Vaccinekapløbet vil skille fårene fra bukkene
Striden om EU’s tøvende indkøb af vaccine har afledt fokus fra fremtidens egentlige drama: Hvem kan i praksis vaccinere flest og mest? Vi står på kanten til en systemisk konkurrence uden sidestykke siden Den Kolde Krig. Den har potentiale til at vaelte regeringer og give nådestødet til Schengen. Men den kan også fremkalde en af Europas vigtigste styrker.
Kapløbet kan med rette betegnes som et drama på liv og død. Høje smittetal har ramt hele Europa, og frygten for nye mutationer breder sig med de urovaekkende meldinger fra London. Virus sover ikke. Det gør til gengaeld bureaukraterne i flere europaeiske kernelande. Frankrig, Italien og Holland har knap nok orket at begynde – man har vel lov til juleferie!
Danmark har derimod lagt sig så langt i front, som det overhovedet var muligt inden for rammerne af
EU. Fra dag et har velforberedte regioner (hvem sagde afvikling?) stukket, hvad remmer og tøj kunne holde, suget ekstra eliksir ud af hver ampul og rullet ud til samtlige plejehjem i årets første uge. Og trods en svipser med e-boksen siger jungletrommerne, at de 98 kommuner, fem regioner og et par statslige styrelser rent faktisk kan vaere gearet til at indfri Brostrøms løfte om at vaccinere 100.000 danskere hver uge.
På andenpladsen ligger et land, ingen havde regnet med. En aegte provins, hvor verdens undergang ifølge Bismarck vil ramme med 50 års forsinkelse. Dets offentlige sektor favner 726 kommuner, 44 sygekasser og alenlange faxnumre. Her er der ingen e-bokse.
Men vores sydlige naboland Mecklenburg-Vorpommern har med klassiske forvaltningsdyder, postomdelte breve og 12 vaccinationscentre opnået en kvote på
1,5 pct. af befolkningen – og bider Danmark (1,75 pct.) i haserne. Langt foran de andre 15 tyske lande, der hver isaer lancerer deres helt egen udrulningsstrategi. Pressen melder om timelange telefonkøer, nedbrudte hjemmesider og halvtomme vaccinationscentre. Giftigt skyts til årets kommende valgkampe.
Uden for nummer ligger Storbritannien i front. Med frihed, fraekhed og frygt er kongeriget gået solo, har godkendt hastigt, indkøbt stort, forlaenget intervallerne og hidkaldt militaeret. Mellem Shetland og Land’s End har imponerende 1,5 millioner fået sprøjten.
Men kapløbet afgøres ikke kun af NemID versus faxmaskiner og mere eller mindre kraftfulde indkøb. Danskeres og briters tillid til vaccinen ligger naesten dobbelt så højt som i Frankrig. Tyskland ligger imellem, men genopdager til gengaeld sin identitet som industriland, der kan hasteetablere nye vaccinefabrikker.
I løbet af foråret vil de naeste skillelinjer opstå: Mellem lande, der tør kickstarte dette århundredes “roaring twenties” med festivaler, natklubber og knejper for alle med vaccinepas, og de lande, der tyr til kollektivistisk afholdenhed – frit efter en tidligere minister: Hvad ikke alle kan nyde, skal ingen nyde. Dømmer man efter den offentlige debat, vil Danmark og Tyskland ikke nødvendigvis ende på samme hold.
Brogetheden har gennem historien vaeret Europas styrke. Kappestriden mellem naboer har givet os enestående kunstvaerker, nye søveje og velklingende sportsvogne. Indbyrdes konkurrence vil også i dag kunne inspirere Europas lande til uanede mentale, digitale og strukturelle kvantespring. Bemaerk blot, hvor mange tyskere der pludselig betaler med kort. Og hvilken befolkning vil i laengden finde sig i gentagne nedlukninger, mens naboen genåbner hele butikken?
Men det kan også køre helt af sporet. Virus sover ikke. Hvem tror på fri passage mellem en immuniseret befolkning og et fodslaebende naboland, hvor nye varianter fortsat udklaekkes og cirkulerer frit? Bornholmerne ved, hvad jeg mener.
Ret beset har vi danskere grund til optimisme. Og skulle verden gå under omkring os, så tjek det smukke land med bindestreg lige syd for Gedser. Med brede strande, dybe fyrreskove, ulveflokke, sandede jorde og en demografi, der er som skabt til at holde afstand. Lad os rejse ad Pommern til.
Brogetheden har gennem historien vaeret Europas styrke. Kappestriden mellem naboer har givet os enestående kunstvaerker, nye søveje og velklingende sportsvogne. Indbyrdes konkurrence vil også i dag kunne inspirere Europas lande til uanede mentale, digitale og strukturelle kvantespring.