Frygten for vores egen dødelighed gør os bange for at leve
Kultur og klima tilsidesaettes, imens friheden bures inde bag en mur af frygt. Det, vi glemmer, er, at livet ikke venter på nogen.
“Quite an experience to live in fear, isn’t it. That’s what it is to be a slave.”
Sådan lyder åbningslinjen i den berømte ”Like tears in rain”-monolog i Ridley Scotts film ”Blade Runner” fra 1982. En monolog, der blandt andet omhandler livets forgaengelighed og noget af det svaereste og smukkeste, vi kan opnå i vores liv: at slutte fred med, at vi en dag skal herfra.
Monologen berører dermed nogle af de mest signifikante temaer i dagens Danmark – ja, faktisk i hele verden lige nu.
Frygten for vores egen dødelighed, der i dag er ved at fratage os vores kritiske sans og forståelse af, at livet ikke blot handler om at overleve, men om at leve.
Hver morgen står vi klar på perronen med mundbind på. I de offentlige transportmidler vejledes vi til at vende os vaek fra hinanden. På sygehusene er senge hentet ind fra andre afdelinger for at fylde de saerligt vigtige ”coronaafsnit”. I daginstitutionerne indprentes frygtens laere i vores børn, der spritter huden af haenderne.
Barerne lukker klokken 22, imens diskotekerne fortsat er lukket. Tid har de unge jo nok af, og det er rigtig nok. De bliver bare ikke ved med at vaere unge.
Ekspedienterne i tøjbutikkerne og chaufførerne i taxaerne og busserne kan få lov at dufte til egen spegepølseånde i et mundbind fra morgen til midnat, imens madbuddene beordres til at saette maden ude foran kundens dør. Sagt på anden vis: Vi lever under større og større kontrol alle steder i samfundet med mindre og mindre menneskelig kontakt. På grund af en virus med en dødelighed, der minder om en svaer saesoninfluenza. Styret af en flok politikere og medielystne eksperter, der så klippene fra dommedagsgangene i Italien og glemte, at vores samfund straeber efter at vaere baseret på fakta, ikke frygt, på tillid, ikke tvang. Der førte os op i traeerne og insisterer på, at vi bliver deroppe. Selvom jorden ikke braender, men naermere er steget en grad eller to.
Alligevel følger befolkningen trofast regeringens kurs og står med høtyve og fakler klar til at dirigere potentielt modsaettende tilbage i raekke. Vi står ved en skillevej i dagens Danmark, hvor vi må beslutte os for, hvilket slags samfund vi vil leve i.
Efter min opfattelse er det tid til at befri os selv fra frygten og genfinde fornuften. Huske på, at disse restriktioner og nedlukninger oprindelig var til for at sikre, at vores sundhedsvaesen ikke ville kollapse – noget, det aldrig har naermet sig. Have med os, at selvfølgelig skal vi passe på de aeldre og svage, men taenke anderledes rationalt om, hvordan vi kan beskytte dem uden at fylde os alle med frygt, svigte vores kultur og se vores frihed blive indskraenket mere og mere.
I det seneste halve år har vi hørt eksperter og politikere sige, at det blot vil vaere sådan her, indtil vaccinen kommer.
Hvad de ikke forstår er; at sådan fungerer livet ikke. Tiden kan ikke gemmes i en flaske. Ungdommens flammer braender nogle få storslåede sekunder. Urene stopper ikke med at tikke for de gamle på plejehjemmene, der har siddet ensomme i egen stue og set samfundet lukke ned.
Festivalerne, festerne og fodboldkampene, der en dag skulle glitre som gyldne minder fra en fjern fortid, kan ikke udleves om to år. For der er hverken vi eller samfundet det samme.
Men måske vigtigst af alt er vores negligering af kulturens betydning. Isaer vores friheds- og demokratikultur. Med epidemiloven fra marts fik vores sundhedsminister beføjelser til at tvangsundersøge, tvangsbehandle og tvangsisolere.
