Man skal ikke kunne fyres med nutidens regler for fortidens handlinger

Det hele startede med en underskriftindsamling på TV 2. Nyhedsdirektør Mikkel Hertz sagde i den forbindelse til Jyllands-Posten: »Det handler ikke om konkrete sager, men (…) vi skal arbejde hårdere for at skabe en åben dialog om sexchikane på TV 2. Det første skridt er, at det ikke er en samtale, der skal foregå bag lukkede døre.«

Meget er sket siden. Andre koste fejer åbenbart nu. Der blev afholdt et møde for medarbejderne, hvor der blev adviseret en »kulturundersøgelse« med opfordring til at anmelde sexchikanører (formuleringen var vist opfordring til at ”dele oplevelser”). Dernaest en advokatundersøgelse på baggrund af anmeldelserne, hvor alt for mange oplysninger var hemmelige og processen uklar. Konklusionen fra TV 2 var, at Jes Dorph-Petersen er uønsket på TV 2. Det var på grund af to kvinders anmeldelse i 2020 af Jes Dorph-Petersen for sexchikane for 20 år siden. Anmeldelsens indhold bestrides af Jes Dorph-Petersen, og vidneudsagn støtter hans benaegtelse. Påstand mod påstand. Det viste sig, at det var Jes DorphPetersen, der skulle bevise, at han var uskyldig.

Mon flertallet af TV 2’s medarbejdere havde forestillet sig, at det skulle ende sådan, da de sagde ja til indsamling af anmeldelser til en kulturundersøgelse? En raekke kollegers udsagn i medierne tyder på, at TV 2 er gået meget laengere, end de ansatte finder rimeligt.

Hovedkonklusionen er, at når en kvinde anmelder en mand for kraenkelse – uanset hvornår den har fundet sted – så er det udtryk for kvindens oplevelse, og at mandens opførsel og adfaerd derfor er uforenelig med vaerdierne på TV 2. Vi har dog også laert, at den anklagede har visse rettigheder i processen, men ikke tilstraekkelige. Ledelsen har for eksempel ingen pligt til skriftligt at begrunde afgørelsen. Chefen kan agere, som hun finder det mest opportunt.

Radikale Venstres medieordfører, Jens Rohde, efterlyser i JP 7/1 en neutral opmand i MeToo-sager på statsejede virksomheder. Inspiration kan findes i mange overenskomster, hvor uenigheder løses ved voldgift med opmand. Man kan også se på retssikkerheden for offentligt ansatte tjenestemaend. Her afholdes forhør, ofte med en dommer, en auditør eller lignende.

I en sag mod en offentligt ansat ville spørgsmålet om foraeldelse helt sikkert vaere blevet et tema. De efterhånden ganske mange kommissionsundersøgelser viser, at en ansat i det offentlige naeppe kan drages til ansvar efter mere end fem år.

Nej, Jes Dorph-Petersen var ikke ansat i det offentlige. Faktisk ikke engang på TV 2. Men det var TV 2, der svang øksen. Jeg er enig med Jens Rohde i, at vi skal stille moralske krav om retssikkerhed og retfaerdighed for ansatte i statens virksomheder (TV 2 er et A/S, hvor staten ejer 100 pct. af aktierne).

For 20 år siden var der nok ingen, der mente, at Jes Dorph-Petersen skulle eller kunne fyres på baggrund af anklagerne. Nu er tiden en anden, men man bør ikke kunne fyres med nutidens regler for fortidens handlinger.

For 20 år siden var der nok ingen, der mente, at Jes DorphPetersen skulle eller kunne fyres på baggrund af anklagerne.

Lad os forsøge med et tankeeksperiment. Lad os se på TV 2’s indholdsdirektør Lotte Lindegaards beslutning i 2040. Det kan vaere, at tilsidesaettelsen af Jes Dorph-Petersens retssikkerhed vil anses som uacceptabel.

Uanset hvad ville det heller ikke vaere rimeligt, at Lotte Lindegaards beslutning om 20 år skulle underkastes en vurdering, som kunne medføre hendes afskedigelse.

Offentligt ansatte har som naevnt visse rettigheder.

Det bør også have afsmittende virkning på beslutninger og regler i virksomheder, der ejes af staten. Under alle omstaendigheder er der behov for regler, når en ledelse ikke formår at leve op til visse minimumskrav.