Tre mulige grunde til, at politikerne ikke tager ansvar for sociale medier

Igennem de seneste par år har de sociale medier fået mere og mere magt over den offentlige debat – og dermed det politiske liv. Men hvordan undgår vi, at det bliver private selskaber, der bestemmer rammerne for vores samfundsdebat?

Den seneste uge har debatten raset: Er det i orden, at Twitter m.fl. har blokeret Trump og udelukket ham fra de platforme, hvor en stor del af den demokratiske samtale finder sted? Blokeringerne kommer efter demonstranters indtog i Capitol Hill, men de kommer også efter et stigende pres fra det politiske system i forhold til at tage anMan svar for, hvad der sker på de sociale platforme.

Og da der blev slukket for Trump, lød der da også et lettelsens suk over dele af Twitter.

Men Twitter fortjener ikke meget ros for at slukke for en praesident, som alligevel er faerdig om få uger. Hans adfaerd på Twitter er ikke ny, og hvis man virkelig havde ment noget om hans fremfaerd, burde det nok vaere sket langt tidligere.

Eller endnu bedre. Hvis man fra politisk side ønsker, at der skal vaere graenser for ytringer på sociale medier, og det skal have konsekvenser, så må man kunne tage ansvaret på sig og udstikke nogle retningslinjer frem for at overlade det til private virksomheder. Sagen er bare, at vores politiske institutioner har mere end svaert ved at tage opgaven på sig. Hvorfor mon?

Her er tre grunde, som jeg tror spiller ind.

vil ikke blande sig: Det bliver ofte sagt, at de sociale medier er private virksomheder, der selv bestemmer over den service, de tilbyder. Og dermed at de også har ret til at ekskludere personer – eller lade vaere.

Principielt er det jo rigtigt, men samtidig regulerer vi jo private virksomheder på andre måder – man må ikke diskriminere på baggrund af køn, hudfarve osv., ligesom der er regler for, hvordan man behandler kundernes data, hvilke reklamer man må vise osv. osv.

Det er altså ikke i sig selv nyt at regulere de private virksomheders muligheder.

Der er mange penge på spil: I min tid i parlamentet behandlede vi det nye copyrightdirektiv, der opsaetter regler for, hvem der har ansvaret for, om ting, der bliver delt på nettet, måske bryder ophavsretten.

Det resulterede i en overvaeldende lobbyindsats. Der var tydeligvis rigtig mange penge på spild – og det bar debatten praeg af. Modstanderne blev f.eks. beskyldt for at vaere købt af bl.a. Google, mens tilhaengerne blev beskyldt for at ville begraense ytringsfriheden.

Det var et problem for den demokratiske proces, fordi der faktisk var gode argumenter på begge sider, som til dels druknede.

For Twitter m.fl. gaelder det tilsvarende, at Trump har vaeret endog rigtig god for forretningen. Det er godt, når der er gang i dén. Og det kraever politikere med mod og hjerte, når der skal tales midt imod de staerkeste pengeinteresser.

Politikerne er selv en part: Man skal heller ikke lukke øjnene for, at politikerne selv har åbenlyse egeninteresser i spørgsmålet om sociale medier. De, der klarer det godt, har lettere ved at blive valgt, og samtidig åbner det op for nye konkurrenter, der kan ryste det gamle system – noget, Trump vel også på sin vis er et eksempel på.

Betyder det så alt sammen, at vi bare skal overlade det til de private virksomheder? Nej, absolut ikke, i sidste ende må det stadig vaere politikernes ansvar at saette rammerne og vores alles opgave at tage debatten. Hvad vil vi egentlig acceptere på de sociale medier?

Twitter fortjener ikke meget ros for at slukke for en praesident, som alligevel er faerdig om få uger.