Jeg er faerdig med Trump
Selv blandt helt almindelige forstadsfamilier, der bestemt ikke er kendt for at deltage i politiske diskussioner, er afstandene efter fire år med Trump så store, at naboer holder sig til at blive enige om haekkens højde.
”Mommy, hvem vandt?” Ordene var min dengang 8-årige datters. Vi var tre danske familier samlet til valgfest i Bellevue i delstaten Washington i USA, hvor jeg bor.
Min datter var faldet i søvn, mens vi voksne sad måbende foran tv-skaermen den 8. november 2016.
Jeg flyttede til byen Bellevue i 2010, da Barack Obama var praesident, og USA var et noget anderledes land end i dag. Der har altid vaeret brydninger og endda store uenigheder i USA, bare spørg afroamerikanerne. Men kontrasten og overgangen fra Obama til Trump kunne ikke vaere mere udtalt.
Mens jeg bar min datter ud til bilen, kiggede jeg hende i øjnene og sagde: ”Det ser ud, som om det er Trump, der har vundet praesidentvalget, men når du vågner i morgen, er Hillary Clinton USA’s nye praesident.”
Jeg har mange gange siden fortrudt, at jeg, i forsøget på at overbevise mig selv, sagde de ord til hende. Allerede på det tidspunkt stod det jo lysende klart, at de var en illusion. For minutter før kunne jeg jo se tallene på skaermen, der talte deres tydelige sprog. Alligevel kunne jeg ikke se, ville ikke se, hvad der ret tidligt på aftenen stod klart. Trump havde mod alle odds vundet det amerikanske praesidentvalg. Flere danske veninder ringede til mig midt om natten. Alle var i chok, flere spurgte: ”Kommer I så hjem nu?”
I efteråret 2015 arbejdede jeg som lektor på University of Washington og underviste et introduktionsfag til dansk litteratur og kultur med 100 studerende. En af forelaesningerne handlede om det politiske system og konsensus i Danmark. Jeg havde inviteret en dansk veninde, der er cand.scient.pol., til at give en forelaesning om, hvordan Trump opfattes i Danmark og Europa. Da det blev tid til spørgsmål, var der kun én studerende, der indtog den position, at muligheden forelå, at Trump ville vinde valget. ”Modig studerende”, taenkte jeg. Dengang var der ingen, jeg faerdedes iblandt, der troede på muligheden.
Min veninde og jeg opsøgte det republikanske parti i Bellevue. Efter at have travet op og ned ad gange i en mennesketom bygning, fandt vi endelig, gemt vaek i en krog, et lille kontor med skidenfarvede vaegge. Sekretaeren åbnede døren på klem, lige akkurat nok til at vi kunne føre en samtale. Hun var mildest talt skeptisk, men vi fik hende overtalt til at spørge sin overordnede, om de ville tale med os.
Republikanerne i Seattle-området er ikke vant til at blive taget alvorligt.
En aeldre, hvid mand i jakkesaet tilbød os automatkaffe og viste os rundt. Lige inden for døren stod en Trump-papmachéfigur i fuld størrelse, som personalet brugte til at haenge deres frakker på. Lidt nede ad gangen var et billede af Trumpfamilien laenet op ad vaeggen. Personalet havde ikke gidet haenge det op på sømmet lige over billedet. Vi fik indtrykket af, at ingen på kontoret regnede med, at Trump ville vinde, og det virkede, som om Trump bestemt ikke var deres favoritkandidat. Afslutningsvis fik min veninde et Trump-Pence-skilt med hjem; dem, vi kender fra amerikanernes forhaver. Vi jokede med, hvordan hun skulle få det med på flyet uden for mange akavede undskyldninger om, at det altså ikke var hende, der var Trump-tilhaenger, men at det var til arbejdsbrug og ment som en kuriositet. Vi kender historiens gang, der blev ikke så meget at grine ad.
Da chokket havde lagt sig, besluttede jeg mig for at ville prøve at forstå. Jeg inviterede naboer, jeg vidste havde stemt på Trump, til middag, men samtalerne havde mildest talt vekslende succes. Og så er der min veninde. Hun er sygeplejerske, hendes mand laege. De havde vaeret gift i 26 år. Vi mødte dem. kort efter vi flyttede til USA, og vi blev hurtigt gode venner. Vi holdt ferier sammen, spillede poker, fejrede fødselsdage, jul og Thanksgiving, deres børn legede med vores børn. Jeg havde aldrig hørt dem skaendes, på overfladen lignede de et helt almindeligt velfungerende aegtepar med villa, Subaru-stationcar, vovhund og sommerhus.
