Velfaerdsstaten ofrer de svageste
Velfaerdsstaten er i sin natur et bundløst kar. Der er hele tiden nye, i sig selv gode formål, som kunne betaenkes. Det kan bare ikke lade sig gøre. Finansieringen slipper simpelthen op. Altså må der prioriteres.
Hvor svaert politikerne har ved netop dét, blev igen åbenlyst i løbet af tirsdag. Samme dag som Christiansborg tog fat på at diskutere det nyeste påhit fra velfaerdsstatens overdrev – minimumsnormeringer i daginstitutioner – udkom Jyllands-Posten med en afsløring af, at kommunerne skaerer stadigt dybere i tilskuddene til handicapområdet. En mor til en multihandicappet stod frem og fortalte, hvor meget hjaelp der nu er skåret vaek, fordi datteren er blevet 18 år.
Man behøver ikke at falde tilbage til den lidt rørstrømske terminologi fra velfaerdsstatens arkitekter om »vaerdigt traengende« for stilfaerdigt at stille spørgsmålet: Hvis velfaerdsstaten ikke i sit udgangspunkt skal tage sig af de svageste og dem med dokumentérbart størst behov – som f.eks. moderen med den 18-årige – hvad er så overhovedet formålet med at holde liv i en samfundsmodel, der koster borgerne verdens naesthøjeste skattetryk, kun overgået af Frankrig?
Svaret er lige så enkelt, som det er nedslående: Politikerne tør netop ikke at foretage de nødvendige prioriteringer. Flere og flere skal hele tiden have mere og mere. Kernevaelgerne skal tilgodeses. Det er den borgerlige ideolog Henning Fonsmarks gamle bestikkelsesteori, der stadig holder: Politikerne bestikker vaelgerne, navnlig i middelklassen. Omvendt lader vaelgerne sig også bestikke. Velfaerden bredes dermed ud til stadigt flere formål, selv om behovene bliver stadigt mere marginale. Folketingsvalg kan vindes på ligefrem at love velfaerdsrettigheder med fuld klageret og adgang til offentligheden via staerke lobbyorganisationer og pressionsgrupper. Det siger sig selv, at nogle er bedre til at mele deres egen kage end andre. Middelklassen har tilføjet udtrykket »velerhvervede rettigheder« en helt ny dimension.
Når der skal vaere penge til minimumsnormeringer i daginstitutionerne og andet godt fra havet, har det naturligvis en pris. Den betales bl.a. af moderen og den 18-årige datter, som først og fremmest er sig selv og skal have deres liv til at haenge sammen. De røde partier vil indigneret afvise denne sammenhaeng. Skatten kan jo bare saettes op, vil de sige og endnu en gang demonstrere, at deres respekt for almindelige nationaløkonomiske spilleregler er til at overse. På den måde knopskyder velfaerdsstaten konstant – og stadigt laengere vaek fra sit formål. Hvor er den politiker med indflydelse, der foreslår, at vi giver hele stilladset et højst tiltraengt serviceeftersyn? Hvis vi hele tiden vil mere, burde det vaere indlysende, at man også stiller spørgsmålet: Hvad kan vi undvaere? Men det er i dagens politiske debat – desvaerre også langt ind i de borgerlige raekker – helt utaenkeligt.
Reelt indebaerer den manglende evne til at prioritere de offentlige udgifter, at solidariteten med dem, der har brug for velfaerdsstaten på en meget håndgribelig måde, går fløjten. Enhver bliver sig selv naermest i jagten på ydelserne. Det siger sig selv, at de staerkeste vinder dette raes, hvis ikke politikerne er i stand til at modstå presset.
Den gamle sandhed om, at politikere taenker på naeste valg, statsmaend og -kvinder på naeste generation, kommer i dagens Danmark sørgeligt til kort. Men isaer kommer Jane Risager med sin 18-årige datter til kort. Det er skammeligt. Og det var i hvert fald ikke meningen med velfaerdsstaten.