Mange af os gamle rødstrømper er deprimerede over MeToo-bevaegelsens vildskud

I begyndelsen kunne vi aeldre ikke se anden bølge af MeToo som andet end et puritansk tilbageskridt, som gjorde os rigtig kede af det.

Hør, hvor stemmerne suser imod os som stikkende myg.

Stemmerne vil vide, hvorfor så mange af os gamle rødstrømper ikke går ind for anden bølge af MeToo-bevaegelsen.

Svaret er: Kulturhistoriens tidevand er skyllet ind og har afsløret en dyb kløft mellem generationer af samtidige kvinder.

I begyndelsen kunne vi aeldre ikke se anden bølge som andet end et puritansk tilbageskridt, som gjorde os rigtig kede af det. Det virkede som skaebnens forbandelse, at den nye kvindegeneration var så naertagende og svagbenet, at den ikke kunne sige fra og afvise uønskede seksuelle tilnaermelser.

Voldtaegt, hvor en psykopatisk mand ønsker at smadre en kvinde, er naturligvis noget helt, helt andet, som der findes lovgivning og straffe imod.

Når det varede så laenge, før mange af os gamle rødstrømper forstod selve kernen i MeToo-bevaegelsens anden bølge, var det, fordi den kom så dumt fra start.

Den sorte puritanisme og kønsforskraekkelse, der sivede ud fra De Radikales partivaerelse på Christiansborg, var uforståelig i det 21. århundrede og ikke til at tage alvorligt. Hvor blev vores dejlige seksuelle frisind af? At påstå sig traumatiseret og kraenket af en hånd på sit lår for 10 år siden, hvor latterligt. Ha, ha, ha. Men den radikale Lotte Rods stikkeri og saetten sin partileder Morten Østergaard i gabestokken førte som bekendt til hans fald. Den samme Østergaard, som en anden radikal kraenket, Katrine Robsøe, et år efter ”kraenkelsen” kørte en biltur med, spiste lakridser med og offentligt kaldte for »den dejlige mand«. Billeder på sociale medier viste, hvordan hun strålende af smil spillede op og omklamrede ham fysisk. Det var dobbeltmoral, så det sved i øjnene.

De radikale kvinder derinde på Christiansborg virkede i kampens røg og damp som tvangsneurotiske kloninger af fortidens Misse Møhge fra tv-serien ”Matador”: »Jeg drager, jeg drager … mandfolk er som vilddyr.« Ud på altanen med dem i nattemørket og kulden.

Siden vrimlede det i medierne med lignende kraenkelseshistorier. På TV 2 kostede det studievaert Jens Gaardbo jobbet for noget, der skete for 20 år siden. Unge kvindelige hospitalslaeger lavede en underskriftsindsamling, som også indeholdt protester fra nogle, der ikke selv havde oplevet kraenkelser, men havde hørt om dem. Den slags er ikke vidnesbyrd, men sladder.

De Radikales jomfrunalske pjat er en hån imod den seksuelle frigørelse, som kvinder i årtusinder har kaempet for at opnå – og endelig opnåede i 1960’erne. Alt for meget bliver i dag bare smidt i mosen. Plump. De offentlige gabestokke, udpegede maends ydmygende bodsgang og visse yngre kvindelige debattørers triumf er ikke til at holde ud at høre på.

Men ledende maends seksuelle kraenkelser i dag, overgreb og trusler om sex eller karrierestop over for purunge piger og kvinder i sportens, mediernes, forlagenes og filmbranchens verden er det naturligvis hamrende vigtigt, at MeToobevaegelsen gør op med. Her er sagens kerne og alvor.

Men TV 2’s mange kvindelige ledere overreagerer ved at oprette en inkvisition af kvindelige jurister, der opsporer, dømmer og fyrer f.eks. tv-vaerten Jes DorphPetersen pga. en beskyldning 20 år tilbage i tiden, hvor hukommelsen er en ret lukket dør. For bagefter at prøve at bestikke den fyrede tvvaert til tavshed. Modstridende rygter om beskyldningernes sandfaerdige indhold efterlader os andre i uvidenhed.

Mange af os gamle rødstrømper står på den anden side af kulturkløften og er så deprimerede over MeToo-bevaegelsens vildskud og de alt for mange linselus på stilethaele.

Nede i kløften svulmer et grådigt tidevand.

