Ups, der røg en milliard mere på de store it-projekters kirkegård

Det er ikke maskinernes skyld. De fleste it-skandaler fødes af dårlig ledelse og elendig kommunikation.

En milliard kroner kan formøbles på mange spektakulaere måder. En af dem er at købe 2 mio. flasker fremragende rødvin og pøse indholdet direkte i Frederiksholms Kanal. En anden er at lade kanalens genbo, Skatteministeriet, stå i spidsen for et større itprojekt. En tredje fra samme nabolag i hovedstaden er åbenbart at lade Danske Bank drive … ja, bank.

De to sidste eksempler er mindre underholdende end det første. Til gengaeld traekker forestillingerne ud i det uendelige.

Midt på ugen rundede skattemyndighederne sådan cirka milliarden i udgifter til udvikling af det nye ejendomsvurderingssystem, der måtte sluge endnu en forsinkelse. Det er mere end 10 gange så meget, som projektet oprindeligt var dimensioneret til. Balladen om ejendomsskatten har for laengst opfyldt kriterierne for optagelse i logen for historiske offentlige it-skandaler. Hvorfor det forekommer helt logisk, at den seneste ansvarlige, direktør for Udviklingsog Forenklingsstyrelsen Andreas Berggreen, fratrådte med øjeblikkelig virkning i mandags, da de nye forsinkelser gik op for hans politiske chefer.

Men det private erhvervsliv kan skam også. Et par dage efter at jeg i denne klumme i sidste uge havde antydet, at Chris Vogelzangs Danske Bank vist var ved at gå i stå, dementerede banken dén tese med eftertryk. Det viser sig, at der stadig er fuld fart i skandaleproduktionen på Holmens Kanal.

Denne gang, fordi bankens it-systemer i en meget lang årraekke har haft svaert ved at inddrive kundernes gaeld korrekt, så tusindvis af kunder tilsammen har betalt millioner af kroner for meget tilbage til banken. Adskillige chefer har undervejs vaeret opmaerksomme på problemstillingen. Men da ingen øjensynligt havde lyst til at sprede det elendige budskab, sejlede foretagendet videre uden ansvarlige styrmaend. Dét er forfaerdende i en bank, hvis topledelse i begyndelsen af dette årtusind aerligt troede, at banken havde udviklet en internationalt overlegen it-platform, der skulle baere langt ind i fremtiden.

Men inden svage sjaele fristes til at afskrive ugens it-skandaler med et skuldertraek – for hvad kan vi da forvente af yndlingsprygelknaberne Skat og Danske Bank – er der god grund til at haefte sig ved det mindre farverige, men i den brede sammenhaeng vaesentligere i problemstillingen: Hvorfor går de store it-projekter så ofte så grueligt galt i både det private erhvervsliv og den offentlige sektor?

Veluddannede mennesker med forstand på de sager anslår, at ca. hvert tredje projekt opnår sit teknologiske formål, at overholde sin deadline og ikke mindst sit budget. Naesten hvert femte store it-projekt går ifølge en tidligere undersøgelse fra konsulenthuset McKinsey & Co. så galt, at det ender med at true virksomhedens eksistens.

Forklaringerne på, at vi spilder milliarder på fejlslagne it-projekter, er mange og komplicerede. Men to faktorer synes gennemgående i de fleste:

De store projekter fejler, fordi de ikke er store nok. Ofte overtager iver efter den hurtige, billige løsning dagsordenen, og så bliver den digitale infrastruktur bygget som en bro på toppen af eksisterende aeldre systemer, som, når det kommer til stykket, viser sig at fungere som et højhus, der er kittet sammen af to typer mørtel, der ikke binder med hinanden. Resultat: Projektet kollapser. Det er i sidste ende et ledelsesproblem.

Den anden store faktor er elendig kommunikation. De ansvarlige for projektet får alt for sent rapporteret problemer, fordi baerere af dårlige budskaber ikke ligefrem belønnes. I langt de fleste organisationer kan topchefen ikke finde rundt i det der med bits og bytes, men kan sagtens kende et overskredet it-budget, når han/hun ser det. Det er også et ledelsesproblem.

De store it-projekters kollaps er uhyre sjaeldent teknologiens skyld. Det er menneskelige fejl.

De store it-projekters kollaps er uhyre sjaeldent teknologiens skyld. Det er menneskelige fejl, der gør udslaget. Jo før vi indser dette, jo før vi draeber nulfejlsreligioner, som kun forstørrer fejl, og jo før vi matcher realistiske ambitioner med realistiske budgetter, jo før kommer vi de evindelige itskandaler til livs. Uden den erkendelse gør vi det naeppe nogensinde.