Kampen mod identitetspolitik kraever, at majoritetskulturen tør stå fast på sit

Man skal ikke gå rundt og kalde folk for neger, ligesom der er mange andre ting, man ikke skal kalde hinanden. I Berlingske kunne man for nylig laese en historie, hvor en ung, sort studerende på Københavns Universitet havde oplevet, at en medstuderende konsekvent satte neger foran hendes navn. Det var både perfidt og racistisk. Men at slutte, som den unge studerende gjorde, at det dermed også afslører en underliggende strukturel racisme – altså en indlejret racisme, som bevidst og ubevidst går igen i undervisningen og synet på minoriteter – på universitetet, er at skyde over mål. Men desvaerre også tidstypisk.

Identitetspolitikken har ret så langt, at racisme naturligvis skal bekaempes. Men ligesom veganismen, der fundamentalistisk ikke helmer, før vi alle spiser plantefars og nedfaldsfrugter, er også identitetspolitikken uforsonlig i sit angreb på den majoritetskultur, som den ser som den store, onde sammensvaergelse.

Man er så overbevist om egen ret – nemlig det evige offers ret – at man ikke er interesseret i modpartens argumenter og den frie debat, der kan falde til begge sider eller skabe konsensus. Fordi, som sagt, man er overbevist om at have ret. Som når den selvproklamerede leder af den danske Black Lives Matter-bevaegelse, Bwalya Sørensen, ser sig i sin gode ret til at beordre alle hvide ned bagerst i en demonstration, uden at hun kan se, at hun dermed selv er racistisk.

I artiklen i Berlingske kunne man også laese om en underviser på Aalborg Universitets afdeling i

København, som er gerådet ud i en konflikt med nogle af sine studerende. I undervisningen havde han introduceret de studerende for den franske antropolog Paul Broca, der i 1800-tallet opdelte mennesket i forskellige racer som kaukasiere, negere og mongoler. Underviseren refererede kildetro antropologens begreber, men det udløste straks anklager om racisme. Man kan selvfølgelig vaelge at forklare det med, at de studerende ikke er i stand til at adskille en anden mands begreber og kategorier, som i dag ville vaere racistiske, fra den budbringer, som de kommer ud af munden på i 2021. Men med et sådant abstraktionsniveau burde de ikke optage pladser på et universitet.

Så det er naeppe det, men nok snarere identitetspolitikkens totalitaere tendens til at ville lukke munden på enhver modstander som et udtryk for kursen mod at infiltrere institutionerne med saerkrav om anerkendelse for race, køn, etnicitet, religion, seksualitet eller noget femte. Bemeldte underviser tog faktisk kampen op, men mange steder – også i Danmark – ser man hele fag og institutter i opløsning for at imødekomme de identitetspolitiske strømninger og krav om at indføre det, som folketingspolitikeren Henrik Dahl har kaldt forurettelsesstudier. Det er studier, der først og fremmest fokuserer på de uretfaerdigheder og den uret, som man mener, at den hvide mand i århundreder har udsat resten af verden for. Et eksempel så man for nylig på Kunstakademiet, hvor en institutleder førte an, da en buste af Frederik V blev smidt i Københavns Havn, fordi han repraesenterede den koloniale fortid, som lederen og hendes studerende mener, at akademiet er bygget på.

Det er antiliberalt, det er antidemokratisk, det er farligt, og det skal bekaempes med alle midler, men det kraever et samfund, der deltager i kampen for rettigheder, men også tør stå fast på sin egen ret inklusive sin fortid.

Det er antiliberalt, det er antidemokratisk, det er farligt, og det skal bekaempes med alle midler.