Når børn ser selvmord på sociale medier, er der noget helt galt
Psykologisk er børn og unge sårbare over for voldsomme billeder og sanseindtryk af død.
Forleden kørte historien i medierne om en video, som florerer på sociale medier som Facebook og Tiktok. Videoen viser en mand, der begår selvmord ved at skyde sig selv i hovedet, mens han livestreamer det. Som psykolog, der har arbejdet med alvorlig PTSD og traumer i knap 10 år, mener jeg, at den og andet indhold giver anledning til bekymring for, at børn og unge faerdes på sociale medier.
Psykologisk er børn og unge sårbare over for voldsomme billeder og sanseindtryk af død. Det ved vi fra krigs- og traumeforskningen. Voksne bliver også staerkt påvirket, men børn og unge er saerligt sårbare, da de ikke i samme grad som voksne har udviklet de emotionelle og kognitive filtre, der gør dem i stand til at forstå og håndtere indtrykkene.
Børn og unge har så at sige i meget højere grad “paraderne nede”. En haendelse, hvor man bliver vidne til, at en mand skyder sig selv i hovedet, er af så voldsom karakter, at det vil betegnes som en traumatisk haendelse inden for psykotraumatologien, dvs. en haendelse, der udløser traumereaktioner.
Traumereaktioner er kendetegnet ved en staerk emotionel påvirkning med høj grad af angst og ubehag. Nogle gange opstår disse reaktioner først noget tid efter. Efterfølgende kan barnet i en periode have vanskeligt ved at slippe billederne og indtrykkene. Det bliver ved med at dukke op i hovedet som billeder, lyde eller en film, der kører for det indre øje – også om natten i form af mareridt.
Dette udløser igen og igen angsten og de ubehagelige følelser. Som konsekvens heraf kan søvn blive forstyrret, og der kan udvikle sig en forhøjet vagtsomhed, hvor barnet har svaert ved at finde ro. Dette påvirker også koncentration og indlaering og kan give anledning til tilbagetraekning og nedtrykthed.
Det er naturlige reaktioner på noget voldsomt og ubehageligt, mens psyken arbejder på at bearbejde og fordøje indtrykkene. I de fleste tilfaelde vil det klinge af over en periode, mens det for nogle kan tage mere tid og i vaerste fald bidrage til vedvarende problemer med angst eller depression.
Jeg bliver bekymret, når Børns Vilkår, Center for Digital Paedagogik
og andre, der er sat i verden for at beskytte børn, negligerer eller minimerer de problemer og risici for børn og unges mentale sundhed, der er forbundet med denne type af oplevelser på internettet og sociale medier.
Jeg tror ikke, at det er hensigten, men det kommer til at fremstå sådan, når deres bedste løsning er, at ”foraeldre skal spørge ind”, ”foraeldre skal lytte” og ”foraeldrene skal stikke fingeren i det digitale badevand” – og at foraeldre endelig ikke må anbefale deres børn ikke at benytte disse medier. Hvis vi virkelig skal lytte til børnene, så skal vi lytte til, hvad en dreng i 6. klasse sagde til mig: »Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde set den video«.
Børn bør slet ikke se dette indhold til at starte med, og denne video er kun toppen af isbjerget. Dermed kan man stille spørgsmålstegn ved, om børn og unge overhovedet bør vaere på disse medier, så laenge deres beskyttelse ikke er garanteret. Politikere og andre ansvarlige for børn bliver nødt til at tage dette langt mere alvorligt.
Og det kan ikke overlades til de digitale medier. For mig at se har de spillet fallit. De beskytter ganske enkelt ikke børnene i tilstraekkelig grad. Derfor er tiden inde til en meget mere fundamental diskussion og samtale om, hvordan beskyttelse af børn kan garanteres.
Som fagprofessionel vil jeg ud fra et beskyttelseshensyn indtil videre anbefale, at børn og unge ikke benytter disse medier.