Kritiske stemmer tog Kvindemuseet med storm

Kvindemuseet i Aarhus skifter navn til Køn – Gender Museum Denmark, og det har udløst en storm af vrede og skuffede reaktioner hos dem, som mener, at kvindekampens saerlige territorium nu bliver udvisket. En kønsforsker mener, at selve ordet bliver brugt

På byens mest centrale plet ligger et museum i den gamle rådhusbygning side om side med domkirken. En bred trappe fører op til hoveddøren, der er indrammet af store vinduespartier, og som baerer navnet KVINDEMUSEET, der står med blokbogstaver i metal over indgangen.

Udenfor raser en pandemi, og museet er derfor tomt. Men stilheden i bygningens gamle, historiske lokaler står i skarp kontrast til den digitale larm, som har regnet ned over museet, siden beslutningen om at skifte Kvindemuseets navn ud med Køn – Gender Museum Denmark blev offentliggjort i december.

Navneskiftet mangler bare Aarhus Byråds accept, der efmelt alt at dømme kommer på onsdag.

På første sal sidder Julie Rokkjaer Birch i det, der engang var byrådssalen for enden af det tunge bord. Hun er museumsdirektør på museet og har under navneforandringen vaeret målskive for de kritiske kommentarer, der både florerer i medierne og på sociale medier. Men reaktionerne er ikke kommet bag på direktøren.

»Jeg havde forventet en reaktion, fordi det er så svaert at forklare baggrundshistorien. Men når man siger, at man vil aendre navn, så bliver det forbundet med, at der sker et stort sving i indholdet. Jeg forstår godt, at følelsen kan vaere, at ”nu taber vi et kvindemuseum”. Men der er ikke noget, som bliver tabt, tvaertimod,« understreger hun.

Museet fik bredere fokus

Museet gennemgik i 2015 en kvalitetsvurdering af Slotsog Kulturstyrelsen, som konkluderede, at museets udfordring er ”at udvikle museets arbejdsgrundlag og praksis, så museet bliver et kulturtilbud for et bredere segment af den danske befolkning.”

Derfor blev museets ansvarsområde i 2016 udvidet til at gaelde ”kønnenes kulturhistorie med afsaet i kvindehistorien”. Dengang blev museets navn ikke aendret, hvilket ifølge Julie Rokkjaer Birch skyldtes, at ”tiden ikke var moden til det”. Men nu skal det ske, og onsdag den 20. januar bliver navnet forter godkendt i byrådet. Det nye navn daekker ifølge museumsdirektøren bedre over den rolle, som museet anno 2020 skal udfylde.

»For mig at se er det utrolig vigtigt, at museets navn stemmer med den udvikling, vi gennem efterhånden mange år har gennemgået. Så der er ikke en indholdsmaessig forandring – men det skal vaere gennemskueligt, hvad vi rummer, og vi ved fra daglige erfaringer, at navnet Kvindemuseet ikke opfattes som daekkende,« siger Julie Rokkjaer Birch, der fortaeller, at hun ofte er blevet spurgt, om drenge overhovedet må komme ind på museet.

Navnet vaekker bekymring

I et knaldrødt rum med usaedvanligt højt til loftet er museet ved at saette en ny udstilling op om rødstrømpebevaegelsen, som må siges at vaere i tråd med stedets oprindelige ånd. I et naerliggende lokale kan man til gengaeld finde penisforlaengere og lytte til maends personlige beretninger om deres seksualitet eller kropssyn som en del af udstillingen ”Køn Redelighed”.

Og mens museet ønsker at følge med tiden og nu markerer forandringen med sit nye navn, mener andre, at et navneskift er dybt bekymrende.

»Jeg har først og fremmest svaert ved at forstå logikken i det, og så bekymrer det mig. Jeg er bange for, at kvindeperspektivet forsvinder,« siger Kirsten Krogh-Jespersen.

Hun er tidligere seminarielektor, og så var hun en del af den bevaegelse, som stiftede Kvindemuseet i 1982 og har siddet i bestyrelsen.

»På andre museer er det ikke kvinder, der fylder. Det er i høj grad maendenes historie, der bliver fortalt. Så vi synes godt, der i al beskedenhed kunne vaere plads til et museum med fokus på kvinder. Museet er kendt i udlandet, fordi det er et brand, som har haft gennemslagskraft, og jeg er meget bekymret for det image. Begrebet køn er et helt neutralt begreb, som ikke har noget med kvinder at gøre specifikt,« siger hun.

Kvinden er ikke glemt

Ifølge museumsdirektør Julie Rokkjaer Birch skal man dog ikke vaere nervøs for, om museet mister sit kvindefokus.

»Hvis man besøger os, vil man se, at kvindehistorien er overalt herinde, og den er vores raison d’être. Sådan skal det vaere på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed. Men vi fejrer f.eks. også international mandedag og kigger på machokultur. Jeg kan godt forstå det umiddelbare chok, det er, når man ser i en overskrift i avisen, at ”Kvindemuseet forsvinder”, og til det vil jeg bare sige: nej, Kvindemuseet bor lige her.«

»I dag ser man mere bredt på relationerne mellem kønnene, hvor det i 1970’erne gav mere mening at kigge på kvinders position i samfundet. Så historien og udviklingen er blevet mere kompleks. Derfor skal museet også vaere mere komplekst, og det skal navnet kunne rumme,« slår museumsdirektøren fast.

