Goddag igen, fortid – farvel, fremtid?
Selv om den er blevet fjernet, kan Toubros vandskulptur stadig bidrage positivt på Store Torv.
Befinder Aarhus sig stadig ved et nulpunkt? En årelang kaede af vripne laeserbreve havde – i stedet for at levere inspiration til debatten om ”Torvenes Brøndsløjfe” – forsuret debatten så meget, at vor rådmand Bünyamin Simsek endelig kort før forrige jul havde fået nok.
For at gøre en ende på den vrange situation besluttede han at fjerne og bure skulpturen inde til glaede for – jah, hvem?
Gratis er det jo ikke. Så det må vaere naturligt at spørge: Hvornår bliver et nulpunkt til en pause? Og hvor langt over et år kan pausen så straekkes? Den aktuelle figur på torvet kan jo kun betragtes som en vikardaekning. Der traedes vande!
Der var engang, da et aarhusiansk byråd havde fantasi og courage til at ville modernisere Store Torvs aestetik og udskrev en konkurrence om en skulptur, og til kriterierne for deltagelse i konkurrencen hørte krav om tilpasning til stedet.
Som bekendt vandt Elisabeth Toubros vandskulptur konkurrencen, og projektet blev forbavsende hurtigt realiseret. Men siden altså nedgjort i traelse laeserbreve – gentaenkte, måske, men ikke just gennemtaenkte. For som kritisk argumentation blev der fremført, at skulpturen ikke var tilpasset torvet – selv om tilpasningen jo var et af kriterierne for at deltage i konkurrencen!
”Vripperne” har naeppe kunnet opfatte skulpturen som en elegant metafor for eller model af et ålandskab – fra udspring til udløb. Saerdeles passende til en by i den midtjyske åverden skulle man ellers synes, og da isaer til ”byen ved åens munding”, Aros!
Man kan derfor spørge: Har Aarhus med skulpturens fjernelse nu diskret genindført fortiden fra før konkurrencen? Eller har der i årenes løb vaeret praesenteret noget, man kunne kalde et alternativ, som er under overvejelse?
Jah, der har vaeret ymtet lidt om noget med grønt, og fra andemor hos H.C. Andersen ved vi jo, at grønt skulle vaere godt for øjnene, selv om det ikke just var sådan, hendes svaneunge oplevede ”andemaden”. Men skønt man i dag taler meget om grønt, nu ”klimagrønt”, så mindes jeg ikke noget konkret forslag til Store
Torv. Jeg vil gerne korrigeres.
Men husker jeg ret fra JP, så skulle fjernelsen af ”Brøndsløjfen” kunne medføre, at vandteknikken på torvet, der også har vaeret et ankepunkt – bare ikke mod kunstneren – nu skal testes og forbedres!
Sker det, må alle muligheder for fornyelse igen vaere til stede. Man kunne have imødekommet såvel kritikerne af de uartige tisforurenere som de trendy ”grønt-taenkere” ved at flytte ”Torvenes Brøndsløjfe” ind på torvets lange akse og dér omgive eller forlaenge skulpturen med forskellige udgaver af
”grønt” ned langs aksen.
Toubros levende vandskulptur var et symbol på et dynamisk Aarhus. Det kan man – hvis man har modet til det – stadig udnytte, men man kan jo også indhente nye perspektiviske forslag fra en bred kreds af borgere til løsning af såvel stortorvets som Bispetorvets problemer.
Kornmodsbakken, 8210 Aarhus.
Toubros levende vandskulptur var et symbol på et dynamisk Aarhus.
Begge initiativer ville vaere en demonstration i dynamisk aarhusiansk gentaenkning. Og så kunne ovenstående devise endda innoveres til: o.k., fortid – velkommen, fremtid”!