Corona-systemet skaber utryghed for os børnefamilier i Udkantsdanmark

I en storby er det måske underordnet, om man kører til vagtlaegen eller børneafdelingen for at få tilset et sygt barn. Men det er langt at køre to timer hver vej med et toårigt barn med høj feber, når man bor langt fra en børneafdeling.

Som sygeplejerske står jeg langt hen ad vejen på mål for vores sundhedsvaesen, der oftest giver mening og varetager diverse borgeres sundhedsproblematikker. En personlig oplevelse mellem jul og nytår har dog gjort det svaerere for mig at forsvare det danske sundhedssystems organisering.

På samtlige pressemøder har en klar melding vaeret: Dem med behov skal ikke afholde sig fra at besøge laegen. Følgende personlige beretning tjener som eksempel på de udfordringer, der er forbundet med at besøge laegen, i dagens coronaramte Danmark.

Jeg er ung, rask og med et godt bagland og god viden. Alligevel måtte jeg grave dybt efter de nødvendige ressourcer i relation til følgende beretning.

Vores datter er lige blevet to år. Mellem jul og nytår udviklede hun pludselig feber. 38,9 sagde termometeret. Det var velkendt, så vi tog børnepanodilen i brug og gik natten i møde på det. Hun vågnede, efter en dårlig nat, til en temperatur på 40,3. Vi kontaktede vores praktiserende laege, der grundet ferie henviste til en anden velkendt praktiserende laege. Vi snakkede med både en konsultationssygeplejerske og en laege, der begge var meget ordentlige og lyttede til vores fortaelling. Desvaerre kunne de ikke hjaelpe os, før vi havde en negativ coronatest på vores datter. De lavede i stedet en henvisning til test, og vi var, med meget besvaer, heldige at få en tid på afbestilling.

Vi kørte en halv time til naermeste testcenter. To minutter før ankomst kastede vores datter op i bilen. Vi måtte afklaede hende alt tøj, og da man ikke kan stå i kø udenfor med et nøgent og sygt barn i vinterkulden, så vi ikke andre muligheder end at aflyse tiden. Vi kørte hjem.

Feberen var fortsat meget høj, og dertil begyndte vores datter at klage over lysfølsomhed. Alt lys, i det ellers mørke rum, var pludselig skarpt. På baggrund af min faglige viden kontaktede vi igen den praktiserende laege, som igen var meget sød og ville have en videokonsultation pga. mistanke om meningitis. Hun måtte stadig ikke tilse hende. Trods en meget sød og anerkendende laege, som faktisk lagde mange ressourcer i mødet med os og lyttede til vores nu kaempe bekymring, så medvirker en videokonsultation altså ikke til megen tryghed, når ordet ”meningitis” bliver smidt på bordet. Og dette på trods af, at laegen efter videokonsultationen gjorde det klart, at ud fra det, hun kunne observere på video, så var hun mindre bekymret end først antaget. Vi skulle dog stole på vores vurdering. Det er jo rigtigt og dejligt med lydhørhed over for foraeldre, men vi oplevede det også som et kaempe ansvar.

Sygeplejerske eller ej: Enhver sygeplejerske ved, at ens faglighed og rationalitet får sig noget af en rutsjetur, når krisen kommer taet på.

Laegen understregede i øvrigt, at hvis vores datter ikke fik en ny test, så var den eneste mulighed for tilsyn forbundet med en indlaeggelse. Til det bør naevnes, at vi har knap to timer til naermeste børneafdeling i Aalborg, idet vi bor i et udkantsområde, Thy.

Vi besluttede derfor at investere meget tid i endnu et testforsøg og var heldige at få endnu en afbestilling. Trods enorm dårlig samvittighed over for vores dårlige datter, der stadig havde enormt høj feber, kørte vi igen en halv time til teststedet og stod i kø i 45 minutter.