Køn – et misforstået ord

Holdningerne er mange, når museets nye navn bliver diskuteret, og ifølge Niels Nyegaard, der er kønsforsker med speciale i homoseksualitetshistorie ved Aarhus Universitet, kan noget af uenigheden bunde i, at ordet ”køn” bruges forskelligt i diskussionerne.

»Jeg tror, der er nogle forskellige begrebsforståelser på spil her, og det er også en del af udfordringen, at man ikke får snakket sammen om, hvad man egentlig forstår ved de begreber, man benytter sig af,« siger han.

Han forklarer, at ordet ”køn”, og hvordan man forstår det, er en del af årsagen til, at navneskiftet er blevet så kontroversielt.

»Som jeg hører ledelsen, forstår de køn som et ord, der daekker over et relationelt perspektiv, hvor man undersøger forholdet mellem maend og kvinder. Altså ikke et ord, der ekskluderer kvinder. Men samtidig er det et begreb, som hos kritikerne kommer til at vaere lig med en usynliggørelse af kvinder.«

Og netop synliggørelsen af kvindernes eksistens og betydning i samfundet har vaeret en vigtig del af det, som ifølge Niels Nyegaard lå til grund for museet fra starten.

»Og derfor får kritikerne en frygt for, at navneskiftet vil betyde, at museet ikke laengere vil dokumentere kvinders historie og den kamp for rettigheder og ligestilling, som er blevet ført i halvandet hundrede år. Det er mennesker, som føler, at den kvindehistorie stadig er vigtig at fortaelle,« forklarer han.

Også kønsforsker ved Aarhus Universitet Christina Fiig ser museets oprindelige mission som et synlighedsprojekt, der nu står over for en forandring.

»Navnet Kvindemuseet bygger på en idé om at synliggøre kvinders erfaringer og kvinders rolle i historien. Et museum for køn forholder sig til alle køn, forholdet mellem køn og kønsidentiteter. Det er et navn, der afspejler samtiden på mange måder.«

Tonen er hård

Den hårde debat omkring museets navneskift er typisk for den måde, vi taler om køn i dag, fortaeller Christina Fiig.

»Netop nu er der staerke holdninger til køn. Debatten er polariseret og følelsesmaessigt betonet. Det er isaer tydeligt på de sociale medier. Det handler om, hvem der er helte og ofre. Jeg mener, at der er tale om et backlash, altså et tilbageskridt for ligestilling og feminisme i debatten lige nu.«

Den tendens kan museumsdirektør Julie Rokkjaer Birch nikke genkendende til. Hun har bl.a. oplevet, hvordan folk isaer på Facebook har langet ud efter hende personligt med skarpe kommentarer.

»Samtidig så vi pludselig, hvordan museet blev en kampplads for nogle helt andre diskussioner. Så vi måtte lave en benhård politik med at slette enormt meget på museets facebookside, fordi det var horribelt,« fortaeller hun og tilføjer, at mange sandsynligvis har afholdt sig fra at deltage i debatten af den grund.

Ifølge Christina Fiig er det ikke unormalt at blive udskammet i den offentlige debat, når emnet falder på køn.

»Der er meget på spil i den offentlige debat omkring køns mangfoldighed og forskelligheder, og mange, isaer kvinder, bliver udskammet. Dette understreges i MeToo 2.0, hvor også maend føler sig angrebet. Jeg synes bestemt, at vi har brug for en mere inkluderende debat.«

Er museer monumenter?

For Julie Rokkjaer Birch er det vigtigt, at museer ikke går i stå.

»Museer er ikke monumenter, det er virkelig en af mine kaepheste. Der er nogle gange en opfattelse af, at museer skal bevare noget historisk, der står stille. Men selv historien forandrer sig hele tiden, og netop af respekt for kvindekampen vil vi have, at det her museum lever videre og sparker røv, så der kommer fokus på ligestilling,« siger hun.

Men Kirsten Krogh-Jespersen ser ikke kvindekampen som noget historisk overstået, og hun mener derfor, at det rene kvindefokus sagtens kan stå alene, uden museet går i stå.

Nye bannere på facaden

»Der er masser af eksempler at tage fat på lige nu med kvinden i fokus, og det vil der vaere i al evighed fremover. Skulle vi nogensinde nå derhen, hvor der er fuldstaendig ligestilling mellem maend og kvinder, så vil det stadig vaere vigtigt at vide, hvordan kvinder er nået dertil. Derfor vil museet aldrig blive stillestående,« siger hun.

Uden på den gamle rådhusbygning haenger de store metalbogstaver endnu og signalerer til alle forbigående, at dette er ”KVINDEMUSEET”. Der skal nye bannere op, men bogstaverne er der ikke planer om at rykke ned, for som museumsdirektøren siger:

»Kvindemuseet er jo stadig hernede i det skønne hus. Jeg synes faktisk, det lyder godt at sige ”kom og besøg Kvindemuseet – det er herinde.«