Medierne faldt totalt igennem under coronaens anden bølge

Sidste søndag bragte TV 2 et stort anlagt interview med statsminister Mette Frederiksen, det fokuserede naturligt nok på coronaen. Mange af spørgsmålene blev stillet af borgere i TV 2’s regioner: Hvorfor får vi ikke en mere langsigtet plan for nedlukning og genåbning, spurgte direktøren for et hotel i Herning.

Undervejs blev der stillet spørgsmål fra fire selvstaendige erhvervsdrivende, der var kritiske over for nedlukning og hjaelpepakker, og kun to andre – en sygeplejerske, som ville foran i vaccinekøen, og datteren til en dement på plejehjem. Men hov, hvor var de mange arbejdsløse i lufthavnene? Og hvor var den fyrede fra rejsebureauet, der nu skal klare sig på dagpenge? Og hvor var de kritiske spørgsmål fra den anden vinkel: Hvorfor var regeringen i anden omgang så laenge om lukke ned, at vi nu har langt flere døde end i foråret?

Desvaerre er skaevheden typisk for de toneangivende medier. Isaer tvstationerne har siden foråret ageret mikrofonholdere for erhvervslobbyister, dag efter dag har vi mødt utilfredse hotelejere og restauratører. Aviserne er kun marginalt bedre. Da smitten for alvor bredte sig i november, tog ”Minkgate” forside på forside, mens smittetallene blev registreret inde i avisen.

Virologerne var bekymrede, det samme var store dele af befolkningen, men hverken tv-stationerne eller de store aviser dramatiserede for alvor den tikkende smittebombe. Ingen af de toneangivende medier gjorde sig til talerør for de mange bekymrede borgere. Hvorfor denne skaeve prioritering? En del af forklaringen er staerk erhvervslobbyisme: Kommunikationsafdelingen kontakter redaktionen, en ”case” med ramte erhvervsdrivende er grydeklar, journalisten får sit human touch, og vupti: Horesta eller Dansk Erhverv er i tv.

Men skaevheden er også en følge af den journalistiske tradition. Vi – jeg har vaeret medlem af Journalistforbundet i 36 år – er bedre til at afdaekke beslutninger end ikke-beslutninger. Når politiet rykker ud til minkavlere, er det en åbenlys historie. Men når myndighederne lader smitten stige uden at gribe resolut ind, så trigger det ikke samme journalistiske dna.

Inden jul blev der ført en tankevaekkende debat i medieverdenen. Efter 4-5 ugers minkoffensiv fik borgerlige politikere og medier en slem overraskelse: Minksagen havde stort set ikke indflydelse på meningsmålingerne, Socialdemokratiet stod stadig bomstaerkt. Nu var problemet angiveligt, at statsminister Mette Frederiksen kommunikerer på de sociale medier udenom de journalistiske linjevogtere. Weekendavisen sammenlignede Mette Frederiksen med Trump, og debatredaktør Pierre Collignon skrev i Berlingske: »Medierne skal passe på, at de ikke taber kampen om opinionen, ligesom den borgerlige opposition har gjort det.«

Heldigvis var der også besindige røster. En leder i fagbladet Journalisten svarede, at »den skingre retorik rammer medierne, før den rammer statsministeren«. »Faren er, at endnu flere danskere mister tilliden til medierne,« advarede chefredaktør Christian Lindhart.

Medierne bør tage denne fare alvorligt. Coronakrisen optager af gode grunde danskerne, mange følger rigtig godt med, vi laeser smittetal dagligt og laerer nye ord som ”kontakttal”, ”superspreder” og ”flokimmunitet”. Mange unge har allerede vendt ryggen til de etablerede medier; hvis de også mister tilliden blandt modne oplyste borgere, så er Fanden for alvor løs i Laksegade.

Skaevheden er også en følge af den journalistiske tradition.