»Jeg har nok fået en evne til at se lyst på tilvaerelsen med mig i dåbsgave«
Jørn Hjorting er hyggesnakkens mester. I 60 år fik den populaere radiovaert danskerne til at slå ørerne ud og lytte med, når han staevnede ud med sin smilende stemme. I dag nyder han livet, så laenge han har det, og saerligt én ting holder humøret oppe.
Hvad er det vigtigste, du har laert i livet?
»Sorgerne kommer af sig selv, men glaederne skal man opsøge. Det er en enkel filosofi, jeg har forsøgt at styre efter det meste af mit liv. Det er derfor, jeg synger hver eneste dag. Man kan nemlig ikke synge og vaere sur samtidig. Min mor sang altid. Hun døde som 29-årig, da jeg var kun syv år gammel, men jeg kan stadig huske hendes sang hjemme i stuerne. Min faster har fortalt mig, at min mor var et meget livsglad og optimistisk menneske. Det var min far også, så jeg har nok fået en evne til at se lyst på tilvaerelsen med mig i dåbsgave. Det er ikke alle forundt.«
Hvad er det bedste råd, du har fået?
»Min første chef i DR hed Svend Petersen. Han var vaert på programmet ”Weekendhytten” og havde en fantastisk stemme. Og så var han god til at tale med mennesker. Det var ham, der ansatte mig, og på min første arbejdsdag spurgte jeg ham, hvorfor jeg havde fået jobbet. Han kiggede på mig og svarede: ”Det skyldes ikke mindst Deres venlige smil.” Jeg indvendte, at man ikke kunne se et smil i radioen, og så sagde han: ”Nej, men man kan høre det.” Han sagde altid, at man som radiovaert skulle huske på, at det var lytteren og ikke én selv, der var i centrum. Derfor er jeg heller ikke så vild med de nye programmer, hvor to vaerter sidder og taler om deres eget liv. De fortaeller, hvad de skal i ferien, hvor de har spist aftensmad i går, eller hvilke problemer de slås med. Det lyder, som om de hygger sig undervejs, vi andre er bare ikke med.«
Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet i dit liv?
»Som dreng drømte jeg om at blive journalist, radiovaert eller praest. Jeg kommer ikke fra noget kristent hjem, men jeg gik til spejder i FDF, hvor jeg mødte mange gode mennesker. Som ung var jeg meget optaget af at laese praesten Kaj Munks tekster, så teologi lød spaendende, og jeg begyndte også på studiet på Aarhus Universitet. Men det er ikke alt, der lyder interessant på papiret, som også er det i praksis, og jeg maerkede hurtigt, at jeg ikke skulle vaere praest. På det tidspunkt havde jeg en indkaldelse til vaernepligten stående, så jeg droppede ud af studiet og tog i haeren og endte med at vaere så glad for soldaterlivet, at jeg fortsatte efter vaernepligten. Det har jeg aldrig fortrudt, for jeg blev sendt til Paris for at arbejde i Natos hovedkvarter. Her var jeg i 15 måneder, og da jeg tog toget hjem til Danmark og stod af på banegården i Aarhus, virkede det, som om byen var skrumpet. Der var ingen boulevarder og store pladser som i Paris, så jeg flyttede til hovedstaden for at prøve lykken. Hvis ikke jeg havde gjort det, var jeg naeppe blevet radiovaert. Og jeg havde heller ikke mødt min kone, Erna, som jeg har vaeret gift med i over 60 år. Det er to ting, jeg meget nødig ville have undvaeret i mit liv.«
Hvad er din største fortrydelse i livet?
»Jeg har det ligesom den franske sangerinde Edith Piaf, der sang: ”Je ne regrette rien.” Jeg fortryder ingenting. Det er spild af tid at aergre sig over ting, man alligevel ikke kan aendre på. I bund og grund er fortrydelse det samme som at genbesøge en dårlig oplevelse.«
Hvad er det bedste ved at vaere ung?
»Det er den tid i livet, hvor man er fuld af energi og har allermest mod på livet. Når man bliver lige så gammel, som jeg er nu, bliver det hele lidt mere besvaerligt. Så kan en gåtur med hunden vaere en udfordring.«
Hvad er det vaerste ved at vaere ung?
»At man indimellem løber panden mod muren, når man støder på aeldre mennesker, der kigger på én og siger: ”Åh, tag den nu lidt med ro, unge mand. Vi gamle ved lidt bedre, hvad det hele drejer sig.” Det er selvfølgelig noget vaerre sludder at sige.«
Hvornår blev du voksen?
»Når man får børn, er man nødt til at blive voksen i en fart. Det kan godt vaere et tungt ansvar at vaere foraelder, men det er først og fremmest vidunderligt. Og sundt. Man bliver afbrudt i at vaere optaget af sig selv. Pludselig er der en opgave, som er større og langt vigtigere.«
Hvad er det bedste ved at blive aeldre?
»At man ikke behøver at have et vaekkeur. Jeg elsker at sove laenge. I mange år skulle jeg ofte tidligt op. Ikke mindst når jeg lavede ”Morgennisserne” på P3. Så var det op midt om natten i baelgravende mørke og starte bilen for at køre ind til Radiohuset på Rosenørns Allé og sende live hele december. En anden god ting ved at blive aeldre er, at man er mere erfaren. Livet er en daglig udfordring, men når man bliver så gammel som mig, har man stået i et utal af situationer, og så skal der meget til for, at man går i panik. Man ved jo af erfaring, at det hele nok skal gå. Isaer hvis man bliver ved med at have et barnligt sind og ikke tager livet for alvorligt. Min gamle radiokollega Gunnar Nu Hansen sagde altid:
”Man holder ikke op med at lege, fordi man bliver gammel. Man bliver gammel, fordi man holder op med at lege.”«
Hvad er det vaerste ved at blive aeldre?
»Man bliver mere skrøbelig. Jeg frygter isaer at falde. Gør man det, kan alting ske. Og så er der selvfølgelig også coronaen. Jeg passer meget på ikke at blive smittet, for i min alder er det jo en dødsdom at blive ramt af den virus.«
Hvad ville du gøre, hvis du kun havde én dag tilbage?
»Jeg havde engang en programchef i DR, som besluttede sig for, at han selv ville bestemme, hvornår han skulle herfra. Og hvordan. Han var ikke syg, han var bare traet af livet, så han inviterede familie og venner til en storslået middag med alt fra øverste hylde, og undervejs i festen rejste han sig op og sagde tak for denne gang. Dagen efter tog han sit eget liv. Det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg har ingen planer om at forlade verden før tid. Men hvis nu jeg vidste, at jeg kun havde én dag tilbage, så ville jeg samle mine naermeste og vaere sammen med dem. Hele dagen. Fra morgen til aften. I forbindelse med min runde fødselsdag havde jeg oprindelig planlagt at holde en stor fest på en lokal kro, men den har jeg af gode grunde vaeret nødt til at aflyse. Nu er forsamlingsforbuddet ovenikøbet saenket til fem personer, så nu får min kone og jeg besøg af min søn, min datter og min svigerdatter til frokost, så kommer mit ene barnebarn med sin kaereste til lagkage og varm kakao om eftermiddagen, og om aftenen får vi mit andet barnebarn og hans kaereste til middag. På den måde får vi set alle. Det glaeder jeg mig til, og det kunne vaere en god sidste dag. Men ingen af os ved, hvor laenge vi er her, så det gaelder om at nyde livet, mens man har det.«
Jørn Hjorting, redaktør, tidl. radiovaert, Naerum