Flere søde testdamer anstrengte sig meget for at få vores datter til at åbne munden frivilligt. Sjovt nok var det forgaeves. Der er tale om et barn på to år, der er dårligt tilpas efter at have kørt en halv time og haengt på sin fars arm i køen i yderligere 45 minutter. Hendes far tillod sig at spørge, om han ikke kunne fastholde hende, således det kunne blive overstået. Men nej ... Man må ikke bruge tvang. Vi gik mismodige derfra, uden test og med besked om, at denne skulle foretages af laegevagten, hvor man gerne må fastholde sit eget barn.

Vi skyndte os at ringe til laegevagten og sad nr. 25 i køen. Vi sad altså stadig med et sygt barn i bilen, da vi havde langt hjem og ikke ville køre flere gange. Som afmaegtig mor tillod jeg mig at gå ind til vagtlaegen, der sad i bygningen ved siden af. Jeg blev mødt af en sundhedsprofessionel ved skranken, der, på baggrund af et slavisk system, udtrykte: »Du kan ringe først«. En saetning, hun i øvrigt gentog tre gange uden at lytte til problematikken.

Graedefaerdig gik jeg ud til bilen igen, hvor min datters far naesten var kommet gennem køen til laegevagten. Igen fik jeg en rar laege i røret, på trods af at min egen tone ikke var venlig laengere. Laegen var uforstående over for testcenterets melding og anerkendte, at en toårig

Ingen af de involverede kunne have gjort mere for os. Alle gjorde, hvad der stod i deres magt, under de muligheder, som systemet udstikker.

ikke nødvendigvis åbner munden frivilligt. Hun fortalte også, at hun, ligesom de praktiserende laeger, ikke måtte tilbyde et feberramt barn uden testsvar at blive tilset. Vi fik derfor en ny henvisning – denne gang til podning af børn under to år, hvor tvang åbenbart er tilladt.

Vi kørte tilbage til testcenteret, der nu havde lukket. Så vi måtte køre hjem igen. For alvor overladt til os selv.

Der stod vi så med en enorm utryghed. Vi var angste, bekymrede og helt og aldeles overladt til vores egen mavefornemmelse. Et kaempe ansvar, syntes vi. Selv hvis vi vurderede et behov for hjaelp, var det enormt utrygt, at den naermeste hjaelp var knap to timer vaek.

Til sidst så vi ikke andre muligheder end at risikere en potentiel unødig indlaeggelse. For ingen laege måtte se vores barn. Dette på trods af at en indlaeggelse ville kraeve evt. unødige ressourcer, som ville stride mod vores ellers store samfundssind.

Hensigten er at spare ressourcer, indskraenke smitte og appellere til, at syge mennesker fortsat skal besøge laegen. Sidstnaevnte er en opstillet illusion, hvortil denne fortaelling udgør belaeg i sig selv. Derudover er det uklart, hvordan det indskraenker smitte at skulle tvinge et sygt barn gennem alle disse instanser. Ligeså kan vi ikke få øje på de ressourcebesparelser, som vi var medvirkende til på denne dag, hvor vi aflyste testtider i sidste øjeblik, brugte 45 minutter i et testcenter uden resultat og ulejligede både laeger og vagtlaeger flere gange.

Fortaellingen tjener som et tydeligt eksempel på, at vi i Danmark har et fagligt kompetent og empatisk sundhedspersonale. Ingen af de involverede kunne have gjort mere for os. Alle gjorde, hvad der stod i deres magt, under de muligheder, som systemet udstikker. Alle laeger vurderede vores datter korrekt, hvilket vidner om, at man kan have tiltro til vores sundhedspersonales kompetencer. Det er systemet, der skaber utryghed.

Når man udstikker ensartede regler på landsplan, så medvirker det til markant forskellige vilkår på det lokale plan.

I en storby er det måske underordnet, om man kører til vagtlaegen eller børneafdelingen. Men i Udkantsdanmark efterlod det os med to muligheder. Vi kunne køre to timer til naermeste børneafdeling for at blive tilset, eller vi kunne stå i testkøen og vente 24 timer på svar. Et scenarie, som vi kender flere, der har oplevet.

Det må kunne gøres bedre.