»Den sorgfyldte tekst saetter sig i mit system«
På et løbebånd på scenen i Skuespilhuset er skuespilleren Anders Juul aktuel med en monolog om at løbe sig ud af sorgen over et mistet barn. Han håber, at coronasituationen snart gør det muligt at gå på livescenen igen.
På sin runde fødselsdag skulle skuespiller Anders Juul have stået på scenen i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater. Eller rettere sagt: løbet.
Som aktuel i forestillingen ”Jeg løber” tilbagelaegger han ni kilometer på det løbebånd, der udgør stykkets scenografi – mens han reciterer sine replikker. Aktuelt bremser corona-nedlukningen de planlagte forestillinger.
»Aflysningerne er aergerlige, men desvaerre nødvendige for nu. Jeg holder mig i form og håber, jeg får lov at spille de forestillinger, der er planlagt i februar,« siger skuespilleren.
Stykket har hans kaereste, dramatikeren Line Mørkeby, omsat til scenekunst med afsaet i de blogindlaeg, som journalist Anders Legarth Schmidt publicerede i Politiken i 2015-2016.
Heri satte journalisten ord på, hvordan løb hjalp ham gennem sorgprocessen, efter at hans seksårige datter døde af kraeft.
For Anders Juul er monologen kraevende at formidle fysisk.
Et helt år op til premieren i 2017 traenede han intenst med en løbecoach.
»Han guidede mig i form. Før løb jeg en lille smule på motionistniveau. I dag er sporten en fast og uundvaerlig del af min hverdag,« fortaeller skuespilleren, mens han køler af efter morgenens intervaltraening.
En mental udfordring
Også mentalt bliver han udfordret i forestillingen.
Hver opførelse er som at vaere til begravelse, føler han:
»Den sorgfyldte tekst saetter sig i mit system. Fra scenen kan jeg maerke, hvordan folk i salen bliver meget påvirkede. Den stemning, der opstår blandt publikum, spiller jeg ind i. Teatret kommer virkelig til sin ret i et stykke som dette med så store følelser på spil. Ud over sorg rummer monologen også gnister af liv, kaerlighed og skønhed,« siger han. Som far til to døtre på 6 og 11 år har vaerkets tragiske grundtone sat et staerkt aftryk i sjaelen på Anders Juul.
»Hver aften, når jeg kommer hjem efter denne forestilling, husker jeg at vaere taknemmelig over at kunne gå ind og kysse mine børn, der ligger i deres senge og sover,« siger skuespilleren, der efter sin sidste replik på scenen bruger lang tid på at ryste den dystre stemning af sig.
»Det tager mig typisk et par timer at lande efter ”Jeg løber”. Ofte kommer der publikummer hen og vil snakke. Det tager jeg mig tid til. Bagefter sidder jeg bare og reflekterer, inden jeg tager hjem.«
Som teenager havde Anders Juul svaert ved at sidde stille og boge den.
»Jeg var ikke så god til at gå i skole,« erkender han.
I fritiden begyndte han at spille ungdomsteater – og blev bidt af det: ”Det var fedt; her var noget, jeg havde talent for,” husker han.
En del af hans klassekammerater søgte i gymnasiet efter folkeskolen. Anders Juul vidste, at han skulle noget andet.
»I stedet fortalte jeg med overbevisning i stemmen, at jeg ville vaere skuespiller, når folk spurgte, hvad jeg skulle.«
Styrer selv karrieren
Han gik til optagelsesprøve på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater og kom ind. Umiddelbart efter sin debut blev han headhuntet til Aalborg Teaters ensemble.
»Her blev jeg udfordret inden for alle genrer og i alle typer roller,« siger han og fremhaever sin hovedrolle som den kåde komponist Mozart i dramaet ”Amadeus”:
»Det var spaendende at arbejde med at få Mozart-karakteren til at fremstå både rørende og sjov. For mig som nyuddannet var det stort at få ansvaret for at baere forestillingen igennem og lykkes med det.«
Siden 2007, hvor han flyttede til København med sin kaereste, har han vaeret freelanceskuespiller med roller i tv-serier, film og på teatret.
»Det er fedt selv at have indflydelse på, hvad jeg laver. I starten af min karriere takkede jeg ja til alt, jeg blev tilbudt. I dag kan jeg vaere mere selektiv: Når jeg går til casting på en rolle, skal indholdet vaekke en genklang hos mig. Jeg skal have hjertet med i det, jeg laver. Herved er det også blevet lettere at acceptere de afslag, jeg indimellem får. Hvis casterne begrunder fravalget af mig og min praestation med, at de vil en anden vej med en anden skuespiller, forstår jeg som regel deres prioritering. Jeg har laert ikke at tage en afvisning som en personlig kritik.«
Anders Juul, skuespiller, Frederiksberg