Er det vigtigere at beholde et torneroseslot end at kunne formidle danmarkshistorie?

Nyborg Slot repraesenterer ikke kun et vaesentligt sted i den danske historie. Det er også en bygningstorso, der forhindrer, at stedets historie kan formidles ordentligt til nutiden. Og nu er Nyborg-projektet slået tilbage af myndigheder, der på et tyndt

Som det ligger der nu, fortaeller Nyborg Slot ikke anden historie, end at der altså er et slot, som ser ud, som man synes, at sådan et skulle se ud for hundrede år siden. Indeni er der en raekke ret prunkløse rum udsmykket med geometriske figurer, men alt, hvad der hedder inventar, er for laengst vaek.

For at råde bod på det kulturelle tomrum, som den bestående bygning unaegtelig frembyder, blev den idé for nogle år siden fostret af Østfyns Museer, at man ved en gennemgribende istandsaettelse af det bestående hus, ved opførelse af en teglstensmur, en bygning til formidling af slottets historie og en forhøjelse af et bestående vagttårn kunne give den restaurerede såkaldte Kongefløj en kontekst, der kunne gøre det muligt at formidle stedets historie sådan, at det kunne genfinde sin plads i danmarkshistorien.

Restaureringen 1913-25 blev aldrig gjort faerdig bl.a. med den følge, at adgangsforholdene til slottet er kummerlige, og at handicappede, en gruppe, hvis mulighed for lige adgang til oplevelser hører til vore internationale forpligtelser, ingen mulighed har for at komme ind i eller rundt på stedet.

Nyborg var indtil tabet af Skånelandene i 1658 byen midt i kongens rige. Siden slutningen af 1100-årene har der i byen ligget en oprindelig ret beskeden borg, der senere blev til det, vi i dag kender som Danehofslottet. Som det fremtraeder i dag er det ikke, som nogle tror, et middelalderslot, men resultatet af et restaureringsforsøg i årene 1913-1925, der aldrig blev afsluttet. Sin stjernestund oplevede stedet den 29. juli 1282, da kongen, Erik Klipping, udstedte den lov, vi kender som Erik Klippings Håndfaestning, og som også er kaldt for ”Danmarks første grundlov”. I dette dokument forpligtede kongen sig til en gang om året at indkalde en forsamling, et parlamentum, som det hedder på latin, der kaldtes hof. Det er den institution, vi kender som danehoffet, og som samlede landets stormaend i de følgende årtier, indtil den endeligt gik af brug i begyndelsen af 1400årene.

Yderligere lovede kongen ikke at frihedsberøve nogen uden dom, pålaegge bøder uden dom, blande sig i retsvaesenet eller opkraeve en raekke afgifter. Det hele minder i lidt mindre målestok om, hvad den engelske konge Johan i 1215 havde forpligtet sig til i det berømte Magna Carta, og vi taler da også om Danmarks Magna Carta. Selv om der langt fra går en snorlige vej fra begivenheden i Nyborg i 1282 til vore dages grundlov, så er det alligevel i høj grad bemaerkelsesvaerdigt, hvad der skete her både i en dansk og en international sammenhaeng. Der blev lagt bånd på magten, og det er altid vaerd at holde fast i.

Senere har bl.a. Margrethe I opholdt sig på slottet, men dets glansperiode faldt under Christian III, og det er da også hans tid, der afspejler sig i restaureringen og i slottes indre. Det er helt i orden at tale om Danehofslottet, men den del af slottets historie får man ikke meget indtryk af ved at kigge på det, som det ser ud nu. Det kraever formidling, og det er den, der lige nu er et hot emne.

For hvordan skal man formidle Danmarks historie ved hjaelp af eksisterende monumenter, som fortaeller en helt anden historie end den, man gerne vil bruge monumentet til?

Personligt hører jeg til dem, der synes, at historie er en levende del af vores bevidsthed, og at det er en rigtig god idé ved dygtig formidling at fortaelle, hvor vigtig historien er. Når det gaelder Nyborg

Slot, er projektet en enestående lejlighed til netop at levendegøre dansk forfatningshistorie og forklare forskelle mellem før og nu lige netop der, hvor historien udspillede sig. Det skal selvfølgelig gøres på en ordentlig måde. Ikke ved ”tivolisering”. Så vidt jeg kan se, opfylder det projekt, der er indsamlet 350 millioner kr. til, netop det formål ikke at bygge middelalderborg i middelalderstil, men en passende blanding af gammelt og nyt, der harmonerer med en bygning, der heller ikke, som den fremtraeder udadtil, er original, men netop udtrykker en senromantisk forestilling om et middelalderslot med renaessancetraek.

