Drop hyldesten af det uperfekte barn

Når vi efter årtiers fejlfindingskultur er begyndt at hylde fejlene, er det blot endnu en måde at dømme på. Det får vi ikke gladere børn af.

Da jeg gik i skole, fik jeg altid at vide, hvor mange fejl jeg havde lavet i staveordene. Jeg fik at vide, at jeg larmede, regnede forkert og satte kommaer, som vinden blaeste. I øvrigt havde jeg også for mange meninger, var ikke klog nok og i det hele taget ikke saerligt bogligt anlagt. Alle mine fejl skulle jeg tage til mig, så jeg ikke blev ved med at gentage dem. »Det er jo fejlene, du laerer af, Anne!« fik jeg at vide hele tiden. For det var sådan, forståelsen var.

Men det konstante fokus på alt det, jeg ikke var god til, gav mig ondt i maven i samtlige matematiktimer og dansktimer og betød, at mit selvvaerd langsomt skrumpede. Den følelse kan sidde i kroppen mange år frem. For kroppen husker følelsen af ikke at vaere god nok. Hvad enten det er regnestykkerne, der er forkerte, om det er stavningen, der halter, eller om det ender med at vaere dig, der føler, at du som menneske også er forkert.

I et forsøg på at gå i den modsatte retning er tendensen, at vi er begyndt at hylde fejlene. På de sociale medier laeser vi artikler om, hvor godt det er at begå fejl, og vi ser opslag om, hvor rodet folk har det i deres hjem, hvor mange kager der er klasket sammen, og kendte kvinder laegger sort-hvide billeder op af sig selv uden makeup på – for at hylde alle de fejl, de har.

I skolerne gør vi det samme. Og vi gør det i den bedste mening, når vi siger til elever: ”Hvor var det godt, at du lavede en fejl, for vi skal alle have lov til at fejle, prøv igen” eller: ”Det er rigtigt, at du ikke kunne sidde stille, og at du larmede, men du forsøgte at vaere stille, det lykkedes bare ikke i dag, men du gjorde et forsøg. Prøv igen i morgen”.

Vi har bevaeget os fra at hylde det korrekte, det fejlfrie og det perfekte til i dag at fremelske det uperfekte. Men hvad er det praecis, vi opnår som følge af den aendring i vores tankegang? Får vi gladere børn og mere tilfredse voksne af at hylde fejlene?

Nej, det gør vi ikke. For problemet er, at vi stadig definerer, at noget er rigtigt, og noget andet er forkert, at det her er en fejl, mens det andet er fejlfrit, at noget er perfekt, og noget er uperfekt. Vi siger i virkeligheden det samme blot med omvendt fortegn og hylder det modsatte af, hvad vi hyldede, da jeg var barn. Men intet har aendret sig i vores tankegang, ud over at vi har byttet minus om med plus. Eller også er det omvendt.

For børnenes vedkommende er det stadig de voksne, der bestemmer, hvad der får vaerdi, og hvad der ikke gør. Og det er stadig børnene, der ender med at skulle tage ansvar for de voksnes definitioner af korrekthed, og hvornår fejl er de rigtige fejl, de laererige fejl, og de fejl, vi gerne må have. Og hvornår det ikke er.

Men hvad nu hvis vi bevaeger os vaek fra polerne og vaek fra definitionerne og dommene? Så kunne vi måske komme vaek fra det sted, hvor vi ikke føler os gode nok. For der er mange børn og unge derude, der føler, at de hverken kan leve op til den ene eller den anden forståelse, og som derfor også føler sig forkerte. Her hjaelper det dem ikke at tale om, at vi ikke skal jage det perfekte, og at vi skal byde fejl velkommen. Det er blot endnu et krav, det kan vaere svaert at honorere som barn eller ung.

Jeg har endnu ikke set et barn, der vokser af at få at vide, at det har lavet ni fejl – ligegyldigt om det er godt og laererigt at lave fejl. Det er stadig defineret som noget forkert. Det, jeg derimod ser børn få stjerner i øjnene af, er leg, det er af at skraldgrine sammen med en kammerat, at turde eksperimentere, at laese, skabe, at fordybe sig, at taenke kreativt – i det hele taget at have rum til at udfolde sig der, hvor barnet har det bedst.

Når vi ser børn, som har det godt med dem selv, og som føler en vaerdi ved blot at vaere til, er det, fordi vi har givet dem plads til at gå efter det, de elsker. Det, der får deres hjerter til at hamre vildt, og som får dem til at vågne kl. 6 om morgenen, fordi de vil i gang med at male, at tale, at danse eller spille.

”Men skal børnene ikke laere at laese og stave og regne? Vi kan da ikke have en skole, hvor de intet fagligt laerer” vil mange sikkert indvende. Og selvfølgelig skal de det. Men ingen laerer noget, hvis ikke man har det godt indvendigt.

I perfekthedskulturen er det svaert at finde sin egen ild, og det er mindst lige så svaert i uperfekthedskulturen. Vi skal derfor turde at lade børnene gå amok i det, de elsker. Ved at naere ilden inde i barnet skaber vi fordybelse, udvikling og eftertaenksomhed. Alt dét, vi i virkeligheden efterspørger og forsøger at fremelske hos børn, det får vi ikke af at hylde deres fejl,

Vi som voksne er heller ikke gode til alt. Vi har senere i livet valgt dét til, som vi braender for – hvis vi har vaeret heldige, og ilden blev taendt hos os.

Den egentlige prøve er ikke en prøve, børnene skal bestå. Det er en prøve for de voksne, hvor vi skal øve os i ikke at laegge domme ned over børnene. At finde og begå fejl, ligegyldigt hvad vores holdning til fejlene er, er ikke lig med konstruktiv laering. Det er ikke fejlene, der får os til at prøve igen. Det er derimod ilden. Ingen vokser af at mislykkes.

Det er ikke fejlene, der får os til at prøve igen. Det er derimod ilden. Ingen vokser af at mislykkes.

Lad 2021 bliver året, hvor vi ikke leder efter fejl. Hvis vi vil have børn, der føler sig elskede, har det godt med sig selv og føler sig vaerdifulde som dem, de er, må vi tage ord som fejl, fejlfri, perfekt og uperfekt ud af vores ordbog. Ellers ødelaegger vi alt det fine indeni, som hverken er rigtigt eller forkert – men som bare er.