Kendskab til dimsen er som sagt en fordel ...

Laer det, erhvervsliv. Man skal ikke vide noget om noget for at kunne fortaelle, at det er vigtigt.

Jeg kender en kirke nord for København, hvor Gud har forladt rummet, og praesten er blevet tilbage. Det er en god ordning. Da det kom til stykket, skulle kirkegaengerne nemlig ikke bruge Gud til noget, de skulle bruge praesten.

Praesten skal ved saerlige begivenheder sige noget om kaerligheden og tilvaerelsen, hvorefter selskabet saetter sig i bilerne og kører til et andet lokale, hvor far løfter glasset og byder velkommen. Praesten skal forkynde glaedens budskab, og glaedens budskab er, at livet belønner den, der udholder at høre om kaerligheden, glaeden og afrikanerbørnene i Morogoro i fem kvarter, inden vaerten slår på glasset og byder velkommen. Så er der udsigt til fire retter og damer i selskabskjoler, namnam.

Kirken uden Gud har nu fået sit sidestykke på Slotsholmen, magtens centrum: Kulturministeriet uden kultur. Det kan erhvervslivet laere af. Hvorfor SKAL en headhunter egentlig vide noget om rekruttering, hvorfor SKAL en vinkyper vide noget om vin, og hvorfor SKAL en praest vide noget om Gud – hvis kunderne ikke efterspørger det?

Det er gode spørgsmål, og Kulturministeriet i Nybrogade 2 gør sig i en stillingsannonce umage for at stille dem.

»Proaktiv pressechef søges til Kulturministeriet«, er annoncens overskrift, og ikke med ét eneste ord i én eneste saetning påpeger ministeriet eller ministeren, at den pågaeldende skal vide noget – bare et eller andet – om – kultur. Det er »en fordel, hvis du har kendskab til kulturområdet«, som der står. En fordel. Så langt kan ministeriet straekke sig.

Det er, som i kirken nord for København, en fordel, hvis praesten har et vist kendskab til Gud, men ikke afgørende, for kunderne i kirken efterspørger egentlig ikke Gud. Det gør de faktisk ikke. De efterspørger et menneske i praestekjole, der kan sige noget paent om kaerligheden, inden vaerten haever hvidvinsglasset og byder velkommen om de stivede duge. Amen.

Kulturminister Joy Mogensen har ikke fået nogen drømmestart i sit job, og den var gal, fra ministeren fortalte musikmagasinet Gaffa, at hendes yndlingsplade gennem tiderne var ”Absolute Music 2” fra 1993.

Lyt gerne selv. Her er toner til festen og toner til arbejdsskuret. Joy Mogensen forsøgte bagefter at redde iscenesaettelsen af sig selv som glad poptøs ved at følge op med nogle betragtninger om bredden i sin musikglaede – hun sang skam både med på opera og rock – og havde både playlister til motion og afslapning. Så det … og så var der udtalelsen om, at kulturen ikke lå øverst i samfundets behovspyramide, mens coronaen rasede i foråret.

Gud er for folk uden formue og frivaerdi – det er det usagte synspunkt i kirken nord for København – og i Kulturministeriet er kultur den her … dims …, som pressechefen skal formidle. Kendskab til dimsen er som sagt en fordel, men det vigtigste er, »at du har politisk taeft og er en fagligt dygtig, proaktiv og rar kollega, der besidder en stor arbejdskapacitet«.

Uden at se luftspejlinger kan man godt se en slags linje fra Joy Mogensens uredigerede kultursyn til prioriteringerne i stillingsopslaget. Politisk taeft og flid er meget, meget vigtig, og så må pressechefen hen ad vejen løbe noget viden op om … dimsen.

Det handler om at forebygge, at ministeren én gang til render ind i et interview uden at vaere nødtørftigt forberedt, og få matchet budskab og medie. Laes:

Man giver den IKKE som glad poptøs, når man taler med et specialmagasin, hvis laesere braender for lyrik, kortfilm eller tolvtonemusik.

Kirken uden Gud har nu fået sit sidestykke på Slotsholmen, magtens centrum: Kulturministeriet uden kultur.

Men det, man skriver, er man altså selv. Kulturministeriet efterspørger en slags teknikumingeniør, der kan det med pressen – tune maskinen, smøre stemplerne, lave stor service – og så må ingeniøren løbende prøve at blive klog på kultur og Kulturministeriet.

Hvis et museum for eksempel henvender sig til pressechefen og spørger, om Joy Mogensen vil kaste glans over en Rembrandt-udstilling, må vedkommende på sin ministers vegne overveje, om Rembrandt er noget.

Bruger han ikke uforholdsmaessigt meget brunt? Kan der friskes op med lidt blomster? Kan der laegges lidt glad stemning ind i det lokale, hvor billedet af dr. Tulps anatomiske lektion udstilles, så publikum selv vaelger de numre fra ”Absolute Music 2”, som de synes passer til motivet? Proaktivt set, altså?

Laer, erhvervsliv. Af kirken nord for København og af Kulturministeriet.