Intet er så udansk som tvang
Da coronapandemien ramte Danmark for snart et år siden, greb Folketinget ind ved at tildele regeringen og myndighederne en raekke beføjelser, der aldrig er set i fredstid.
Anderledes kunne det ikke vaere, lød den fremherskende opfattelse, men ét års erfaring rigere er spørgsmålet, om Folketinget igen kan finde på at give en regering ret til en myndighedsudøvelse, man ellers kun finder i autoritaere stater? Svaret kan til dels findes i den epidemilov, der tirsdag skal førstebehandles i Folketinget, og som desvaerre et flertal ser ud til at støtte – tydeligvis uden at have sat sig ordentligt ind i detaljerne, da der er tale om potentielt saerdeles vidtgående indgreb i danskernes frihedsrettigheder.
To af de mest brugte – og efterhånden også misbrugte – begreber under coronapandemien har vaeret ”samfundssind” og ”folkesundhed”. Begge var centrale i den første fase for et år siden, da de folkevalgte ikke havde viden om eller erfaring med, hvad de stod over for. Sundhedsmyndighederne havde viden, men ej heller praktisk erfaring. Stillet over for en usynlig fjende i den skala, som der var tale om, måtte der handles af hensyn til den faelles sundhed, af hensyn til hospitalsvaesenets spidsbelastningskapacitet og af hensyn til de potentielt langsigtede konsekvenser.
Derfor kom nedlukningerne og opråbet til danskerne om at vise samfundssind, hvilket alle forstandige tog imod og i vidt omfang rettede sig efter. Danskerne accepterede forbigående indgreb i deres basale rettigheder i skyldig respekt for deres medmennesker og isaer de svageste af slagsen, men da foråret og sommeren meldte sig, og samfundet gradvist kunne genåbne, blev samfundssindet erstattet af danskernes verdensberømmede lyse og livsglade sind.
En af konsekvenserne var, at autoritetstroen hos mange blev normaliseret, hvilket tydeligvis har irriteret regeringen og til dels myndighederne, som aldrig synes at have forstået, at i et samfund som det danske er respekten for autoriteter altid kun til låns. Begynder man at indlejre autoritaere tanker i love, bekendtgørelser, forordninger og lignende, vil reaktionen blive berettiget skarp.
Derfor er det ubegribeligt, at forslaget til en ny epidemilov vil give regeringen beføjelse til at tvinge hele grupper eller forsamlinger af borgere til at lade sig teste og isolere, hvis de har opholdt sig et sted, hvor der efterfølgende er konstateret smitte. Et halvt hundrede tusinde festivaldeltagere skal altså kunne beordres til at lade sig teste og i yderste fald tvangsisoleres. Det kan ikke blive mere udansk.
Hvis tvangsforanstaltninger skal tages i anvendelse, må det som udgangspunkt vaere en domstolsafgørelse, medmindre der er tale om en smitte af et anderledes destruktivt tilsnit end coronavirus i dens forskellige varianter.
Beklageligvis synes forslaget til epidemiloven gennemsyret af en ubegrundet mistillid til danskerne. Når situationen kraever det, er danskerne så fornuftige og forstandige, at der ikke er nogen grund til at anvende tvang. At man tilmed vil uddelegere afgørelsen til en epidemikommission bestående af ministre og myndighedspersoner, gør ikke et så bastant indgreb i frihedsrettighederne mere legitimt.
Så meget synes de folkevalgte dog at have laert, at Folketinget i den nye epidemilov får vaesentligt mere at skulle have sagt. Dette er positivt, men kun af reel vaerdi, hvis regeringen – også under en pandemi – mødes af en opposition, der ikke er følgagtig, men anderledes markant, end tilfaeldet ulykkeligvis har vaeret i det forgangne år.