Tak til venstrefløjen. Nu har planeten brug for borgerlige planer

Det borgerlige Danmark har vaeret for dårligt til at tale om klimaet, som i vid udstraekning har vaeret en rød dagsorden. Men det er på tide at komme på banen med løsninger, der saetter tilliden til mennesker højere end regeltyranni og urealistiske mål.

Jeg var 22 år gammel, da jeg første gang fik ondt i maven over klimaforandringerne. Jeg sad i en forelaesningssal i Maastricht i Holland, hvor jeg var på udveksling fra mit normale studie på Aarhus Universitet. Her laerte jeg, hvordan store områder af sprudlende jord hver dag blev forvandlet til ørken. Jeg laerte, at isen, der smelter, kan aendre så meget på Golfstrømmen i Atlanterhavet, at vi risikerer at få en ny istid i Europa. Jeg laeste forskernes ord og forstod, at menneskeheden sled for hårdt på sin planet. Og så var det altså, at jeg fik en knugende følelse af håbløshed i maven.

Et årti senere er håbløsheden heldigvis forsvundet. Som politiker er jeg stadig dybt optaget af klimaforandringerne, men jeg føler mig ikke håbløs laengere. Fordi jeg har set løsningerne.

Da jeg kom hjem fra Holland, meldte jeg mig ind i en miljøorganisation, hvor jeg var meget aktiv op til FN’s store klimakonference COP15, der skulle holdes i Danmark i 2009. Det var det år, hvor SF’s Villy Søvndal også var optaget af isen, der var »melting at the ”pøvls”«. Det var måske oplagt, at jeg havde meldt mig under Villys politiske faner. Klima og miljø var en rød dagsorden, og hvis man virkelig mente det med klimaet, så hørte man højst sandsynligt hjemme på venstrefløjen. Sagen var bare, at jeg var – og er – liberal og blå helt ind til benet. Måske med undtagelse af mit hjerte, som er grønt.

Det er efter min mening årtiets største fejl, at det borgerlige Danmark har vaeret så dårlige til at tale om klimaet. Det har betydet, at venstrefløjen i mange år var de mest trovaerdige på klimadagsordenen, og at den røde klimafortaelling har vundet bred accept. Det er fortaellingen om, at klimaforandringerne har vist os en grundlaeggende fejl på markedet. At klimaforandringerne er et vidnesbyrd om, hvad den slemme kapitalisme kan føre til. At vaekst, produktion og forbrug er af det onde.

Men hvis vi tror på den fortaelling, så begynder vi også at tro på de løsninger, som den fortaelling naturligt leder os hen imod. Nemlig

at vi kun kan redde klimaet ved at traekke i venstrefløjens håndtag og bruge planøkonomiens logik. Det betyder, at mange fejlagtigt tror, at den eneste måde at løse klimakrisen på er gennem et arsenal af regler og saerskatter. Hold op med dit, hold op med dat, fy, fy skamme-metoden. Senest har en af mine kollegaer i Europa-Parlamentet, SF’eren Kira Peter-Hansen, foreslået en saerlig skat på flyrejser.

Vi skylder venstrefløjen en stor tak for den opmaerksomhed, de har skabt for klimaproblemet. Men nu har planeten brug for en borgerlig løsning. Den indeholder ikke planøkonomisk regeltyranni, den indeholder tiltro til mennesket og til markedet. For vi redder ikke klimaet ved at afvikle den måde, vi lever på i dag. Det er ikke bare urealistisk og kedeligt, det er også dumt. Vi må og skal redde klimaet ved skabe en ny vej. Sagt med andre ord: Vi redder ikke klimaet ved at tro, vi skal holde op med at flyve. Vi redder klimaet ved at skabe en effektiv, CO2-neutral transport.

Hvordan skaber vi så den nye vej? Først og fremmest gør vi det ved at give markedet noget at arbejde med. Problemet har indtil nu vaeret, at den CO2-forurening, vi skaber, når vi bruger kul, olie og gas, ikke har vaeret indregnet i markedets mekanismer. Det er på tide, at vi aendrer dét og saetter en pris på den omkostning, det er at forurene.

Prisen bør vi saette direkte på det, vi vil have mindre af, nemlig

CO2. I regeringens nye skattereform har man — blandt andet efter pres fra Venstre – heldigvis sat et mål om at skabe en CO2-afgift, der er ens uanset branche.

Men regeringen vil desvaerre først indføre den om flere år. Imens arbejder vi med faelles løsninger i EU, blandt andet skal vi i det nye år tage stilling til en ny klimatold, der skal sørge for, at importerede varer, der ikke er produceret klimavenligt, skal koste mere. På den måde straffer vi ikke de virksomheder, der omstiller deres produktion. Vi giver incitament til at omstille.

Vi redder ikke klimaet ved at afvikle den måde, vi lever på i dag. Det er ikke bare urealistisk og kedeligt, det er også dumt. Vi må og skal redde klimaet ved skabe en ny vej.

Vi politikere skal turde at saette nye rammer for markedet, men vi må ikke komme til at detailregulere. Hvis vi sørger for at saette de rigtige rammer, kan virksomhederne godt selv finde ud af, hvordan det er smart og effektivt at producere, og det enkelte menneske kan godt finde ud af, hvilke varer de skal købe.

Hvis markedet får lov til at fungere, behøver vi ikke lave saerskatter på fly eller fortaelle den enkelte svineproducent, praecis hvordan han må eller ikke må drive sin bedrift. Vores dygtige grønne virksomheder og ivaerksaettere har masser af løsninger, så lad os nu give markedet en chance for at vise, hvad det kan.

Inden jeg blev politiker og stillede op til Europa-Parlamentet for Venstre, arbejdede jeg med grønne virksomheder hver eneste dag.

Jeg mødte landmaend, der drømte om en klimavenlig produktion. Jeg mødte ildsjaele og ivaerksaettere, der fandt på nye løsninger til at bruge energien mere effektivt. Det var de oplevelser, der fik min ungdommelige klimahåbløshed til at fordufte. I stedet opdagede jeg det store, uudnyttede potentiale, der ligger i den samfundsomstilling, vi er i gang med.

Prøv engang at taenk på, hvad vi kan skabe, når vi er i mål. Taenk på, hvad vi kunne opnå med 100 pct. grøn energi, der var naesten gratis (og som der i øvrigt ville vaere masser af, fordi den jo bare kommer fra vinden, der blaeser). Sådan en giga stream af grøn energi ville medføre en giga stream af vaekstpotentiale. Hvis vi saetter de højeste ambitioner i Danmark og Europa, så bliver det måske her, den naeste grønne milliardsucces opstår.

Vi kan vaere dem, der får den naeste brillante idé til produktion af CO2-neutrale fødevarer eller baeredygtig transport. Det synes jeg ligefrem, vi skal straebe efter. Men én ting er sikkert: Det er ikke på politikernes kontorer i Bruxelles eller på Christiansborg, at idéerne kommer til at opstå. De bedste løsninger kommer altid fra den virkelige verden. Politikernes opgave er at skabe friheden til, at idéerne kan opstå. På den måde bevarer vi også et interessant samfund for os alle sammen at leve i.

Ikke mere fy, fy skamme. Det naeste år hedder 2021, og klimaet er ikke laengere en venstreorienteret dagsorden. Klimaet er alles dagsorden, og nu er det tid til at give plads til de rigtige løsninger.