Politik handler om retning, men også om personlige ambitioner

For alle os, der udgør vaelgerkorpset i det danske demokrati, handler politik om holdninger, om retninger. Bestemt af ideologiske eller pragmatiske, ja, endogså egoistiske motiver. Men for de mennesker, vi vaelger ind på Christiansborg for at styre landet, kommer der for langt de flestes vedkommende med årene yderligere tre begreber til: magt, forfaengelighed og personlige ambitioner.

Umiddelbart lyder det ikke sympatisk. Men i praksis er det både naturligt og uundgåeligt. I politik handler det om magt. Ikke alene skal man kunne taelle til 90 – man skal også i egne raekker positionere sig og vaere blandt dem, der traeffer beslutninger. Og forfaengeligheden udfordres, fordi politik er et offentligt hverv. Medierne har de senere år naermest overdaekket Christiansborg. I dag er der flere journalister på Borgen, end der er folketingsmedlemmer. Politikerne eksponeres voldsomt – og søger i vid udstraekning selv denne eksponering. Fordi den fremmer politiske synspunkter. Men også fordi den fremmer egoet og er med til at sikre egen position.

De senere år rummer dansk politik en raekke eksempler på, hvordan personlige ambitioner har spillet en overordnet rolle i dansk politik. Sandsynligvis er dagens politikere ikke mere personligt ambitiøse end deres forgaengere. Men det er blevet mere almindeligt at vise ambitionerne.

Da Poul Nyrup Rasmussen i 1992 vaeltede Svend Auken som formand for Socialdemokratiet, sendte det chokbølger gennem hele det politiske system. Da Venstre 28 år senere skilte sig af med såvel formand som naestformand, var det naturligvis en stor mediebegivenhed. Men ingen var chokerede. Af den simple grund, at der i årevis havde vaeret tilløb til dette skifte. Der havde vaeret det berømte ”kaeldermøde” i 2014 i Odense mellem formand Lars Løkke Rasmussen og naestformand Kristian Jensen. Lunten var taendt. Det varede laenge, før braget kom. Men det kom.

Vi har også set personlige ambitioner føre til problemer hos Det Konservative Folkeparti, hos SF, hos Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. De forskellige eksempler på uro internt i partierne er sandsynligvis et udtryk for en tendens i moderne politik: Et parti er ikke laengere en hellig organisation. En gang var der intet over og intet ved siden af partiet. Det var partiet frem for alt.

Sådan er det ikke laengere. Ligesom politik heller ikke laengere er et ideologisk spørgsmål – politik er ikke et kald. Det er blevet et håndvaerk, et arbejde. Folketinget er i stadig højere grad sammensat af mennesker, som ikke har nogen større erhvervserfaring. Til gengaeld har de en baggrund fra en højere laereanstalt, og mange af dem er topuddannede til at beskaeftige sig med samfundsspørgsmål og offentlige embeder.

Problemet er bare, at man godt kan betragte politik som et arbejde, men det er et arbejde, man skal vaelges til af befolkningen. Og derfor må alle de veluddannede politikere sørge for at vaere synlige, sørge for at vaere i medierne, sørge for at vaere kendte. For så vidt forståeligt.

Så ønsket om magt, forfaengelighed og de personlige ambitioner går fint i spaend. I den forbindelse er det vaerd at bemaerke, at Enhedslisten tilsyneladende ikke har haft opslidende personopgør. Partiet har et rotationsprincip, så den enkelte politiker maksimalt kan sidde i Folketinget i to valgperioder. Det giver måske lidt mere plads til partiet og lidt mindre til personlighederne.

Problemet er bare, at man godt kan betragte politik som et arbejde, men det er et arbejde, man skal vaelges til af befolkningen.