»Jeg var 15 år gammel. Alt for ung til den slags opmaerksomhed. Jeg måtte flygte ud af landet. På en enkeltbillet«
Mike Tramp var teenager, da han og resten af popgruppen Mabel vandt melodigrandprixet med sangen ”Boom Boom”. Da publikum kastede aeg efter ham, flygtede han til Spanien og siden USA, hvor han opnåede stor succes som forsanger i heavybandet White Lion. To
Mike Tramp bor på en ranch i Slagelse. Ikke en gård, men en ranch. De mange år som succesfuld rockstjerne i USA fornaegter sig ikke. Heller ikke, når han taler.
»Do you know what I mean...?« lyder afslutningen på mange af saetningerne i hans fortaelling.
At han bor i Danmark er ikke nogen selvfølge. Som teenager flygtede han til udlandet, og det var først, da det lykkedes ham at vinde en elsket og hadet sang tilbage, at han fik lyst til at vende hjem.
Den historie vender vi tilbage til.
Mike Tramp – født Michael Trampenau – er vokset op med sin mor og sine to brødre i en lejlighed på Vesterbro i København.
»Jeg var fem år, da min far blev bedt om at gå. Min mor skiftede vaekkeuret ud med pladespilleren, så jeg vågnede til sange af Elvis og Johnny Cash,« siger Mike Tramp, som forelskede sig i musikken og siden har opkaldt sine sønner efter Bob Dylan og John Lennon.
»Ja, det blev ikke statsministre, jeg opkaldte dem efter,« konstaterer han tørt.
Fakkelbaerer for sine helte
Mike Tramps liv aendrede sig markant, da han blev medlem af Vesterbro Ungdomsgård, som – under ledelse af musiklaerer Bo Schiøler – udgav populaere grammofonplader som ”Vi lever på Vesterbro” (1974) og ”Kattejammer Rock” (1976).
»At jeg kom med i Vesterbro Ungdomsgård, det reddede alt. Jeg laerte at spille guitar, men ikke på højt niveau. Vi tog på weekendtur og sad 30 eller 40 unge om et lejrbål, og guitaren havnede altid i mine haender. Det var ikke vigtigt, om akkorderne var 100 pct. rigtige, bare alle kunne synge med. Det blev et grundprincip for mig, det har det vaeret gennem hele min karriere, og det er det stadig: Musikken skal vaere lettilgaengelig. Jeg er ikke ude på at opfinde hjulet. Jeg er fakkelbaerer for mine helte.«
I sommeren 1976 kom Mike Tramp – via en mand i familiens opgang, som udgav musikblade – med i popgruppen Mabel.
»De havde lige mistet deres forsanger, og det var min chance. Jeg var 15 år, de andre var 8 eller 9 år aeldre end mig, spillede i et etableret band og havde egen lastbil, lydanlaeg og roadie. Jeg forlod skolen efter 1. real og flyttede til Stenløse for at vaere med i det her band. Jeg husker ikke engang at have haft en samtale med min mor om det. Jeg pakkede bare en sportstaske med bukser og nogle T-shirts og rejste. Hun var bestyrer på et vaertshus på Vesterbro Torv og kom hjem kl. 3 om natten, så måske passede det hende meget godt, at der var en tallerken mindre at fylde.«
Mike Tramp og de øvrige medlemmer af Mabel var mest optaget af Queen og Deep Purple, da pladeselskabsdirektøren Johnny Reimar luftede en idé. Dansk Melodi Grand Prix skulle afholdes for første gang i 12 år, var det ikke noget for Mabel at vaere med?
»Vi var ved at indspille bandets anden plade og syntes ikke rigtig, at vi havde en sang, der egnede sig til grandprix. Men så blev sangen ”Message From My Heart” skrevet om, og pludselig stod vi med ”Boom Boom”«
Besejrede Brødrene Olsen
Brødrene Olsen var storfavoritter med sangen ”San Fransisco”, men Mabel løb som bekendt med sejren, og ”Boom Boom” kom til at forfølge Mike Tramp. På godt og ondt. Sangen åbnede døre, men presset var stort.
»Vi vandt og blev øjeblikkeligt tiljublet af 1.500 skrigende piger i Tivolis Koncertsal. Og det fortsatte. Hjemme i stuerne havde alle set, at vi vandt, og medierne fulgte os de følgende måneder.«
Mabel repraesenterede Danmark ved den internationale version af sangkonkurrencen i Paris og blev nummer 16 ud af 20 deltagerlande.
»Vi havde ikke en chance,« bemaerker Mike Tramp, som kunne maerke, at den positive opmaerksomhed aendrede sig til noget negativt.
