Cheføkonomer: Styrk det nordiske paradoks
Solidarisk samfundsindretning er et nøgleord til de nordiske landes velstand.
De nordiske lande er velstående. De nordiske lande er samtidig blandt de lande i verden, hvor indkomstforskellene er mindst. Det var tilfaeldet i 2000 og 2010. På trods af covid-19 gaelder det også her i 2020. Det har kort sagt vaeret tilfaeldet i mange år.
Alligevel hører vi ofte liberale stemmer argumentere for, at det relativt høje skattetryk i Norden er som en tung sten, der holder økonomien nede og gør, at der er brug for strukturelle skattetiltag for at få landet godt ud af krisen. Hvis bare personog kapitalskatterne blev sat ned – hvis bare der blev faerre offentligt ansatte – hvis bare den offentlige sektor var mindre – hvis bare den sociale sikring blev ringere – ja, hvad ville der så egentlig ske?
Klassiske økonomiske teorier haevder, at de nordiske lande ville blive langt rigere, hvis vi fulgte de liberale politikforslag. Derfor er Norden et aegte paradoks, hvis man anskuer den gennem disse teorier. Hvordan kan Norden fortsat vaere et område, hvor folk har høje indkomster, beskaeftigelsen er høj, den offentlige sektor er stor, indkomstsikkerheden er god, og virksomhederne generelt klarer sig godt på de internationale markeder? Det bør ikke kunne lade sig gøre.
Når det alligevel viser sig at vaere tilfaeldet, skyldes det tre forhold. For det første bygger klassiske økonomiske teorier på den praemis, at markedet klarer sig godt uden indblanding fra det offentlige. Offentlig indblanding er med andre ord roden til alt ondt.
For det andet bidrager den offentlige sektors aktiviteter alene med omfordeling og bliver derfor set som en passiv aktør, der alene er med til at forvride økonomien via skatteopkraevningen.
For det tredje antages det, at folk ikke ønsker at arbejde, men snarere ønsker at leve af social sikring.
Men som vi kan konstatere, er hverdagen temmelig mere kompliceret, end de simple antagelser kan rumme. Alt er ikke sort eller hvidt. Det klassiske økonomiske raesonnement holder derfor heller ikke i virkelighedens verden. Taenk bare på, hvor vigtig adgang til uddannelse, daginstitutioner, sundhedsvaesen, aeldrepleje mv. er for den økonomiske vaekst og deltagelsen i et højproduktivt arbejdsliv.
På samme måde har covid-19 i den grad også vist, at skattebetalingerne og indkomstsikkerheden gennem det sociale sikkerhedsnet er med til at holde hånden under aktiviteten i den private sektor i perioder, hvor vi er langt fra den almindelige hverdag. Den offentlige sektor har gjort det muligt at møde disse udefrakommende påvirkninger med kollektive løsninger og dermed løfte i samlet flok, hvilket har medvirket til at holde efterspørgslen i økonomien oppe.
Når vi gennem de seneste årtier har vaeret blandt de rigeste og mest lige samfund, skyldes det i høj grad organiseringen af de nordiske velfaerdssamfund. Et staerkt, velorganiseret arbejdsmarked. En offentlig sektor med en kernevelfaerd af ensartet, høj kvalitet, der er frit tilgaengelig for alle borgere. Og en makroøkonomisk politik orienteret i retning af at sikre fuld beskaeftigelse. Med andre ord en solidarisk samfundsindretning.
Lad os gøre det fundament staerkere som en vej ud af krisen.