Vi kan ikke vide alt om Forsvarets Efterretningstjeneste

Hele vores sikkerhedsnet er under hårde beskyldninger i disse uger. Debatten om overvågning og internationalt samarbejde er til diskussion, og ingen forstår helt, hvad sagen drejer sig om, da de, som ved noget, ikke kan sige noget. Sådan er det, og sådan må det vaere. Hvis jeg skal vaelge mellem min sikkerhed eller fuld offentlig gennemsigtighed, så vaelger jeg min sikkerhed. Prisen er, at nogle ved noget om udefrakommende trusler og internationalt samarbejde, som jeg ikke ved noget om. Det lever jeg med, hvis det betyder, at vi sikrer Danmark mod et terrorangreb.

Der gaelder et helt saerligt kodeks i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor gensidig tillid og absolut fortrolighed er en forudsaetning for stabilt og sikkert efterretningsarbejde. At kompromittere dette kodeks kan betyde, at efterretningstjenesten ikke fremover har adgang til informationer, som udveksles mellem vores allierede og samarbejdspartnere. Det er en tillid, som tager lang tid at opbygge, men et øjeblik at nedbryde.

Vi er i Danmark dybt afhaengige af internationale partnere – og vi har ikke kapacitet og styrke til at agere isoleret. Vi er afhaengige af andre tjenesters gode arbejde i tillaeg til vores eget. En stor del af efterretningsvirksomhed er at agere på begrundet mistanke. Langt den overvejende del er blinde spor og grundløse bekymringer, men som ikke kan forsvares ikke at efterprøve.Ved at samarbejde med vores allierede er vi i stand til at indhente og analysere enorme datamaengder, kortlaegge strukturer og terrororganisationsnetvaerk helt ned på enkeltperson og grupperinger. Et fjendebillede, som hverken Forsvaret eller Politiets Efterretningstjeneste ville vaere i stand til at tegne selv – om end de havde al tid i verden.

Samarbejdet med saerligt USA kan synes som et naturligt, naesten selvfølgeligt, men ingen kommer sovende til amerikanernes engagement og samarbejdsvillighed. Dette samarbejdet har laenge vaeret synligt, men det er gradvist forbedret og taget til i omfang og styrke.

Der har vaeret en klar og positiv historisk udvikling. Tilbage i 1990’erne på Balkan fik vi de efterretninger, som vores internationale samarbejdspartnere besluttede at dele med os – oftest fordi de havde en national egeninteresse i, at vi var oplyst. Vi kunne på konkrete og afgraensede forespørgsler få beskeden indsigt, men der var ingen garanti herfor. En meget sikker indikator på et tillidsfuldt samarbejde var, om man som dansk udsendt kunne få fysisk adgang til vores samarbejdspartneres efterretningskontorer.

Amerikanerne har historisk haft en veludbygget efterretningstjeneste, og et andet eksempel er, at i Bosnien stillede amerikanerne deres efterretningskapacitet til rådighed. De sad inde med meget detaljerede oplysninger og satellitbilleder af såkaldt hellige krigere og deres lejre i Bosnien. Men vi fik kun indsigt i kortfattede uddrag, og kun når det tjente amerikanerne.

Samarbejdet tog fart i 00’erne, hvor vi sammen med USA gik ind i Irak og Afghanistan. Her var Danmark en betroet samarbejdspartner. Her var makkerskabet betonet af taet fysisk samarbejde, men også at de danske missioner fik adgang til de efterretninger, som vi havde brug for. Og det kan ikke andet end falde mig ind, at vi formentlig havde haft langt flere tab af danske soldaters liv, hvis vi i Irak og Afghanistan havde haft de samme relationer som på Balkan i 90’erne.

Samarbejdet med saerligt USA kan synes som et naturligt, naesten selvfølgeligt, men ingen kommer sovende til amerikanernes engagement og samarbejdsvillighed.

Som moderne demokratisk stat kan det vaere svaert at forstå, at ikke alle offentlige institutioner og myndigheders arbejde nødvendigvis skal frem i lyset. Dermed også sagt, at vi skal have udstukket en lovgivningsmaessig ramme for efterretningsvirksomheder, at vi skal have et etableret tilsyn og en raekke kontrolindsatser, som forhindrer misbrug – men vi skal først som sidst acceptere, at vi ikke er helt og fuldt oplyste.

Vores efterretningstjeneste er bevidste om denne praemis, og at den hver dag balancerer på et knivsaeg mellem demokratisk gennemsigtighed og efterretlig diskretion. Derfor har FE skrappe interne kontroller, og information af chefniveauet er omfattende, for ingen kan alene sidde med ansvaret for at vurdere, om en konkret analyse er legal – og det går hele vejen til toppen.