20 år efter danskernes nej til euroen: et glaedeligt jubilaeum
For 20 år siden stod danskerne op imod et betydeligt pres fra både politikere, store banker, erhvervslivet og fagbevaegelsens top. Danskerne stemte nemlig nej til at deltage i euroen på trods af trusler om arbejdsløshed og økonomiske katastrofer.
Det startede som noget, der kunne blive legende let for de EU-begejstrede partier. Meningsmålingerne var flotte dengang i foråret 2000, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen annoncerede, at der skulle afholdes en folkeafstemning om euroen.
Og så endte det alligevel med, at den 28. september 2000 stemte hele 53,2 pct. nej til at afskaffe forbeholdet. Et resultat, vi kun naesten har set lige, da danskerne stemte om retsforbeholdet 15 år senere, hvor ja-siden også startede ud i en solid førerposition, men endte med at tabe til 53,1 pct. nejstemmer.
Men hvordan er det så gået siden den historiske folkeafstemning for 20 år siden?
På den økonomiske side er det klart, at den eksplosive arbejdsløshed, der blev truet med, aldrig kom.
Og da finanskrisen blev til en alvorlig økonomisk krise, der tog voldsomt fat i mange EU-lande, så gik de danske renter ikke op – som mange økonomer ellers havde truet med – men i stedet blev den danske krone set som en stabil investering, og Nationalbanken endte med at køre med negative renter. Investorerne betalte altså penge for at få lov til at låne penge til Danmark.
Et af de helt store ja-argumenter var, at Danmark skulle sidde med ved bordet, når de store beslutninger skulle traeffes. Og det er helt korrekt, at eurozonens ministre mødes og traeffer beslutninger om euroen uden Danmark.
Men på den øvrige politiske bane er sandheden, at mange aktører naeppe har helt styr på, hvilke lande der ikke er med i euroen og sådan set heller ikke tillaegger det alverdens betydning. Jo bevares, jeg er da i min tid i EU-Parlamentet stødt ind i EU-føderalister, som synes, det ødelaegger noget af den gode stemning, at vi ikke alle er med i euroen. Men i den daglige politik gør det ikke nogen naevnevaerdig forskel.
Tvaertimod har jeg oplevet mange kollegaer, der ønskede en tilsvarende situation for deres eget land. Euroen har ikke vaeret en ubetinget succes for eurozonen.
I starten oplevede mange lande gevaldige prishop, og senere kom den økonomiske krise, hvor problemerne med euroen blev virkelig tydelige.
Hvor der mest af alt er skuldertraek på EU-scenen over det danske forbehold, så har de danske politikere løbende haft travlt med at holde Danmark så taet på EU-kernen som muligt.
Derfor blev Danmark også tilsluttet finanspagten, der i 2011 indførte snaevre krav til den økonomisk politik. I Danmark førte det til den omstridte budgetlov.
Men på grund af euroforbeholdet så kan Danmark traede ud igen, hvis bare et flertal i Folketinget ønsker det. Så heldige er de ikke i eurozonen, hvor de er forpligtede til at deltage.
Her ved 20-års jubilaeet for folkeafstemningen kan vi altså konstatere, at befolkningen er mere end kompetent til at traeffe beslutninger om landets fremtid.
De økonomiske skraemmekampagner blev gjort til skamme, til gengaeld fik vi fastholdt en betydelig selvbestemmelse – en selvbestemmelse, som mange eurozoneborgere i øvrigt har misundt os gennem tiden.
Her ved 20-års jubilaeet for folkeafstemningen kan vi altså konstatere, at befolkningen er mere end kompetent til at traeffe beslutninger om landets fremtid.