Skolerne presser de unge unødigt i en coronatid

Jeg husker dengang sidst i 80’erne, hvor Sky Channel, MTV og alle de andre store internationale tv-kanaler kom til Danmark. Jeg husker, hvordan min verden åbnede sig, og hvordan jeg sugede det ene indtryk efter det andet helt ind. Jeg var en dreng fra den jyske vestkyst midt i mine teenageår. Fra lørdag morgen til søndag aften var det muligt at blive underholdt af alt fra hyggelige morgenprogrammer med smukke vaertinder og smarte vaerter til musikprogrammer med det nyeste fra det store udland og nyhedsstof på engelsk. Det opslugte mig.

Velmenende voksne advarede os mod at få ”firkantede øjne”. Vi (de unge) havde et alarmerende højt skaermforbrug. AErligt, så husker jeg også, hvordan min rygrad formede sig efter den evigt forandrende og bløde sofahynde. Jeg gled laengere og laengere ned i sofaen og kunne til sidst knap nok overskue at baere mit brugte glas ud i køkkenet. Jeg blev flad og ugidelig.

Fast forward til i dag, hvor vi, den nu voksne generation, konstant bekymrer os om vores børns skaermforbrug. Vi ved fra videnskaben, at lyset fra en skaerm, siddestillingen og arbejdsformen foran en skaerm er skadelige for os.

I skrivende stund er verden blevet en helt anden – om end for en stund. Med den teknologi, vi i dag har til rådighed, saetter pandemien en dagsorden for vores gøren og laden.

Når jeg som almindelig borger og tilskuer til hele scenariet kigger mig omkring, kommer jeg i tvivl om, hvad vi er mest bange for. Er det sygdommen, eller er det ineffektivitet?

I en tid, hvor alt er under forandring, har vi erstattet frygten for firkantede øjne med frygten for ikke at nå pensum. PENSUM? Vi beder vores folkeskolebørn og vores gymnasieelever om at sidde baenket foran en skaerm i seks-otte timer hver eneste dag, hvilket i sig selv er skadeligt. Min yngste datter går i 1. g på byens største gymnasium og er underlagt undervisning med krav om et taendt webcam. De skal sidde ved et bord og må ikke forlade bordet under undervisningen. De har en halv times spisepause, og når skoledagen er omme, har de to timers lektier foruden afleveringer. Alt dette i isolation.

Rektoren på min datters gymnasium har reageret på en undersøgelse, som gymnasiet selv har igangsat, om trivsel under fjernundervisning, og hvor både laerere og elever i allerhøjeste grad gav udtryk for frustration og stress over kompleksiteten ved fjernundervisning med et budskab om, at »dette jo ikke går vaek af sig selv, og at de enkelte elever selv må gøre noget aktivt for at få noget ud af undervisningen«. Ikke i ét tilfaelde laegger rektoren op til en forandring i undervisningsformerne.

Der laegges ikke op til, at den voksne generation udviser et udvidet hensyn til den laerende generation i en situation, der er så ekstraordinaer, at den selvsagt kraever en helt anden tilgang til laering af unge, der selv står i en situation, som de har om end svaerere ved at tackle end os; den voksne generation.

Jeg håber, at ledelserne på skolerne rundtom i landet vil kigge indad og indse, at de presser de unge unødigt.

Måske skulle man give ledelsen et kursus i indre og ydre motivation. Det er vi flere, der arbejder meget målrettet med.

Kan vi ikke også forholde os til, at verdenssundheden er under pres? Kan vi venligst dvaele ved den situation, vi står i?

Skal vi ikke erstatte frygten for ineffektivitet med refleksion over den aktuelle virkelighed?

Og skal vi ikke prioritere på en sådan måde, hvor voksne, der er underlagt krav om nået undervisning, ikke alene kan løse opgaven ved blot at taende for et webcam, men i stedet lade underviserne taenke alternative indlaeringsmetoder ind, der kan skabe motivation i en virkelig hård tid med isolation.

Når jeg som almindelig borger og tilskuer til hele scenariet kigger mig omkring, kommer jeg i tvivl om, hvad vi er mest bange for. Er det sygdommen, eller er det ineffektivitet?

Der er forskel på undervisning og forankring. Og endimensionel formidling af viden er ikke engang undervisning.

I min verden indeholder almen dannelse også et fokus på livsduelighed. Ikke blot et endimensionelt fokus på pensum. Slet ikke i denne tid. Og slet ikke når vi ved, at laering er en social proces.