Men da Trump stillede op, begyndte manden at se Fox News, og da min veninde en dag så, at han sad og bestilte våben online, havde hun fået nok. I dag er de skilt, og hun er aktiv i det demokratiske parti. Deres aegteskabs forlis er selvfølgelig ikke alene Trumps skyld, men forskellene imellem dem blev blotlagt, og det, hun så hos sin mand, var for min veninde – som for mange andre amerikanske kvinder, der har ladet sig skille fra deres Trump-tilhaengermaend de sidste fire år – dråben.
Der findes i dag adskillige Facebook-støttegrupper for kvinder, gift med Trump-tilhaengere.
De sidste fire år har vaeret nogle af de mest stressende i mit liv. Nyhedsstrømmen er blevet en saebeopera. Hver eneste uge, siden Trump blev indsat som USA’s 45. praesident den 20. januar 2017, har budt på sine skandaler. Ofte så mange, at journalister har måttet vaelge, hvilke historier de ville gå i dybden med, mens andre vigtige beslutninger og handlinger fra Trump og hans administrations side, der normalt ville rydde avisforsider, er druknet i det kaos, de har vaeret en del af i den amerikanske politiske hverdag i fire år. Jeg har laest stakkevis af bøger, bl.a. om antisemitisme, om den amerikanske forfatning, om radikaliserede højreorienterede kristne, om USA’s forhold til racespørgsmålet. Jeg har endda købt ”The Mueller Report”, som jeg dog løb sur i efter ganske få sider. Jeg har laest videnskabelige afhandlinger og mere lettilgaengelige bøger, som f.eks. Michael Cohens og Mary Trumps. Jeg har laest Yale-professor Timothy Snyders ”On Tyranny” hele tre gange, siden amerikanerne valgte Trump.
Jeg hører politiske podcasts, laeser politiske analyser og blogs. Men det er, som om jeg ikke bliver klogere. Hver gang, vi tror, vi har set det hele, bliver der skruet op for retorikken og de uhyrlige handlinger, som hverken belaeste professorer, politiske analytikere, Trump-afhoppere eller embedsmaend før har set eller kan forklare.
Jeg er traet og udmattet. Jeg orker ikke mere. Jeg gider ikke raekke ud og tale med flere Trump-tilhaengere. Sådan burde det ikke vaere. Jeg vil ikke udelukkende omgive mig med folk, jeg er enig med. Det øger kun splittelsen, hvis det er sådan, vi reagerer, i en tid hvor det mere end nogensinde er vigtigt at kunne tale sammen. Det ved jeg godt.
Men nok er nok. Jeg vil ikke spilde ét sekund mere på at tale med folk, der får deres informationer fra konspiratoriske hjemmesider og ikke tror på fakta, og hvad etablerede anerkendte nyhedsinstanser fortaeller dem. Og før du siger: ”Hør, hov! – de Trump-tilhaengere, der har stemt på ham pga. deres pengepung eller klassiske republikanske vaerdier, tror ikke alle på konspirationsteorier,” må jeg bare påpege, at de med åbne øjne har stemt på en mand, der gentagne gange har delt konspirationsteorier via Twitter, udspyet flere end 20,000 løgne og opildnet voldelige grupper til at marchere i gaderne for ham.
Det burde stå lysende klart, hvad en person med diktatorambitioner kan udrette med de rette rygklappere, stiltiende accept og populistisk retorik. Men det gør det tilsyneladende ikke. Mere end 74 millioner amerikanere stemte på Trump. Valget burde ikke have vaeret et neglebidende taet løb imellem en politisk pragmatisk konsensustilgang og en demagogisk konfrontatorisk galning.
Der venter Joe Biden et enormt arbejde, hvis USA ved naeste praesidentvalg ikke igen giver plads til en kaospraesident som Trump.
Perioden siden valget i november 2020, der ved gentagne retslige instanser er blevet fastslået legitimt og retfaerdigt, har med al tydelighed vist, at der er enorme forskelle i USA mellem dem, der tror på systemets struktur, de demokratiske processer, på sandhed, på fakta, på videnskab, og dem, der ikke gør.
Der venter Joe Biden et enormt arbejde, hvis USA ved naeste praesidentvalg ikke igen giver plads til en kaospraesident som Trump.
Det land, som jeg forelskede mig hovedløst i, få uger efter vi ankom en regnfuld decemberdag i 2010, har mistet noget af sin sprøde hjertevarme tiltraekning.
Selv blandt helt almindelige kedelige forstadsfamilier, der bestemt ikke er kendt for at deltage i politiske diskussioner, er afstandene nu så store, at naboer holder sig til at blive enige om haekkens højde, og hvornår stakittet skal fornys. Og det er måske det, der skal til, mens vi alle sammen traekker vejret dybt og taeller til 10 og håber på en lysere fremtid for et staekket demokrati i krise.