Forfatter beskriver sin bog om faderens selvmord som »ren djaevleuddrivelse«

Da Glenn Bech var fem år, tog hans far sit liv. Nu – 24 år senere – er forfatteren aktuel med en sorgfuld erindringsroman om familietragedien og de raedsler, der fulgte.

… JEG VED SGU IKKE MED JER KAERE MODTAGERE

BLIVER DETTE OVERHOVEDET TIL ET VAERK

GØR DET DET

BLIVER DET MIT ENESTE OG BLIVER DET DET

KAN VEL OGSÅ DET I SAMME OMGANG BLIVE BESKYLDT

FOR AT VAERE SKREVET I SKRIG OG AFMAGT

Sådan falder ordene – med Yahya Hassanske versaler – knap halvandet hundrede sider inde i den 29-årige Glenn Bechs debutroman, ”Farskibet”.

Og ja, lad det vaere sagt med det samme, denne bog kan beskrives som ét 552 sider langt skrig. Alt er kaos i fortaellingen, ikke blot handlingen, men også formen, et hasarderet miks af prosa, lyrik, breve, dagbogsoptegnelser, hjemmevideotransskriptioner og pludselige vredesudgydelser, serveret i forskellige skrifttyper.

Grebet af følelser

Jo, det havde vaeret nemmere at skrive en journalistisk erindringsbog uden kunstneriske krumspring, medgiver Glenn Bech, som dog har forfulgt en ambition om at få historie og sproglig formgivning til at haenge sammen.

»Det er som om, at hvis man vil sige noget klogt i litteraturen, så skal man sige det med overskud, rationalitet og smukke saetninger. Hvis det bliver for følelsesmaessigt, så er man hysterisk,« siger han.

»Men jeg blev netop grebet af følelser, da jeg skrev bogen. Den var besvaerlig at skrive. Jeg vil frem til en indsigt i, hvordan jeg har haft det i min opvaekst. Jeg ledte efter en saetning, der kunne beskrive det. Det saetning findes bare ikke, men den konstante søgen efter den gjorde, at sproget ind imellem var ved at falde fra hinanden. Det havde naermest vaeret arrogant over for historien at praesentere den i smukke saetninger. Jeg er glad for, at teksten er endt med af afspejle min historie og skriveprocessen.«

»Hvorfor?!«

I Glenn Bechs debutroman fremstår ituslåede saetninger som brudstykker af en ond drøm:

Mordvåbnet ”Volvoen”, ”Støvsugerslangen-”

Dén har jeg også skrevet om et andet sted … Om ”Skovfogeden” og om ”dig”, dit ligOm ”du” mon overhovedet havde kunnet forestille dig, hvordan dét så … ville vaere at finde … hér, og her er ”jeg?” … (på vegne af, selvfølgelig …) igen overladt til mig selv, til helt og aldeles selv at skulle besvare spørgsmålene, ”spørgsmålet, som du” … med dit selvmord, med … ét … for evigt ville have ladet det vaere op til resten af mit liv … ”igen, igen” … at dreje sig om … ”dig”, imens ”jeg?” … kun kan taenke … ”nu”, og dvs. ”ligesom” … ”ligesom jeg som sagt altid kun vil kunne taenke”:

Hvorfor?!

Glenn Bech var fem år, da hans far tog sit eget liv. Nu – 24 år senere – er forfatteren aktuel med sin sorgfulde beretning om det, der skete, og det, der fulgte efter tragedien i den dysfunktionelle familie i Horsens.

Han pakker ikke noget ind:

»Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde vaeret, ihjel,« lyder bogens første saetning, som forfatteren skrev som 16-årig.

Hans tidligste barndomsminde

Faderens fravaer definerede Glenn Bechs opvaekst. Han havde ikke noget sprog for det voldsomme, der var sket, og for at bearbejde det var det tvingende nødvendigt at skrive bogen. Det, man ikke har noget sprog for, det hober sig op, siger han.

Glenn Bech husker ikke sin far. Men han husker, at han som femårig kiggede på sin mor, der fortalte, at faderen var død.

»Det er mit tidligste barndomsminde,« siger han.

»Jeg husker stuen, hjørnesofaen, og alt var sort-hvidt, som var det en af de der bagudskuende scener fra en film.«

Glenn Bech følte, at han skulle facilitere moderens sorg.

»Jeg skulle holde om min mor, så hun kunne graede. Jeg skulle trøste min mor, beskytte hende, men det kan et femårigt barn jo ikke. Jeg kunne ikke engang beskytte mig selv. Jeg tilsidesatte mine egne følelser, skammede mig, følte selvlede og ville braende hele verden ned. Jeg var et helt uregerligt barn,« siger forfatteren.

»Og det blev ikke lettere af, at min mor fandt en ny mand, som var dybt alkoholiseret, voldelig og nedbrydende. Jeg følte, at det var min pligt at beskytte min mor og min lillebror mod ham. Jeg skaendtes med min mor hver dag, for hvordan kunne hun lade sådan en mand vaere en del af mit liv, fra jeg var fem år, til jeg var 10 år?«

Min far tog fejl. Vores liv blev ikke, som han skrev i sit afskedsbrev, bedre uden ham. GLENN BECH, FORFATTER

»Ekstremt ensomt«

Siden giftede Glenn Bechs mor sig igen.

