Hvis du er i tvivl, om du har lov, har du nok ikke. Så simpelt er samtykke
I 2014 lagde Apple U2’s album ”Songs of Innocence” ind i alle brugeres iTunes. Det var dog knapt så uskyldigt, som det lyder. Ingen af de millioner af iTunes-brugere, der pludselig fik adgang til det irske bands musik, var nemlig blevet spurgt. Men hvem brokker sig over at få en gave!? Ret mange faktisk. Mange følte, at det var en digital graenseoverskridelse, at Apple sådan kunne pille ved deres personlige indstillinger, uden de havde sagt ja til det. Det, der er vores, er det jo netop, fordi andre skal spørge om lov, før de piller. Hvis alle må pille, er det ikke privat, det siger sig selv.
Den 1. januar trådte den nye samtykkelovgivning i kraft. Den betyder pinligt simpelt, at man skal spørge om lov, før man giver sig til at have sex med en anden. Det er pinligt simpelt, fordi de fleste af os i forvejen forventer samtykke på alle andre områder – om det er lån af vennens cykel, eller om der må vaere hash i kagen til sommerfesten.
Vi kender også alle den slags idioter, der ikke anerkender det, der er andres: Naboer, der klipper traeer ned på vores side af skellet. Kollegaen, som “låner” ens uniform, mens man har fri, og afleverer en gammel, nedslidt tilbage. Kusinen, der lader sin snottede fireårige spille på din nye Playstation 5, mens du er ved at rydde op i køkkenet, for hvor skulle hun vide fra, at den ikke var til børn, bare fordi den lå under din seng!? Vi kalder ret enstemmigt den slags mennesker idioter. Selv den mest hippiehardcore ”Mads & Monopolet”-gaest vil stemme i her. Vi kan ikke lide, at folk piller ved vores ting uden at spørge om lov først. Bør det ikke vaere endnu mere åbenlyst, hvis det er kroppe, der pilles ved!?
Hvis noget så tilforladeligt som at laegge et album ind i en digital musikafspiller uden samtykke kan gøre folk vrede, hvorfor er det så stadig svaert for mange at forstå, at seksuelle graenseoverskridelser handler om manglende respekt for det, der er privat?
Det er på ingen måde en gave at blive gramset på, hvis man ikke har givet lov til det. Det er ikke uskyldig flirt, ikke en kompliment. Det er fornedrende, fordi det er respektløst. Netop fordi vi ellers er enige om, at det, der er nogens, skal andre spørge om lov til at pille ved. Når jeg ikke bliver spurgt, inden en tilfaeldig mand rager på mine bryster, hvor er så respekten for min selvbestemmelse? Er min krop overhovedet min!?
Desvaerre er det naesten umuligt at få samtykkedebatten til at handle om den manglende respekt. Tag bare det sidste halve års ramaskrig over #MeToo-genopstandelsen: “Må man nu ikke flirte mere?” har vaeret den dominerende dumhed, som isaer medierne har clickbaitet lystigt derudad med. Som om seksuelle graenseoverskridelser nogensinde har handlet om flirt, lyst eller sex. Alt dette er jo defineret af gensidighed. At man flirter tilbage, kysser igen, selv får nydelse ud af det. Kun idioter kan opfatte det anderledes. Fordi idioter er ligeglade med gensidighed, ligesom de er ligeglade med, hvad der er privat. For dem er empati en mexicansk madret. De taenker kun på sig selv.
Heldigvis er de faerreste idioter, og så er samtykke altså ikke svaert. Vi bruger det allerede de fleste steder. Hvis du er i tvivl, om du har samtykke, har du nok ikke! Så simpelt kan det faktisk siges. Så må den anden jo anstrenge sig mere for at vise gensidig interesse, hvis den er der. Ligesom du nok selv skal downloade det U2-album, hvis du ønsker det.
“Må man nu ikke flirte mere?” har vaeret den dominerende dumhed, som isaer medierne har clickbaitet lystigt derudad med.