Vi råber til vores elskede døtre hen over kløften: »Glem ikke, at i hele menneskehedens lange historie er I den første generation, hvis seksualitet ikke er knuget af raedsel og frygt for uønsket graviditet. Jeres seksualitet er sat fri, det er en gigantisk, historisk revolution for kvinder. I har aldrig levet i tider uden sikker praevention og fri abort. Lad nu ikke den vidunderlige kvindebefrielse ende i sur ny puritanisme. Lad ikke historiens gang blive et spark, et tilbageskridt.«

Vores verdener var og er vist forskellige.

Vi, der var unge i 1960’erne, har alle oplevet angstens tid for uønsket graviditet. Menstruationen, som ikke kom. Vi havde veninder eller bekendte, som måtte op ad bagtrappen til en kvaksalver. I en lille lejlighed var det op på spisebordet, strikkepinde blev brugt, gik det galt, kom der blodstyrtninger og så af sted med ambulance i udrykning til et hospital. Ved hospitalssengen dukkede politiet op og forlangte navn og adresse på kvaksalveren. Ofte medførte aborten, at kvinden til sin bitre sorg aldrig mere kunne blive gravid. Vi havde venner, som modvilligt blev gift, fordi det var gået galt, eller vi kendte purunge kvinder, som uønsket blev enlige mødre, og hvis eget voksenliv aldrig kom i gang.

I hele verdenslitteraturen beskrives de uønskede graviditeters evige tragedier, ordene løber som et blodigt spor gennem århundrede efter århundrede, endeløse er beskrivelserne af gråd, udstødelser, selvmord, brudte løfter, fattigdom samt omgivelsernes moralske kulde og fordømmelse under madonna/luder-komplekset. Charles Dickens’ grumme roman ”Oliver Twist” beskriver, hvor trøstesløst et uønsket, fattigt barns liv kunne blive. Der var også uønskede graviditeter i aegteskaber, hvor hustruen måtte føde op til 8-10-12 børn, for måske til sidst at dø nedslidt i barselssengen. Mange arme børn måtte ud at tjene, fra de var syv år gamle, og kom ikke mere til at bo hjemme.

I 1960’erne oplevede vi, der var unge dengang, den vidunderlige og berusende seksuelle befrielse. Det var som en forårsstorm af lys, som ramte os og medførte slagordene: Make love, not war. For os kunne et tilfaeldigt samleje sammenlignes med en leende dans en sommernat i klart måneskin. Sex var pludselig en munter, ufarlig, kildrende og jaevnbyrdig leg med maendene, dyre ord om evig kaerlighed, som ingen alligevel troede på, var ikke laengere moralsk nødvendige.

I 1960’erne afløste p-pillen så pessaret, senere kom spiralen, den sikre praevention var hjemme! Den fri porno kom. I 1973 fik vi rødstrømper kaempet os frem til loven om fri abort. Taenk, pludselig kunne vi gå ned ad gaden med den bevidsthed, at man var sikret imod uønsket graviditet uanset hvad. Det var en vild, stormende og lykkelig nådegave. Seksuel frigørelse er jo kun muligt, hvis der i ens samfund findes sikker praevention og fri abort. Samtidig var der dengang stort set ingen farlige kønssygdomme, som haergede i mørket.

Vi havde vaeret en underlig ung generation, hvis vi ikke havde omfavnet vores nye lykke og brugt den fuldstaendig omvaeltende, uforpligtende seksuelle friheds dejlige glaeder. Desvaerre havde frisindet den smertelige bagside i åbne aegteskaber, at det knuste den mindst attraktive part eller den person i parforholdet med faerrest muligheder og mindst fritid pga. trofast børnepasning derhjemme.

Sex uden kaerlighed kunne vaere at mødes, lege fysisk sammen og blot skilles igen. Hvis en mand, man ikke brød sig om, pressede én op mod en vaeg, et køleskab eller ind i en telefonboks og ragede på en, skubbede man idioten fra sig, skaeldte ud, gik og glemte den lillebitte episode i tilvaerelsens fortsatte hvirvlen. Gav en mand på arbejdspladsen os et uønsket klap bagi, svarede vi prompte igen med at klaske ham selv bagi. Så gentog det sig aldrig. Det kaldtes hverken sexisme eller chikane, men en kikset flirt. Nå, og hvad så?

Maendene var og er hverken fjender eller vilddyr. Seksuelt var vi i 1960’erne blevet ligeberettigede med maendene, og mange tak for det.

Vi råber til vores elskede døtre hen over kløften: »Glem ikke, at i hele menneskehedens lange historie er I den første generation, hvis seksualitet ikke er knuget af raedsel og frygt for uønsket graviditet.«