»Det ender med, at vi kun kan spille i Herning, ikke?«
Landstraener Kasper Hjulmand mener, at Danmark skal deltage i VM i Qatar, hvis landsholdet kvalificerer sig til slutrunden, og han forstår ikke, hvorfor netop fodbolden har et ekstra ansvar, når det gaelder menneskerettigheder.
Kasper Hjulmand traekker vejret, da han bliver spurgt. En meget dyb indånding. For emnet er komplekst. Og han indleder med at slå fast, at han som ansat i Dansk Boldspil-Union (DBU) ikke har fået besked på at tale en bestemt sag. Han siger sin mening.
»Men heldigvis stemmer den overens med DBU’s holdning. Vi føler, at det er en forkert beslutning, at der skal spilles VM i Qatar. Selve den beslutning bakker vi ikke op, og processen hen mod det. Det er aergerligt, at det ligger i Qatar. Men nu er det der.«
I år skal det danske herrelandshold i fodbold forsøge at kvalificere sig til VM-slutrunden, som afvikles i Qatar fra den 21. november til den 18. december 2021.
Stort internationalt pres
Landstraeneren for Danmarks bedste mandlige fodboldspillere skynder sig at tilføje, at han har brugt tid på at saette sig ind i Qatar-sagen, han har haft flere samtaler med bl.a. Trine Christensen, generalsekretaer i Amnesty International Danmark.
»Hvordan ser verden egentlig ud, og hvordan vil vi påvirke menneskerettigheder til det bedre? Hvordan gør vi det? Gør man det ved at blive vaek eller ved at bruge lejligheden til at presse styret op til slutrunden? Trine Christensen fortalte mig, at på baggrund af, at der netop skulle afvikles VM, og efter et stort internationalt pres, har Qatar vedtaget fire nye love, der går i den rigtige retning for de slavearbejdslignende tilstande, der er. Det er jo den største anke sammen med synet på kvinder. Menneskerettigheder er jo mange ting. Det vil sige, at der er fremdrift, og måske kunne man vende den om: Måske kunne dette her blive et VM, hvor man netop kan udøve den største effekt på menneskerettighederne. Hvis Danmark kommer til VM, så vil vi vise, hvem vi er, hvordan vi ser på verden og så i øvrigt tale sammen,« siger Kasper Hjulmand.
Du tror på dialog?
»Det er det, jeg tror på. Vi skal interagere. Vi skal ikke bygge mure og stå og pege fingre, men vaere sammen og gøre noget sammen, og vi skal fortaelle, hvordan vi ser verden. DBU og jeg har ikke kompetencerne til at sidde og kigge ud på et verdenskort og vurdere, hvordan det ser ud med menneskerettighederne. Kan man tage til Tyrkiet, Kina eller USA for den sags skyld? Menneskerettighederne består af 30 artikler, og de boner jo meget forskelligt ud i de forskellige lande. Så laenge at dem med indsigt og forstand på det siger, at vi kan gøre noget positivt, så forholder vi os til det. Det gør jeg også.«
Et politisk varmt felt
I sig selv er det usaedvanligt, at en landstraener i fodbold giver klart udtryk for sin holdning på et politisk varmt område. Men Kasper Hjulmand tør godt stille sig frem. I håbet og ønsket om en dialog.
»I Danmark er vi kommet lidt laengere end andre, og ja, vi vil gerne praege den retning, og det er det rigtige at gøre. Men hvordan vil vi gøre det? Når for eksempel Amnesty siger, at der er håb for, at et VM kan vaere med til at skubbe det hele i den rigtige retning, og at man måske som tv-seer i Asien, Afrika, Europa, ja, hele verden kommer til at tale om menneskerettigheder. Det er meget vaerd. Vi laener os op ad dem, der ved noget om det. Sådan ser jeg på det.« »En anden ting er, at jeg har det lidt stramt med, at vi i Danmark sidder på vores moralsk høje hest og peger fingre. Det betyder jo ikke, at jeg ikke synes, det er håbløse tilstande, der er og har vaeret for arbejderne i Qatar. Men vi skal forstå den kulturelle kontekst. I Norden er vi kommet langt, når det handler om menneskerettigheder. Det er ikke så laenge siden, jeg rejste rundt i Afrika og så Fort Christiansborg i Accra i Ghana og laeste op på, hvad der skete, da Danmark solgte slaver i 16001700-tallet, eller da jeg boede i Grønland i begyndelsen af 1970’erne, hvor den danske stat tog drenge ud af bygderne og hev dem til Danmark, fordi de skulle kultiveres, og at de ikke kunne kende deres familie, når de kom hjem. Det er ikke så lang tid siden.«
En højlydt undren
Hjulmand er forbløffet over, at der kun er små dønninger på andre områder end VMslutrunden, når det gaelder sport i Qatar og de omkringliggende stater.
»Det undrer mig, at der ikke er nogen, der siger noget om golfturneringer dernede, om Formel 1 i Abu Dhabi og om danske virksomheder, der laver forretninger i den del af verden, også i SaudiArabien. Vi har erhvervsfremstød, folk, der rejser rundt i regionen. Det er der ingen, der taler om, at vi skal boykotte. Hvorfor har fodbolden et ekstra ansvar?«
Hvor ender det, hvis man boykotter en VM-slutrunde?
»Det ender med, at vi kun kan spille i Herning, ikke? Der er stater i USA, der boner højere ud end Qatar på nogle områder, når organisationer som Amnesty gennemgår menneskerettighederne.
Det er altså ikke så ligetil. Det er interessant, at det kun er i Danmark, Finland, måske Norge og Sverige, at VM i Qatar er en sag. I lande som Spanien og Tyskland snakker de ikke om Qatar. I Danmark skal vi kunne saette det ind i et historisk perspektiv, og så er 10 år ingenting. Men vi er nok lidt laengere fremme. Og vi gør altså ikke alt rigtigt her i Danmark.«