Jeg troede, jeg vidste, hvor ragnarok lå ...

Jeg har set systemer kollapse, friheder nedkaempet og hørt konspirationsteoriernes ekkokamre rikochettere om kap med militsernes skud. Men at jeg skulle se det i demokratiets højborg – det havde jeg ikke troet.

Reaktionen fra den amerikanske praesident faldt prompte! Det var et »orkestreret attentat«, da symbolet på amerikansk demokrati og diplomati blev angrebet, vandaliseret og belejret. De ansvarlige ville komme til at »betale en meget høj pris« for både »tabte menneskeliv og skader på faciliteterne«.

»Dette er ikke en advarsel. Det er en trussel. Godt nytår,« tordnede Donald Trump med Twitter-tomlen om angrebets nådesløse konsekvenser. Institutionen var den amerikanske ambassade i den ellers topbeskyttede Green Zone i Bagdad, Irak, der blev bestormet af opildnede pro-iranske militsgrupper. Tre dage senere indfriede Trump sit løfte, da et droneattentat eliminerede Irans øverste militaerleder Qassem Soleimani på irakisk grund.

Det er et år og et praesidentvalg siden, men nu har et nyt angreb fundet sted. Denne gang på amerikansk jord og begået af de selv samme demokratifornaegtere, fanatikere og konspiratoriske masser, som USA i generationer har sendt soldater i døden for at nedkaempe på alverdens kontinenter. Lokalt er USA efter stormen på Kongressen i chok. Globalt har reaktionen vaeret alt fra lamslåelse til latterliggørelse. Personligt er referencerammen til det land, hvor jeg selv har boet og senest har daekket praesidentvalget fra, en anden.

De seneste tre år har jeg levet og arbejdet i Mellemøsten. Jeg har daekket militaerkup, krige og sociale revolutioner. Jeg har set systemer kollapse, hørt konspirationsteorierne buldre om kap med militsernes skud og fulgt fremmedes invasioner og faelles koalitioner i deres enten religiøse eller demokratiske korstog. Efter tre år i det ulykkelige Arabien ved jeg nok, hvor ragnarok findes.

Eller gør jeg…?

Når politistyrker løbes over ende, og soldater rømmer deres post, foregår det i min verden typisk i byer som Mosul og Sinjar, når religiøse ryttere fra Islamisk Stat rykker ind. Eller når undertrykte, rettighedsog frihedshungrende nye generationer og nedslidte bedstemødre mobiliseres i Bagdad i de største masseprotester siden den diktator, USA selv bragte til fald. Men nu har jeg set det ske igen. Så sent som onsdag i sidste uge og tilmed på direkte tv, da de amerikanske uniformer ved en af USA’s mest sikre bygninger forsvandt og i mistaenkeligt mange timer glimrede ved deres fravaer.

Sidst jeg så galger dingle i stormomsuste vinde klar til at klynge landets ledere op, er nu ikke laengere i Libanons hovedstad, Beirut, efter den atomlignende eksplosion i august lagde hovedstaden i ruiner som konsekvens af års politisk sløseri og interne magtkampe. Nok hang galgerne klar på Martyrpladsen, som besked til en elite, der har slugt landets finanser, kørt nationen bankerot og sendt over halvtreds procent af befolkningen ud i akut fattigdom. Men sidst jeg så løkken blive gjort klar, var foran det største demokratiske symbol af dem alle: direkte fra Washington D.C.

At en irakisk ven tilbage i marts omtalte coronapandemien som en amerikansk konstruktion og ikkeeksisterende sygdom, var i sig selv ikke overraskende. I min zone sluges den slags lige så flittigt som antallet af kebab og serveres altid ”svøbt” i Stars and Stripes. I Irak har jeg hørt folk ignorere pandemien, fordi de betragter Islamisk Stat som en vaerre virus. Eller grundet en kollektiv frygt for at ende i en kiste, hvis først man betraeder et af de forsømte hospitaler. Men som en lokal laege udtrykte, er idioti også en global sygdom …

