Obama fik fredsprisen – og skabte ingen fred. Trump har skabt forsoning – men får ingen pris

Hvorfor skal Donald Trump egentlig ikke have Nobels Fredspris for indsatsen for fred i Mellemøsten? Fordi vi synes, at han er traels?

For 10 år siden modtog USA’s praesident, Barack Obama, Nobels Fredspris. Og vel undte jeg da Obama haederen, men jeg var overrasket over tildelingen, hvilket jeg egentlig også tror, Obama selv var.

Obama var nemlig nytiltrådt i sit embede og havde bogstavelig talt intet udrettet i fredens tjeneste. Givetvis fik han Nobels pris på et håb om alt det gode, som man af en eller anden grund formodede, at han ville udrette, hvilket bestemt aldrig tidligere var forekommet. Naermest sådan på forventet efterbevilling.

Men – ak, det gik ikke, som de optimistiske norske parlamentarikere havde håbet; for to år senere indledte Obama en omfattende krig i Libyen, samtidig med at USA var i militaer konflikt i samtlige de otte år, han regerede – i lande som Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Yemen, Somalia og Pakistan.

Nå, fred vaere med det – det er alt sammen nu historie, og jeg har da lov at håbe, at Obama har haft glaede af prisen.

Men nu over til den praesident, som i 2016 efterfulgte Obama – den forkaetrede Donald Trump. Lad mig først slå fast, at denne, mig bekendt, i de fire år, der er gået, ikke har vaeret i de norske parlamentarikeres tanker som modtager af Nobels Fredspris.

Men måske burde man, nu hvor Trumps vagt hastigt rinder ud, tage ham med i fremtidige overvejelser. Og denne gang behøver nordmaendene ikke at håbe noget; de kan bare finde facitlisten frem – og skarpt og konkret saette status for de fire år, der er gået, og dér må man konstatere, at USA under Trumps ledelse ikke har påbegyndt én eneste ny militaer konflikt. Derimod traekkes UStropper i stor stil hjem fra de fremmede lande.

Men vigtigst af alt har praesident Trump indledt en sand fredsmission i forhold til konflikten i Mellemøsten. Det har 15-16 praesidenter før ham godt nok ihaerdigt forsøgt, men denne gang ser missionen altså ud til at kunne lykkes.

Et for et åbner de arabiske lande i disse måneder nemlig diplomatiske og handelsmaessige forbindelser med Israel. AEgypten og Jordan har jo laenge haft det, men i de seneste par år er yderligere en raekke arabiske lande kommet til – lande, som man ville have forsvoret nogensinde ville have forsonet sig med Israel: De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Bahrain, Marokko, Sudan – mens Saudi-Arabien er lige på trapperne, om end det nu bliver op til praesident

Biden at faerdiggøre dén aftale.

Hver gang et arabisk land åbner forbindelserne til Israel, skrives der verdenshistorie. Men såvel danske som europaeiske politiske ledere synes ganske uinteresseret i det, der lige nu foregår i Mellemøsten – et område, som – mildt sagt – ellers normalt må siges at vaere af en vis interesse i de kredse …

Og én sag er sikker: De skal i hvert fald nok sørge for ikke at rose USA eller bakke op om USA som kvittering for de syvmileskridt, man har taget i den 75 år gamle, beton-fastlåste situation i Mellemøsten.

Og der er det så, at min veludviklede journalistiske sans, bestående af lige dele nysgerrighed og mistro til alt og alle slår til igen: Kunne den manglende ros og opbakning til USA for denne verdenshistoriske indsats i fredens tjeneste mon skyldes, at vi bare pr. definition ikke bryder os om manden, som i de sidste fire år har haft husly i Det Hvide Hus? Han er generelt saer og traels. Han har maerkeligt hår. Han er uforskammet over for alt og alle. Han optraeder som en elefant i en glasbutik. Og så vil han købe Grønland …!

Kunne det taenkes, at såfremt det var Obama, som havde sørget for diplomatiske og handelsmaessige forbindelse mellem Israel og en raekke arabiske lande, ville han i dén grad blive hyldet verden over. Og hvem ved: Måske ville han så – og denne gang med fuld ret – have modtaget Nobels Fredspris.

Såvel danske som europaeiske politiske ledere synes ganske uinteresseret i det, der lige nu foregår i Mellemøsten.