksand hjemme i klubberne.

Med andre ord kan Kasper Hjulmand som ny landstraener glaede sig over at have fået foraeret ekstra ro i begyndelsen, da ingen med god ret kan forlange mirakler efter det seneste halve års verdensomvaeltning.

Omvendt må han vaere frustreret over at have forberedt sig på opgaven siden sommeren 2019 for så bare at få smadret alle planer og muligheder for at gennemføre sin modernisering.

Godt nok vil alt andet end et nederlag på lørdag mod Belgien vaere lig med en milepael, da landsholdet så tangerer Brasiliens og Spaniens rekord med ikke at have tabt i 35 kampe på stribe, men rent udviklingsmaessigt kan de kommende opgør blive svaere at håndtere.

Dels kan de faerreste spillere holde til en hel kamp efter forskudte saesonoptakter, dels kan Kasper Hjulmand kun foretage tre udskiftninger i løbet af de 90 minutter.

Under samlingen i Helsingør har han da også åbent erkendt at vaere ude i noget af en balanceakt, som dog snart kan vise sig bagatelagtig i sammenligning med de overordnede udfordringer. Med ansaettelsen af Kasper Hjulmand har Dansk Boldspil-Union (DBU) stillet tilhaengerne endnu mere underholdning i udsigt end under effektive, men lige lovligt pragmatiske Hareide – løftet kan dog blive vanskeligt at indfri.

For det første fravalgte nordmanden jo på ingen måde en håndfuld af nationens bedste boldkunstnere, så Hjulmand kan ikke skyde genvej til et kvalitetsløft ved at hive en flok udstødte teknikere tilbage fra skyggerne.

For det andet løber flere af stamspillerne som naevnt rundt med store spørgsmålstegn på trøjen.

På papiret er alt godt i kraft af deres ansaettelse i europaeiske storklubber, men lad os tage dem fra en ende af:

Simon Kjaer har haft nogle omtumlede år med flere klubskifter og skal først nu etablere sig for alvor i AC Milan, der trods det velklingende navn tilhører subeliten i Italien.

Andreas Christensen havde en hovedrolle i et Chelsea-forsvar, der lukkede flest mål ind af alle i den forgangne Premier League-saesons top-10, og manager Lampard meldes klar til at hive flere forstaerkninger end den allerede hentede Thiago Silva.

Thomas Delaney er med sin arbejdsiver og udstråling stadig skattet blandt tilhaengerne i Dortmund, hvor ledelsen til gengaeld langsomt, men sikkert er ved at skubbe ham ud med blandt andet købet af Emre Can.

Pierre-Emile Højbjerg er ingenlunde sikret en automatisk start i Tottenham under lunefulde Mourinho.

Og så er der Christian Eriksen. I januar havde vi ondt af ham, fordi han ”kun” endte i Inter Milan. Nu har mange Inter-fans ondt af sig selv, fordi han under manager Conte aldrig for alvor er trådt i karakter.

Altså lidt for mange ubekendte, men forhåbentlig når vi ikke derud, hvor den 18. november 2019 kommer til at stå som det seneste højdepunkt for landsholdet.

Hjulmand kan ikke skyde genvej til et kvalitetsløft ved at hive en flok udstødte tilbage fra skyggerne.