»Mabel blev noget, som man lavede sjov med, nogen, som man roligt kunne rakke ned. Det var i hvert fald sådan, jeg følte det. Det var, som om dele af pressen ville have noget på os. Vi skrev autografer for tusindvis af skrigende fans i Brøndby, og da nogle enkelte ballademagere kastede aeg efter vores biler, var det den episode, der kom i avisen. Så spillede vi en udendørs koncert i Randers, hvor vi gik efter tre sange, fordi der blev kastet aeg op på scenen. Så var jeg faerdig med Danmark.«
Den hurtigsnakkende Mike Tramp leder for en sjaelden gangs skyld efter ordene.
»Jeg var 15 år gammel,« siger han så.
»Alt for ung til den slags opmaerksomhed. Jeg måtte flygte ud af landet. På en enkeltbillet. De andre var aeldre og formåede at ryste den negative omtale af sig, men jeg havde ikke nogen regnfrakke på, det hele gik lige i hjertet på mig. Husk på, der var ikke noget, der hed ”X Factor” dengang. Der var ingen unge stjerner dengang. Der var ingen, jeg kunne laene mig op ad.«
Et atomkraftvaerk af energi
Miljøet på Vesterbro følte han ikke, at han kunne opsøge laengere.
»Jeg kunne ikke både vaere popidolet fra aviserne og gadedrengen fra Vesterbro, som kravlede rundt på tagene. Det var to verdener, som ikke lod sig forene.«
Noget positivt kom der dog ud af den negative omtale, mener Mike Tramp.
»Jeg blev et atomkraftvaerk af energi. Min vilje blev enorm, jeg kunne ikke stoppes,« siger rocksangeren, som i 1982 flyttede til USA og dannede heavy metal-gruppen White Lion.
Bandets andet album ”Pride” (1987) udkom samme dag som Guns N’ Roses-debuten ”Appetite Destruction”. White Lion solgte millioner af plader og nød succes med singleudspil som ”Wait” og ”When The Children Cry”, men måtte se sig overhalet af konkurrenten, som opnåede kolossale salgstal med hits som ”Paradise City” og ”Sweet Child o’ Mine”.
»Guns N’ Roses og White Lion var som to Formel 1-biler, der stod ved siden af hinanden i startboksen. Bilerne fulgtes ad i et par omgange, men så stak den ene fra den anden og nåede et helt andet niveau. Det fortaeller bare noget om, hvor stort det var i 1980’erne. Ja, man kunne da godt aergre sig lidt og spørge, hvorfor vi kun kom til toptre. Men i dag kan jeg kun glaede mig over den succes, som vi fik,« siger Mike Tramp.
For disciplineret til vilde fester
White Lion turnerede med bands som Kiss, AC/DC, Ozzy Osbourne, Aerosmith og Mötley Crüe, som alle har kaempet med massivt misbrug af alkohol og stoffer.
»Ja, jeg kommer fra Vesterbro, og min bror blev alkoholiker og junkie, inden han døde. Jeg voksede op med rock’n’roll, og der var øl, en flaske af det staerke og piger med bare bryster i håndboldhallernes omklaedningsrum. Men jeg har aldrig selv vist interesser for druk og stoffer, selvom det hele lå lige for naesen af mig. I USA boede jeg sammen med to piger, som levede af at saelge coke til jetsettet, men jeg skulle ikke nyde noget. Det var jeg alt for disciplineret til. Det var det, der kendetegnede White Lion. Vi gik fra den ene store turné efter den anden, vi var et solidt band, et band, man kunne regne med.«
Hjemme i Danmark var succesen knap så stor.
»Den var sikker hver gang,« siger Mike Tramp.
»Når jeg var hjemme på et kort visit, var der altid en af den slags journalister, der bruger mere tid på vaertshuset end ved skrivemaskinen, som i mangel af bedre skulle skrive noget negativt om mig og ”Boom Boom”. Jeg hadede virkelig den sang. Den var
De andre var aeldre og formåede at ryste den negative omtale af sig, men jeg havde ikke nogen regnfrakke på, det hele gik lige i hjertet på mig. MIKE TRAMP
»Jeg så folk danse til den sang, de tog den til sig, og det gjorde, at jeg fik det godt med den,« siger Mike Tramp, som i dag trives i tilvaerelsen som musiker hjemme i Danmark.
Han kalder sig ikke laengere rockstjerne. »Jeg er en bonderøv, og jeg har indset, at alt det der med store kontrakter og limousiner er helt ligegyldigt. Jeg dukker op med min akustiske guitar, spiller en koncert og giver mig tid til at tale til folk bagefter. Jeg er faerdig med at gemme mig bag solbrillerne.«
At Mike Tramp i dag fylder 60 år, er ingen hindring.
»Jeg har masser af mig endnu. Jeg er 20 år yngre end Bob Dylan.«