Facebook og Twitter er en større trussel mod demokratiet end Donald Trump
Uanset hvad man måtte mene om Trump i almindelighed og begivenhederne i Washington i saerdeleshed, skaerper bandlysningen af ham på Twitter og diverse andre sociale medier på ny spørgsmålet om disse mediers rolle i hårdtprøvede moderne demokratier.
Det er immervaek den siddende amerikanske praesident, der er blevet evigt afskåret fra at bruge Twitter, som, hvad enten man kan lide det eller ej, globalt er blevet det vaesentligste politikervaerktøj i de seneste år. Én ting er censur over for visse tweets, en anden en livstidsdom.
Hvis man mener det alvorligt med at censurere enhver opfordring til vold, hvordan slipper den iranske overleder, Ali Khamenei, så afsted med at opfordre til Israels udslettelse på Twitter, uden at han derfor bliver ramt af censur, endsige udelukkelse?
De sociale medier har tidligere hårdnakket bedyret, at de er åbne platforme, ikke redigerede medier. Udelukkelsen af Trump viser klart, at der foregår en redaktion. Men mens han havde magten, var hans skaeve tweets en glimrende forretning (også for alle andre medier). Nu blaeser vinden fra den anden kant, så nu gaelder det for ”platformene” om at demonstrere demokratisk sindelag.
Der er for så vidt ikke noget retsligt problem. Facebook, Twitter og de øvrige er private firmaer, som kan operere ud fra deres egne regler, så laenge de ikke bryder loven. Men der er udpraeget et demokratisk problem, som fik den ansete britiske demokratiforsker David Runciman til for et par år siden i bogen ”How Democracy Ends” at skrive, at Facebooks ejer Mark Zuckerberg er »en større trussel mod det amerikanske demokrati end Donald Trump«.
Det holder stadig, for Trump kan man skille sig af med gennem demokratiets ”negative kvaliteter” ved nemlig at lade vaere med at genvaelge ham, sådan som det netop er sket. Zuckerberg er derimod ikke på valg og er som ejer af sit eget private foretagende hinsides demokratisk kontrol. Han flyver ikke under radaren, men snarere langt over. Politiske magthavere har bestemt gerne villet, men er indtil videre ikke lykkedes med at få styr på de sociale medier. De har ikke turdet af frygt for anklager om knaegtelse af ytringsfriheden.
Zuckerberg er en feudalfyrste i en sendemokratisk tidsalder. Han er en enehersker, som i mangt og meget lever uden for loven, højt haevet over sine to milliarder undersåtter, som han ikke har noget tilfaelles med, som pludrer løs i deres utallige mere eller mindre løse netvaerk og gør ham til en af klodens rigeste og maegtigste maend, mangemilliardaer i dollars og algoritmer.
Intet har befordret konspirationsteorier som vaeksten i de sociale medier, som har givet en stemme til hver eneste offerminoritet på både højre- og venstrefløjen og dermed forøget den demokratiske paranoia betragteligt.
Den demokratiske stat havde i sine velmagtsdage sin styrke i en kombination af top-down-autoritet og en bred inddragelse af befolkningen. Den torden har de sociale medier nu stjålet. Der er virkelig noget Prometheus over hightechtitanerne i Silicon Valley, som bilder sig ind, at deres ”maskiner” kunne løse alle verdens problemer, hvis bare politikerne – demokratisk valgt eller ej – ville lade vaere med at laegge det teknologiske fremskridt hindringer i vejen.
Facebook og Twitter er problematiske alternativer til den demokratiske offentlighed, selv om deres ejere hårdnakket påstår at vaere netop indbegrebet af magtfri, demokratisk offentlighed.
Zuckerberg er en feudalfyrste i en sendemokratisk tidsalder.