Arven efter Falcone og Cosa Nostra – nu er det Gratteri og 'Ndranghetas tur
Togstationen i Lamezia Terme var i mange år et knudepunkt, hvor togene enten blev koblet til eller fra hinanden. Den ene stamme kørte mod øst over til Catanzaro Lido og videre langs Det Joniske Hav. Den anden fortsatte sydpå ned mod Villa San Giovanni, hvor faerger i pendulfart fragter folk og gods over Messinastraedet til Sicilien.
Ingen ved sine sansers fulde fem vil tilbringe mere end den højst nødvendige tid i Lamezia Terme. Nu kan den søvnige by skrive sig ind i historien som det sted, hvor 325 mennesker med tilknytning til Vibonese-klanen står anklaget for varierende grader af mafia-kriminalitet. Et par triste lagerhaller i udkanten af byen er omdannet til retssale. ”Loven er ens for alle” står der på den nymalede lysegrønne vaeg, som danner bagtaeppe for en af Italiens opsigtsvaekkende retssager.
Men for at forstå, hvorfor både italiensk og udenlandsk presse retter blikket mod Lamezia, så skal man 35 år tilbage i tiden, da den italienske undersøgelsesdommer Giovanni Falcone trak hundredvis af mafiosoer i retten i en bunker i Palermo. Bag ”maxi-processen”, som den populaert kaldes, lå timers og atter timers arbejde med at infiltrere Cosa Nostra, godt hjulpet af den angrende mafioso Tommaso Buscetta, som laerte Falcone mafiaens anatomi. Hvordan var den organiseret? Efter hvilke regler spillede man? Og hvem var de egentlige bagmaend til de utallige mord, som mafiaen havde begået i Italien? 346 blev dømt til sammenlagt 2665 års faengsel. Mafiaens hukommelse var – også i dette tilfaelde – lang. Seks år senere, i 1992, mistede Falcone livet, da motorvejen under hans bilkortege blev spraengt luften.
Mens det lykkedes for Giovanni Falcone at forstå den gennemgående velorganiserede sicilianske mafia, har udfordringen vaeret noget større for en af hans efterkommere, den offentlige anklager Nicola Gratteri, som holder til i Calabrien, Italiens tåspids, og som er hovedmanden bag processen i Lamezia Terme.
Her har han vedholdende arbejdet på at afdaekke strukturen i den calabresiske mafiaorganisation ’Ndrangheta, som modsat Cosa Nostra er noget løsere organiseret og i mange år er blevet betragtet som rene bonderøve ved siden af den elegante, velfungerende Cosa
Nostra, som har vaeret forbillede for indbringende spillefilm, og som havde forbindelser langt ind i Italiens politiske top.
”Bonderøvene” fra Calabrien var mere jordbundne, koncentrerede sig om at beherske et territorium. En metode, som de tog med sig, da de flyttede fra Calabrien til det mere produktive Norditalien. Her er der eksempler på, at de satte sig på hele kommuner i Milanos periferi. At interesserne raekker langt ud over Italien er velkendt. I de årlige rapporter om mafiakriminalitet i Italien kan man laese, at ’Ndrangheta opererer over det meste af Europa med isaer kokainhandel og hvidvask af penge. Bonderøvene har for laengst indtaget positionen som Italiens mest magtfulde, mest vidtforgrenede og hastigt voksende klan.
”Loven er ens for alle” står der på den nymalede lysegrønne vaeg, som danner bagtaeppe for en af Italiens opsigtsvaekkende retssager.
Heller ikke de anklagede er bonderøve, men i høj grad repraesentanter for den stat, som ’Ndrangheta er traengt dybt ind i: politikere, offentligt ansatte og betjente. Dømmes de, står nye parate. Var Calabrien et land, ville det vaere en failed state – et lovløst land, hvor statsmagten ikke har autoritet.
Som Falcone forudså før sin død: Hvis der ikke gøres op med den mentalitet, som naerer mafiaen, så bliver kampen langvarig. Formentlig tabt.