Nu skal rigsretten tale

Det er glaedeligt, at et naesten enigt folketing står bag beslutningen om at stille tidligere udlaendingeminister Inger Støjberg for en rigsret.

Sagen om den ulovlige adskillelse af unge asylpar har kørt laenge, og indstillingerne fra advokater er relativt klare. Både for Inger Støjberg og for andre implicerede vil det vaere både mest fair og betryggende, at det er højt kvalificerede juridiske dommere, som saetter et punktum for sagen og forholder sig til uskyld eller skyld. Det er afgørende for sammenhaengskraften i Danmark, at det bliver domstolen og ikke politiske hjemmefilosoffer, som skriver historien.

Støjberg-sagen er nemlig gjort af det stof, som er egnet til at splitte et samfund efter holdninger og til at få bekraeftet sin egen udlaegning af sagen i de mange ekkokamre på sociale medier. For nogle handler det kun om barnebrude og et opgør med en kultur, som ikke accepteres i Danmark. For andre handler det også om, at retssamfundets principper om individuel sagsbehandling og partshøring er blevet brudt. En tredje gruppe kan bare ikke lide Inger Støjberg og den stramme udlaendingepolitik, som hun står for.

Barnebrude kan ingen forsvare, og det er heller ikke dem, som rigsretten skal tage stilling til. Spørgsmålet er, om Inger Støjberg brød loven og misinformerede Folketinget.

At nedsaette en rigsret er alvorligt, og det hører heldigvis til sjaeldenhederne i Danmark. Man kan så spekulere i, om en eventuel domfaeldelse og relativ mild strafudmåling vil vaere hele besvaeret og omkostningerne vaerd. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har begrundet sin modstand mod rigsretten med, at ender det med en bøde til Støjberg, så vil hun kunne haevde, at det var alle pengene vaerd i hendes kamp for barnebrude.

Det er et fristende, men farligt synspunkt. Det helt centrale i rigsretten er spørgsmålet om skyld eller ikke skyld. Og dommernes vurdering af, om ministeren overholdt loven. Begynder vi allerede nu at forholde os til strafudmåling, underminerer vi rigsretten som instans.

Det er i øvrigt bemaerkelsesvaerdigt, at Løkke Rasmussen, som vil raekke over midten i dansk politik, laegger ud med at stemme sammen med den yderfløj, som han vil vriste sig fri af. Kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemmer som partier imod.

I Venstre vil rigsretssagen traekke dybe spor. Partiformanden begrunder indstillingen med, at Venstre ikke kan leve med anklager om, at partiet ikke kerer sig om lov og ret. Inger Støjberg kritiserer beslutningen for at vaere »den største mistillidserklaering, man kan give en kollega i Folketinget«.

Flere Venstrefolk vil stemme imod rigsretten. Heriblandt partiets mangeårige retsordfører, Preben Bang Henriksen, som begrunder sin stilling med, at han ikke tror, at sagen holder. Det kan vi af gode grunde ikke vide endnu. Men vi kan konstatere, at der i hvert fald er så meget tvivl om Inger Støjbergs ageren og rolle i sagen, at det for alle parter er bedst at få rettens afklaring.

Den konklusion er Socialdemokratiet også efter et laengere tilløb nået frem til. Statsminister Mette Frederiksen begrunder beslutningen med, at det sker på baggrund af klare juridiske vurderinger, men gør det samtidig klart, at en minister både kan og skal saette den politiske retning og kunne udfordre embedsvaerkets vurderinger og indstillinger.

Set i det lys står der meget mere på spil end Inger Støjberg og adskillelsen af 23 asylpar.