Når blindt raseri får nynazister og regnbueideologer til at finde hinanden

Det var virkelig en meget maerkelig demonstration i sidste weekend i Berlin.

Her var folk med regnbueflag og fredssymboler, højreekstremister med faner fra det gamle kejserrige, klimaaktivister, identitaere ideologer, vaccinationsmodstandere, Antifa-kaempere, corona-benaegtere og rene konspirationsteoretikere: Coronaen er sluppet løs af Bill Gates og/eller spredes via 5G.

Det var ikke et lille sekterisk sammenrend. Politiet talte 40.000 demonstranter. De kom fra hele landet og alle dele af samfundet. Det endte voldeligt, da et lille mindretal med vilde slagord løb storm mod Rigsdagsbygningen, men blev afvist af politiet.

Angrebet på Tysklands parlament var skandaløst i sig selv, men det er forundringen over, hvad der bringer så forskellige mennesker sammen, der står tilbage. Demonstrationen var indkaldt som en protest mod corona-reglerne. Hvad får en LGBT-aktivist til at demonstrere sammen med en nynazist? På flere plakater lignende parolerne endda hinanden.

Det kan vaere svaert at saette på én formel. Sociologerne kommer nok på overarbejde. Hvis man alligevel skal forsøge: vrede – som regel: raseri.

Vrede på mange måder og af mange grunde. Vrede mod systemet/politikerne/dem deroppe/verden af i dag/alle med magt, uspecificeret. Der kan vaere 117 grunde til, at man er vred – herunder dybt personlige – men det må overraske, at folk, der til daglig er voldsomt uenige og ikke sjaeldent bekaemper hinanden også fysisk i gaderne, pludselig finder sammen.

De er faelles om en slags sammensvaergelsesteori, selv om de hver isaer har deres egen udlaegning af, hvad den drejer sig om. De bekaemper et fjendebillede, som de hver isaer giver et ansigt. Det handler ikke om at gøre verden bedre, hvad politik ellers gerne drejer sig om. Det handler om at finde en forklaring på, hvorfor alt går så dårligt – og ikke mindst få luft for afmagten over, at det er sådan.

Dermed bliver protestråbet helt uartikuleret. Hvem helt praecist er det rettet imod? Generelt: Hvoraf dette opstemmede raseri – endda i et land som Tyskland, hvor der er valg hele tiden, og dampen kan lukkes ud løbende? Det er en aerlig sag at vaere uenig i corona-strategien, men hvad får venstreorienterede vaccinemodstandere og højreorienterede jødehadere til at marchere sammen netop her?

Et saerligt faenomen i Tyskland er de såkaldte Reichsbürger: Mennesker, som ikke anerkender Forbundsrepublikken, men holder fast i Tyskland anno 1918 eller 1937; det sidste år før Hitler for alvor begyndte sin aggression. Der er ikke mange af dem, men de er meget synlige. Deres boliger anser de for undtaget normaltysk lovgivning. I ny og nae griber myndighederne ind.

Det er en bizar flok, men de har gjort sig til spydspids i corona-oprøret. Det får de lov til af de andre demonstranter, hvoraf de fleste formentlig anser dem for rene fantaster. Målet helliger tydeligvis midlet. Man er rasende – sammen.

Demonstrationen sidste lørdag har fornyet debatten om, at demokratiet også skal kunne forsvare sig mod dem, der vil det til livs. Det har en saerlig tone i netop Tyskland, men gaelder bredt. Problemet er, at graensen til den undergravende virksomhed som regel er flydende. Desuden har demokratiet det som et af sine formål at vaere inkluderende. Der bør vaere plads til de fleste.

Så hvornår skal demokratiet slå fra sig? Det er jo faktisk tilladt at vaere både vred og rasende. Graensen er nået, når der bruges vold, vil de fleste mene. Men ellers?

Hvad får venstreorienterede vaccinemodstandere og højreorienterede jødehadere til at marchere sammen?