Forråder vi det jødiske folk, forråder vi os selv

Vi vil gøre os til foregangsland for alle andre verdens lande, hvis vi forbyder omskaerelse og sender jøderne ud af Danmark. Man gyser ved tanken.

Omskaering. Et irreversibelt indgreb, der permanent aendrer udseende og nedsat funktion af penis. Lemlaestelse af små drengebørns kønsdele. Skaeve og deforme penisser. Udtørring af penisglansen. Penisser, der ikke kan tilfredsstille seksuelt, nedsat seksuel nydelse og vanskelighed ved forplantning.

Ja, noget i den stil lyder argumenterne og de solide overdrivelser i den verserende omskaeringsdebat, der er blevet trukket ned på et niveau under lavmål – uvaerdigt og uden blik for mennesket som andet end et behovsvaesen – en kødklump med kønsdele.

Men trumfen i debatten for et omskaeringsforbud er ”barnets tarv”. Barnet har religionsfrihed (laes: Foraeldrene må ikke give et religiøst tilhørsforhold videre til deres børn – og politikerne kan vel lige så godt komme i gang med et dåbsforbud med det samme). Barnet skal have frihed til at bestemme over sin egen krop, egen identitet, ja, eget alt muligt.

Og det er dét, der er problemet: Barnets tarv er blevet sat ind i tidsåndens løsen om den individuelle personlige frihed og det enkelte menneskes ukraenkelige ret til at beslutte alting selv, forme sin egen identitet – vaere sin egen fortaelling og skaberen af sin egen fortaelling. Alt det, som den identitetspolitiske dagsorden lever og naeres af.

Og når dét er prologen for vor tids forståelse af, hvad det vil sige at vaere menneske, er det selvfølgelig vanskeligt at begribe, at omskaering netop handler om at vaere sat ind i en fortaelling – indskrevet i det jødiske folks fortaelling – sat ind i et historisk, kulturelt og identitetsmaessigt faellesskab, der samles om ritualer, traditioner og tro.

Men anerkender man ikke, at det også er barnets tarv at vaere skaenket et åndeligt tilhørsforhold og dermed betingelsen for, at en kultur baeres videre, ja, så er det nok svaert at forstå, at omskaering ikke bare handler om forhud, men om ånd. Om et åndeligt forhold mellem Gud og menneske. Og omskaeringen er et tegn på pagten, på aftalen mellem Gud og Abraham, der blev kaldet til at blive stamfar til hele det jødiske folk, israelitterne, det udvalgte folk.

»Talrige som himlens stjerner skal dine efterkommere blive, i slaegt efter slaegt skal I vaere velsignet, og til alle tider vil jeg vaere jeres Gud.« Det var løftet. Det var forjaettelsen. Det er grundlaget for det, der med Kristi mellemkomst, med profetien om Betlehemsbarnet, der efter jødisk skik blev omskåret på ottendedagen – med korsdød, hanegal og morgensang og opstandelse blev til kristendommen, der er den åndelige rygrad i den vestlige civilisation og kultur – grundklangen i vores åndsfrihed og vores menneskesyn. Så forråder vi det jødiske folk – ja, kaere venner – da forråder vi os selv.

Jeg vil aldrig selv lade mit barn omskaere, for jeg er kristen. Og vi har gjort op med de ydre tegn og fået barnedåben som vandmaerke på barneforholdet til den nådige Gud, vores himmelske far. Jeg ville ikke kunne leve med, at mit barn ikke var døbt. Aldrig turde leve med det. For dåben er et trosforhold. Et hjerteforhold. Det er dét, der bor dybest inde i et menneskes sjael. Sådan bor også omskaeringen, aftalen, pagten, troen, kaerligheden i jødernes sjael. Og vil vi virkelig vaere foregangsland på at forgribe os på troende hjerter? Vil vi gøre os til foregangsland for alle andre verdens lande på at sende jøderne ud af Danmark – og fortsaette den jødeforfølgelse, der ellers sluttede i foråret 1945?

Nu med en anden ideologi som fortegn, nemlig den, der handler om individualisme og identitet – rettigheder og personlig frihed og udfoldelse. Det er verdenshistorie, hvis det sker. Og jeg gyser ved tanken.