Gps-teknik afslører solsortes rute fra Skagen til England
30 solsorte fanget i Danmark i efteråret er med i et europaeisk forskningsprojekt, der ved hjaelp af gpssendere skal afsløre droslernes rejseruter og rastepladser.
En dag sidst i oktober fløj en solsort i et ringmaerkningsnet naer Danmarks nordligste punkt. Forsigtigt pillede ringmaerkere fra Skagen Fuglestation den sorte drossel ud af nettet, hvorpå den fik påmonteret en lille specialdesignet rygsaek med en gpssender.
Efter få minutter blev fuglen, der vejede 117 gram, sluppet fri, og så gjaldt det bare om at vente på signaler fra den 4,3 gram lette sender, når traekfuglen begav sig ud i det ukendte.
En måned senere var der himmelske nyheder fra rummet. En specialdesignet antenne på den internationale rumstation ISS, der med 27.700 km/t er i kredsløb 386 km over Jorden, havde opfanget signalet fra droslens gps. Solsorten befandt sig da godt et halvt hundrede km fra østkysten af England. Fuglen fra Skagen var på vej over Nordsøen for at holde vinter i det milde Storbritannien.
»Data om droslens positioner fortalte os, at solsorten i en måned efter at vaere blevet sluppet fri ved Skagen Fuglestation, havde opholdt sig på Skagen Odde. Med afsaet fra et sted syd for Råbjerg Mile, hvor fuglen havde tanket sine fedtdepoter op, var fuglen i ét straek fløjet over Nordsøen. 12 timer efter, at den havde forladt Nordjylland, naermede den sig Englands østkyst. Det er det seneste, vi har hørt fra solsortens gps. Vi ved derfor ikke med sikkerhed, om den nåede i land, men vi håber naturligvis, at vi får signaler fra England i løbet af vinteren,« siger Simon Sigaard Christiansen, der er ringmaerker, naturvejleder og leder af Skagen Fuglestation.
Med kurs mod ny viden
Den nordjyske gps-solsort er en af 30 danske og 600 europaeiske solsorte, der de seneste måneder har fået sat en gps-sender på ryggen, så forskere kan finde ud af, hvor fuglene flyver hen i takt med årstidernes skiften. Blandt andet skal det klarlaegges, hvordan solsorte fra nord til syd klarer sig forskelligt i løbet af året.
Teknikken gør det muligt at afsløre meget praecist, hvilke rastepladser og traekruter fuglene bruger. Gps’en kan også vaere med til at kaste nyt lys over fuglenes hastighed og flyvehøjde på traekket. Og måske fortaelle nyt om, hvor de dør.
»Vi vidste, at mange solsorte fra vores breddegrader flyver til Storbritannien for at holde vinter i et klima, der er en tak mildere end vores. Det nye er, at vi nu kan finde ud af timingen på traekket. Hvor laenge er fuglene på deres rastepladser for at aede sig fede, og hvor hurtigt flyver de på rejsen. Måske vil vi også blive i stand til at afdaekke, om der er saerligt farefulde områder på traekruterne, hvor mange fugle omkommer. Små brikker til puslespillet, der kan give et samlet billede af fugletraekket, vil tone frem, i takt med at vi får flere signaler fra gps-senderne,« siger Simon Sigaard Christiansen.
Fra ørne til småfugle
Hidtil har det primaert vaeret større fugle som gaes, aender og rovfugle, der har lagt rygge til gps-teknik med sendere, der vejer 80-100 gram. For eksempel er danske havørne, kongeørne og tajgasaedgaes på vinterophold i Danmark de senere år blevet sporet ved hjaelp af gps-teknik.
Batterier med solceller har drevet senderne, der i løbet af kort tid har givet epokegørende ny viden, som kunne have kraevet årtier at opnå med den klassiske ringmaerkning, hvor genmeldinger sker ved hjaelp af aflaesning af ringen i en kikkert, eller fordi fuglen bliver fundet død.
Gps-teknikken har for eksempel afsløret, at unge nordjyske kongeørne i en periode tog til Nordtyskland, hvor de gjorde sig erfaringer som jaegere, inden de vendte tilbage til nabolaget til de områder, hvor de var fløjet fra reden. Og nogle af de tajgasaedgaes, som holder vinter på jyske lokaliteter, har vist sig at flyve til den russiske øgruppe Novaja Semlja i Ishavet for om sommeren at faelde deres fjer.
»I dag er gps-teknikken så
udviklet, at vi kan saette sendere, der vejer 3-3,5 gram, på fugle af drosselstørrelse. Naeste skridt bliver sendere på 2 gram, så vi kan maerke fugle af finkestørrelse og nogle af de mindste vadefugle, der traekker langt mellem ynglepladser og vinterkvarterer. Målet på Max
Planck-instituttet i Tyskland, hvor teknikken udvikles og optimeres, er sendere på bare et gram. Testfasen er allerede i gang,« siger Kasper Thorup, der er professor på Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og med i styregruppen for projektet.
Selv om gps-tracking kan give resultater hurtigt og effektivt og med tiden også billigt, vil teknikken ikke kunne erstatte den klassiske
Jan Skriver er journalist og fotograf. Laes flere artikler om natur på