»Han var ikke voldsomt meget bedre. Jeg har vaeret vidne til nogle ret slemme ting.«

»Det har vaeret ekstremt ensomt ikke at kunne dele alt det kaotiske med nogen. Det eneste, der holdt mig oppe, det var stemmen i hovedet, som sagde, at hvis jeg kunne overleve det her, så var der noget andet, noget meget bedre, på den anden side. Så skulle navlestrengen klippes over. Så skulle jeg buldre ud med, hvordan jeg har haft det. Så skulle der falde braende ned.«

Teksterne blev for personlige

Du har skrevet bogen for at få haevn?

»Ja og nej,« svarer forfatteren.

»Da jeg begyndte at skrive, var jeg meget optaget af at give mine stedfaedre og mopperne ovre fra skolen en stor fuckfinger, men de tekster havde en tendens til at blive for personlige, for dagbogsagtige. Motivationen til at skrive bogen aendrede sig undervejs. Ja, jeg har skrevet bogen, fordi det var nødvendigt for mig, men jeg synes også, at vi mangler den slags litteratur i Danmark. Dem, der går på Forfatterskolen, kommer typisk fra Nordsjaelland og har gået på kreative uddannelser. Der er brug for andre stemmer i litteraturen.«

Glenn Bech leder efter ordene:

»Jeg synes også, at det er vigtigt at vise konsekvenserne af selvmord. Ja, ”Farskibet” kan opfattes som en kunstbog, men den er relevant for alle.«

Hvad siger din mor til, at du udstiller hende i bogen?

»Det har ikke vaeret min ambition at udstille min mor mere end højst nødvendigt, men jeg har vaeret nødt til at fortaelle historien for at beskrive mine egne følelser. Min mor er ikke vred, men hun siger, at hver gang hun åbner bogen, bliver hun ulykkelig over, at jeg har vaeret nødt til at skrive den. Hun skammer sig over, at hun har givet mig, en lille dreng, så stort et ansvar i familien. Hver gang jeg ville tale om mine egne følelser, tog hun det som en kritik af hende som mor, og så blev jeg mødt med afvisning og selvretfaerdighed. Kunne jeg ikke bare for én gangs skyld få lov til at vaere barnet? Nu går vi i familieterapi, og hun har fået bedre forståelse for, hvad et barn har brug for.«

Hvad med dine to stedfaedre? Har du ladet dem laese bogen inden udgivelsen? »Nej.«

Burde du ikke have gjort det?

»Det kan godt vaere, men jeg har ikke noget med dem at gøre i dag, og de har fået nye navne i bogen. I forhold til min første stedfar har jeg tilladt mig at skildre rendyrket ondskab. Alle andre personer beskrives mere nuanceret. Vi skal også holde fast i, at bogen bygger på en grad af fiktion. Alene det, at jeg bruger scener fra tiden, før jeg som barn havde et sprog, gør, at der er tale om fiktion. Det her er historien, som jeg synes, den var.«

Under radaren derhjemme

Glenn Bechs vej ud af den dysfunktionelle familie gik gennem skolen.

»Jeg var den eneste i familien, der kom på gymnasiet, og jeg fik 12 i det hele. Min første stedfar laerte mig, at jeg ikke havde nogen vaerdi som menneske, men skolen var min vej ud af den tankegang. Jeg sørgede for at gå under radaren derhjemme, mens jeg arbejdede hårdt uden for hjemmet. Det var kampen uden for hjemmet, der skulle skaffe mig billetten til at komme vaek fra helvedet derhjemme.«

Glenn Bech var faerdiguddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2017. Samme år blev han optaget på Forfatterskolen i København, hvor idéen til den aktuelle bog opstod. Bogen skulle kunne det hele, mente han, også redde hans liv. Han beskriver arbejdet på bogen som »ren djaevleuddrivelse« og erindrer at have taenkt, at hvis det var det, det ville sige at vaere forfatter, var det ikke noget for ham.

»At skrive ”Farskibet” var faktisk sygeliggørende for mig. Jeg var manisk, arbejdede 12 timer ad gangen, glemte af spise og forsømte venskaber. Jeg braendte simpelthen ud. Jeg ønsker ikke at skrive på den måde nogensinde igen, men jeg kunne heller ikke have skrevet den bog på andre måder.« Glenn Bech tøver.

»Med den her bog skulle jeg skrive mig frem til en skillevej. A) Hvis jeg virkelig forstod, hvorfor min far begik selvmod, var jeg nødt til selv at gøre det samme, det kunne ikke vaere anderledes. Eller B) Hvis jeg nåede frem til, at han havde taget fejl, måtte jeg vaelge livet. Og sådan blev det. Min far tog fejl. Han troede ikke, at han var god nok. Men vores liv blev ikke, som han skrev i sit afskedsbrev, bedre uden ham. Tvaertimod. Han skulle bare vide.«

Nu kan han skrive om alt

Som beskrevet indledningsvist i dette interview har forfatteren haft sine tvivl om, hvorvidt denne, hans første roman, også bliver hans sidste. Men han er kommet på andre tanker. Han føler sig frigjort fra det svaere, som han var nødt til at skrive om, før han kunne komme videre i livet.

»Jeg kaemper stadig med at føle mig forstået, og jeg sørger stadig over, hvor uretfaerdigt livet er, men nu har jeg lagt min historie frem. Det var en lettelse at skrive bogen, og den baner vejen for nye bøger. Det kan vaere, at min naeste bog handler om en hest med vinger. Jeg er klar til at skrive noget sjovt.«