MeToo, pas på klapjagten på maend
Når man står i lort til halsen, skal man ikke bøje nakken.
Den erkendelse er Jes DorphPetersen kommet til, efter at TV 2 har erklaeret ham uønsket som tvvaert på baggrund af to MeTooanmeldelser for sexchikane for henholdsvis 18 og 20 år siden.
Og gudskelov for den erkendelse og beslutningen om ikke at underskrive en gensidig tavshedsklausul, men tvaertimod smaekke svesken på disken i et stort interview i Politiken.
For sagen mod ham er god at tage pejling efter, hvis man vil kende raekkevidden og konsekvenserne af MeToo-bølgen, der er skyllet ind over landet med en sådan voldsomhed, at den har taget al fornuft, anstaendighed og de anklagedes retsgarantier med sig.
Rent bortset fra det besynderlige i, at TV 2 kan indkalde Jes DorphPetersen til en tjenstlig samtale, når han ikke engang er formelt ansat hos dem, er det mildest talt betaenkeligt at fyre ham for to episoder, der ligger så langt tilbage i tiden, at de med det samme ville vaere blevet afvist af politiet som foraeldede – havde der vaeret tale om straffesager.
Men ikke nok med det: Sagen synes også at lide gevaldigt under alvorlige sagsbehandlingsfejl, der har den ene faellesnaevner, at de tjener til at undergrave Jes DorphPetersens retsstilling og fratage ham mulighederne for at forsvare sig ordentligt:
Hvorfor indkaldes han f.eks. til tjenstlig samtale uden at modtage en uddybende dagsorden og sagsfremstilling?
Dermed fratager TV 2 ham jo reelt muligheden for at gøre sig bekendt med anklagerne mod ham, forberede sig på mødet og imødegå påstandene.
Hvorfor vil TV 2 ikke give Jes Dorph-Petersen en skriftlig afgørelse med en begrundelse for, hvad de har lagt til grund for deres afgørelse, og hvorfor de ikke tillaegger hverken hans eller hans kollegas udsagn nogen vaegt?
Spørgsmålene hober sig op, og de bliver så meget desto mere påtraengende, al den stund at det ikke er første gang, en kendt person sendes i offentlig gabestok med ødelaeggende konsekvenser for hans fremtidige liv og virke til følge.
MeToo-bevaegelsen skal passe gevaldigt på ikke at lide skibbrud i klapjagten på maend, som ikke bare fratages deres karriere alene på basis af påstande, der ikke søges tilstraekkelig verificeret, men som også de facto naegtes den ret til at forsvare sig, som retsstaten ellers er så nøjeregnende med at sikre alle andre.