Historiens dom kan lade vente på sig
Praesident Trumps sidste måneder har vaeret én lang nedtur, men det kan vare mange år, før opfattelsen af hans historiske rolle falder på plads.
Donald Trump forlader i denne uge den amerikanske hovedstad som en slagen mand. Først tabte han praesidentembedet og derefter hovedet.
Hans grundløse kampagne mod valgresultatet bidrog til, at Republikanerne tidligere på måneden mistede to mandater i Georgia og dermed flertallet i Senatet. Den fik også vreden til at flamme op blandt de tilhaengere, der tidligere på måneden stormede Kongressen og udløste scener, man ikke tidligere har set i den amerikanske hovedstad.
Forløbet har ikke alene gjort nr. 45 i raekken af amerikanske praesidenter til den eneste, der er blevet tiltalt to gange ved en rigsret. Det har også for første gang siden januar 2018 sendt vaelgernes opbakning til Trump ned under 40 pct. i et gennemsnit af aktuelle målinger, ifølge tjenesten Realclearpolitics.
Det er en skidt afslutning for Trump, men hvis man kigger lidt i historiebøgerne, ligger han – hvad angår opbakningen – ikke vaesentligt svagere end en raekke tidligere amerikanske førstemaend.
»Det er almindeligt, at en praesident forlader embedet på et popularitetsmaessigt lavpunkt,« påpeger professor Luke Nichter, der forsker i amerikanske praesidenter ved Texas A&M University.
Siden Anden Verdenskrig har i hvert fald fire praesidenter – demokraterne Harry Truman og Jimmy Carter samt republikanerne Richard Nixon og George W. Bush – haft tilsvarende eller ringere opbakning ved afslutningen af deres valgperioder, ifølge tal fra analyseinstituttet Gallup.
Flere af disse praesidenter står i dag vaesentlig bedre i offentlighedens opfattelse, end tilfaeldet var, da de forlod Washington.
»Praesidenter stiger ofte i popularitet årtier senere,« siger Luke Nichter.
Det kan vaere, fordi nye dokumenter og synsvinkler med tiden aendrer opfattelsen af deres indsats:
»Det kan tage 30 til 50 år, inden hovedparten af dokumenterne er gjort tilgaengelige,« siger Nichter.
Republikaneren Ronald Reagan blev, i årene umiddelbart efter han forlod Det Hvide Hus, således hårdt bedømt af historikere, men naevnes i dag ofte blandt USA’s 10 bedste praesidenter. Det samme gaelder Harry Truman, hvis stjerne også har vaeret støt stigende.
Nixon viste vejen
I andre tilfaelde har ekspraesidenter tålmodigt arbejdet for at genvinde offentlighedens gunst.
Jimmy Carter, der forlod embedet i januar 1981 efter fire år praeget af økonomisk krise og international turbulens, er et godt eksempel på dette.
Carter, som i dag er 96 år, har i årtier spillet en rolle i
USA’s internationale diplomati og profileret sig som fortaler for demokrati og menneskerettigheder.
Et andet – mere kontroversielt – eksempel er Richard Nixon, der forlod embedet før tid i 1974 som den formentlig mest upopulaere praesident i moderne tid.
Men Nixon, der kom fra små kår og havde prøvet modgang tidligere i sin karriere, bed taenderne sammen.
»Selv om Nixons tid som praesident sluttede utraditionelt, skabte han mønstret for, hvordan en moderne praesident opfører sig, når hans embedsperiode er slut. Han skrev, forblev aktiv, rådgav sine efterfølgere og vidste, hvornår han skulle give sit besyv med, og hvornår han skulle forblive tavs,« siger Luke Nichter.
Det er højest tvivlsomt, om Trump besidder en sådan disciplin, og om fremtidige praesidenter har taenkt sig at tage imod råd fra ham – så hans bedste håb er måske, at fortiden ofte tager sig mere attraktiv ud i eftertidens nostalgiske belysning.
»Det kan vaere svaert at fatte nu, men ligesom Trumpaeraen begyndte at få Nixonaeraen til at tage sig lidt småhyggelig ud, så er det sandsynligt, at det samme kan ske med Trump-aeraen, når den ses i lyset af en praesidentperiode langt ude i fremtiden,« siger Luke Nichter.