Da disse beføjelser blev vedtaget tilbage i marts, kunne de forekomme fornuftige, da det fortsat var uklart, hvor vidtgående en trussel coronaen var. I dag ved vi, at virussen har en dødelighed sammenlignelig med en slem influenza og formentlig kan have visse efterfølgende komplikationer for et fåtal syge. Hvorfor er det så, at vores sundhedsminister fortsat så frit kan influere på hver enkelts frihed og grundlovssikrede rettigheder?
Kultur er ikke noget, man udskifter i modgangstider med en gå på raekke-kultur, indtil stormen stilner af. Tvaertimod er kultur vigtigst at fastholde i de mørke tider.
Da vores kultur er den, der skal baere os frem og fastholde os i, hvem vi er, når tiderne er svaerest. Vores kultur er med til at minde os om, at vi har brug for varme og berøring for at glaedes. Ikke blot kølig afstand og en knoglet albue til hilsen. En viden, der forsvundet op i en sort sky af frygt, idet vi har fralagt os kernevaerdier for at bekaempe en virus.
Denne disproportionale reaktion fremstår endnu mere bekymrende med tanke på den massive krise, der venter os: klimakrisen. Som vi ikke er klar til at omlaegge vores liv for at imødegå på tilnaermelsesvis samme måde, som vi har gjort under coronaen. For billeder af indlandsisen, der smelter, virker ikke urovaekkende på os som billeder af en døende i respirator.
Derfor pålaegger vi oksekødet en ekstra CO2-afgift og bygger en vindmølle mere, imens vi reformerer hele samfundet på grund af corona. Og det er på trods af, at klimakrisen vil ramme os alle, imens der heldigvis kun ligger ganske få i respirator.
Elev, Den jyske Forfatterskole, Aarhus N
Vores kultur er med til at minde os om, at vi har brug for varme og berøring for at glaedes. Ikke blot kølig afstand og en knoglet albue til hilsen.
Det tyder på en stat, der ikke er kapabel til at reagere i krisetider eller skelne imellem alvoren af de enkelte problemstillinger. En regering, der er bevidst om, at angst er lig magt, imens nødvendige klimareformer er lig mistede stemmer.
Og det er ikke i bebrejdelse over for befolkningen, at jeg skriver dette, da frygt er noget af det maegtigste, der findes. Og de politikere og journalister, man naturligt vender sig imod i krisetider, har ikke lavet andet end at puste til frygtens flammer.
Det aendrer ikke på, at vi som befolkning er nødt til at se på den reelle trussel, coronaen udgør. Nøgternt og frygtløst. Så vi forstår, at omfanget af den nuvaerende situation ikke harmonerer med frygten i vores hjerter.
Kun med mod og fornuft kan vi overvinde frygten og fastholde det land, der er ved at forsvinde for vores øjne. For så at saette ind på at redde vores planet, der i øjeblikket oser af frygt og CO2.
Hvor antallet af vilde patte- og krybdyr, padder, fisk og fugle gennemsnitligt er faldet med 68 pct. fra 1970 til 2016, imens regnskovene, der engang daekkede 14 pct. af verdens areal, i dag udgør 6 pct.
Vi skal naturligvis passe på vores aeldre og mest udsatte, men vi skal også vaerne om vores kultur, vores planet og vores livskvalitet.
Danmark skal vaere et trygt sted for alle, men det er ikke et trygt sted at befinde sig i dag. Og det er ikke på grund af corona, så meget som vores måde at håndtere den på.
Kun falsk tryghed kan opnås ved hjaelp af frygt. Tryghed opnås ved at have tillid til hinanden. Ved at udvise tolerance for vores forskellighed, så man ikke føler sig forkert eller forfulgt for at have en anden holdning end majoriteten. Ikke ved at forsøge at presse den samme holdning ned over hovedet på alle.
Tryghed handler om at møde livets forskellige farer med fakta i stedet for frygt. Ikke ved at baere symbolske mundbind og give befolkningen en følelse af, at vi alle står på en kløft mellem liv og død, og vi falder i, hvis ikke vi lytter til frygten.