Andre har en anden mening. Slottet og dets historie trivialiseres, har nogle sagt. Hvad der menes med det, er mig ikke helt klart, ud over at slottet naturligvis opleves i en anden sammenhaeng, når der er bygninger omkring, end når det står uformidlet som nu i sin skikkelse fra begyndelsen af 1900årene.

Det er gjort gaeldende, at renoveringsprojektet gør »omfattende fysiske og visuelle indgreb i fortidsmindet«, som sådan et slot kaldes, når det står på en liste og er omfattet af museumsloven. Denne lov beskytter fortidsminder som Nyborg Slot ved at bestemme i sin § 29 e: »Der må ikke foretages aendring i tilstanden af fortidsminder.« Men det må der nu alligevel godt, for i samme lov kan man lidt laengere fremme laese: »Kulturministeren kan i saerlige tilfaelde gøre undtagelse fra bestemmelserne i § 29 e, stk. 1.«

Efter Slots- og Kulturstyrelsens mening var der god grund til at give dispensation. Det samme gaelder en raekke fonde, der har støttet renoveringsprojektet med millionbeløb, og det gaelder Nyborg Kommune og selvfølgelig Østfyns

Museer, der braender efter at saette slottets middelalderhistorie ind i den sammenhaeng, som ingen aner, der ser slottet i dag. Det gaelder også mig og en lang raekke andre mennesker, der gerne vil vaere med til at fortsaette fortaellingen om dette lands historie.

Men sådan skulle det ikke gå. Fire bevaringsorganisationer benyttede deres ret efter loven til at påklage afgørelsen, og de fik medhold af det såkaldte Miljø- og Fødevareklagenaevn. Det er et klageorgan, der består af tre jurister og fire politisk udpegede laegmaend. Naevnet delte sig i et flertal på fire og et mindretal på tre. Flertallet sagde nej med en ultrakort begrundelse. Den består af tre saetninger: 1) museumslovens § 29 e, stk. 1, er en forbudsbestemmelse, og (..) praksis som følge heraf (…) restriktiv, og 2) at hensynet til de formidlingsmaessige interesser ikke opvejer projektets omfattende fysiske og visuelle indgreb i fortidsmindet, herunder de arkaeologiske lag, samt 3) en dispensation vil kunne medføre en uønsket praecedensvirkning.

Nyborg Slot er enestående, og i øvrigt har man jo tidligere grebet visuelt ind både i Koldinghus og ved gravhøjene i Jelling, så der er altså praecedens.

Jeg må erkende, at jeg som jurist har svaert ved at forstå, hvordan man kan slippe afsted med en så kort og intetsigende begrundelse i en så vigtig sag. Det er simpelthen ikke rigtigt, at praksis er restriktiv som følge af en forbudsbestemmelse. Der er masser af forbud, der løbende dispenseres fra. Den slags er jurister helt fortrolige med.

I grundloven står der med brask og bram: Ejendomsretten er ukraenkelig, men allerede grundloven selv fortaeller, hvordan dette princip kan brydes. Det samme gaelder boligens ukraenkelighed og en raekke andre former for ukraenkelighed. Lovens principper er der for at brydes, når der er en god grund til det. Naevnets begrundelse 2) er et rent subjektivt skøn uden nogen juridisk valør og 3) er vrøvl. Nyborg Slot er enestående, og i øvrigt har man jo tidligere grebet visuelt ind både i Koldinghus og ved gravhøjene i Jelling, så der er altså praecedens.

Den kendelse, som natur- og miljønaevnet har afsagt, er efter min mening beskaemmende. Den relevante styrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, har efter indgående overvejelser truffet en afgørelse, som nu kuldkastes i en juridisk tynd afgørelse af et klageorgan uden sagkundskab og med en stemmes flertal. Og det vaerste ved det er, at sådan er det.

Sådan traeffes afgørelser om vigtige forvaltningsretlige spørgsmål i Danmark. Så kan man jo taenke over det, når man i fremtiden ser på torneroseslottet.