Det er derfor ikke af jødeforsagende børn i Yemen eller jihadister i faengsler og al-Hol-lejren i Syrien, at jeg senest er blevet kaldt ”vantro”, eller fra dem, jeg har lagt ører til psykedeliske konspirationer: Om vacciner fuld af teknologisk overvågning, om socialismens og rationeringsmaerkernes tilbagekomst eller om religiøse åbenbaringer, der ophøjer landets leder direkte til guds udvalgte. Nej, det er omvendt fra en vaelgerskare, der pr. definition kan identificeres, fordi de saetter en aere i ikke at baere mundbind og findes til valgmøder, på universiteter og hippe kaffebarer midt i en solskinssat i USA.

Når selvbestaltede sekteriske militser går på gaden, er det scener, jeg i mit daglige arbejde ser folde sig ud i Bagdads, Raqqas eller Kabuls gader. Typisk for at taemme en befolkning, der enten kaemper for rent drikkevand eller for at få udbetalt deres retmaessige pension eller løn fra offentlige instanser. Hverken aktivister, journalister eller borgmestre går ram forbi, når de systematiske kidnapninger på ugebasis effektueres.

Men i december fandt de også vej til guvernøren i Michigan. For det seneste år har militserne floreret i en helt ny kulisse. Stadig fra ladet af pickuptrucks med haevede automatvåben. Men nu ved højlys dag, uden maskering og i en konflikt,

For hver eneste fodsål, der blev sat på trappen op til The Capitol onsdag den 6. januar, og for hvert eneste slag mod Kongressens ruder blev landets eget politiske fundament bogstavelig talt løbet over ende.

der ikke kan tilskrives hverken sunnier eller shiaer, houthier eller Hizbollah, men til gengaeld handler om hudfarve. Sidst jeg således kunne betragte grupper i fuld militaerornat af skudsikre veste, magasinholdere, knipler og det, der er vaerre, var således, da de skred gennem Kongressens haller og satte sig i Nancy Pelosis kontorstol.

På den korte bane har stormen på Kongressen hidtil kostet fem menneskeliv, tre politichefer jobbet og en nation i mental og politisk undtagelsestilstand. Samt en praesidentiel Twitter-konto livet efter ejerens højlydte hyldest til egne horder. For denne gang stod ingen turbanterrorister eller ayatollaher bag angrebet, men blev, om ikke orkestreret, så unaegtelig tilskyndet af en megaloman. Eller rettelig ”MAGAloman”.

Generelt er indefrysning af konti gaengs kutyme, når bandlyste sheiker, sultaner og skurke skal straffes i min region. Nu ser jeg lederen af den frie verden helt har fået lukket sine. Godt nok på de sociale medier, men tilsyneladende til både dansk og universel hyldest. Den foretrukne populaere megafon er nu ”død zone” for den afgående praesident. Et begreb, jeg kun plejer at opleve eller beskrive om byer under Islamisk Stats kontrol, hvor ytringer mod den siddende magt resulterede i offentlig henrettelse. Eller som modtraek fra autokratiske regeringer, vaere det sig i Kurdistan, Kairo eller Karbala som svar på folkets nationale oprør.

På lang sigt kender ingen konsekvenserne. Men for hver eneste fodsål, der blev sat på trappen op til The Capitol onsdag den 6. januar, og for hvert eneste slag mod Kongressens ruder blev landets eget politiske fundament bogstavelig talt løbet over ende, og grundpillerne ved både Amerikas selvforståelse og rolle som hele verdens forsvarer af demokratiske vaerdier imploderede.

For med ét var det ikke laengere i det geopolitiske og samfundsmaessige kaos, USA har efterladt på fremmed grund i eksempelvis Afghanistan, Irak eller Syrien, hvor jeg sidst har bevidnet behovet for folkelige landvindinger.

Det var i stedet under en live transmitteret nyhedsudsendelse bogstavelig talt sendt fra amerikanernes egen baghave.

Måske er det først og fremmest her, USA bør trykteste dets egen strategi og gøre end indsats for at vinde både ”hearts and minds”.