Klart budskab, men vi går glip af de rørende scener
Anna Balslevs version af ”Et dukkehjem” er skåret ind til benet, men dermed kommer vi også til at savne vigtige elementer i dramaet.
»Det er jo rigtig MeToo-teater, det her,« lyder det fra en herre blandt publikum, før forestillingen begynder. O.k., boomer, så siger vi det.
Henrik Ibsen blev i slutningen af 1800-tallet lidt uforvarende forkaemper for kvindernes frigørelse. Saerligt
med hovedvaerket ”Et dukkehjem”, der skabte debat omkring spisebordene i flere europaeiske lande og fik skilsmisseraten til at stige til vejrs.
Selv sagde han, at han ikke kaemper for en kvindesag, men for en menneskesag. Vi er ikke vores aegtefaellers ejendom. Vi er ikke først og fremmest vores børns foraeldre. Vi er vores egne.
Det er, hvad hovedpersonen, Nora, kaemper for at vaere i ”Et dukkehjem”, da hun forlader mand og børn i den omdiskuterede slutning. Og det bliver et tydeligt budskab i Det Kongelige Teaters opsaetning af Henrik Ibsens drama fra 1879.
Jeg ville ikke kalde det ”MeToo-teater”, men forestillingen taler ind i en højst aktuel ligestillings- og frihedsdebat.
Scener fortalt uden ord
Instruktør Anna Balslev har med en sikker hånd snittet i forestillingen, hvor vi isaer bemaerker, at nogle scener ikke er fjernet helt, men blot omdannet til scenebilleder, der fortaeller det samme uden ord.
Tilsvarende nonverbale scenebilleder viser os Noras naere forhold til sine børn, som hun tumler rundt med i Jonas Flys sneklaedte scenografi. Det skal altså ikke hedde sig, at hun forlader børnene, fordi hun ikke magter dem. Men hun må ud for at finde sig selv, som den slags hedder.
På den måde er kvindesagen – eller menneskesagen – i altoverskyggende fokus hos Anna Balslev. Og den faestnes med syvtommersøm af skuespiller Sicilia Gadborg Høegh, da hun som Nora indser, at Torvald ikke vil ofre for hendes skyld, hvad hun selv var parat til at ofre for hans skyld.
Bearbejdelsen er yderst velfungerende, men den springer desvaerre også lidt let hen over nogle af de elementer, der gør ”Et dukkehjem” til en storslået teateroplevelse.
Eksempelvis bliver forholdet imellem Nora og vennen dr. Rask mere et pitstop på vejen end et vendepunkt for Nora. Dét dramatiske element dyrkede Kaspar Rostrup i sin opsaetning af ”Et dukkehjem” på Vendsyssel Teater sidste år.
SKUESPIL
DET KONGELIGE TEATER Af Henrik Ibsen Bearbejdelse og iscenesaettelse: Anna Balslev Scenografi: Jonas Fly Varighed: 1 time og 30 minutter Spiller i Skuespilhuset i København til den 17. december 2020
Det unødvendige er vaek
Anna Balslevs bearbejdning skaerer en masse unødvendigt bort, og det får forestillingens helhed til at fremstå skarp og gennemtaenkt. Det samme så vi forleden på Husets Teater i Købehavn, hvor instruktør Liv Helm lige så radikalt har tilsnittet sin version af Henrik Ibsens ”Lille Eyolf”.
Det er der kommet to gode Ibsen-stykker ud af, men desvaerre også to halvamputerede dramaer, som kunne have sat flere følelser i spil hos publikum, end de gjorde i denne omgang.