Welcome back America
Joe Bidens tiltraedelsestale som USA’s 46. praesident var som ham selv: Solid og driftssikker, uden overdrevne armbevaegelser og svulstig patos, med et nøgternt blik for de enorme opgaver, der tårner sig op foran ham.
Efter de følelsesmaessige rutsjebaneture under begge forgaengere, Barack Obama og Donald Trump, er det nu normalborgeren Biden, der rykker ind i Det Hvide Hus – så normal man er, når man bliver praesident som 78-årig og har tilbragt et halvt århundrede i magtens inderkreds i Washington. Hvis han er klog, rendyrker han sin gennemsnitlighed: mildt ordinaer, i midten af midten, den elskelige farfar. Dét er praecis, hvad USA og verden har brug for efter nedsmeltningen under Trump.
At Biden er klar til at melde USA ind i verden igen, lod talen ingen tvivl om. På vigtige områder vil han rykke ekstra hurtigt for demonstrativt at rulle nogle af Trumps mest vidtraekkende beslutninger tilbage, bl.a. på klimaområdet. Forventningerne internationalt til Biden er meget store, men det er typisk, at de mere handler om at neutralisere de vaerste skadevirkninger af de fire år med Trump, end de tager afsaet i Bidens egne visioner. Han gjorde heller ikke i sin tale meget for selv at aendre på dette indtryk. Hvor Trump var anti-Obama, så praesenterede Biden sig som anti-Trump. USA skal tilbage på den internationale scene. »Amerika Først« gaelder ikke laengere. USA skal igen vaere til at regne med. USA vil genoplive alliancer og partnerskaber, tonen bliver anderledes, og oprigtig dialog skal tilbage som politisk instrument. Man kan ikke andet end beundre Biden for, at han praecis véd, hvad USA’s venner gerne vil høre.
Han var omhyggelig med også at raekke hånden ud til alle de amerikanere, der gav den republikanske kandidat Trump et rekordvalg. 74 mio. amerikanere stemte ikke på Biden. De er ikke gået af. De er der stadig. En paen del af dem er ganske kompromisløse i deres syn på den nye praesident. Mange mener rent ud, at han er kommet til magten ved valgsvindel. De politiske grøfter i USA er en ren Grand Canyon. Polariseringen har aldrig vaeret vaerre; politiseringen af alt og alting heller ikke. Biden forekom i sin tale tynget af disse kendsgerninger, men har – som alle praesidenter før ham – en ambition om at samle befolkningen om de samme mål og vaerdier. Han bønfaldt naermest amerikanerne om at finde et faelles fodslag. Hvordan det gøres konkret, kan heller ikke han dog slå efter i nogen laerebog. En første betingelse er, at han erkender problemerne åbent. Allerede hér er der en afgrundsdyb forskel til forgaengeren.
Håbet om en ny kurs efter Trump – en slags genopfindelse af USA – er så massivt, at det naeppe kan indfries. USA har flyttet sig, og det haenger ikke kun sammen med Trump. Nye udfordringer er kommet til, isaer Kina, som rykker supermagtens egen dagsorden. De, der regner med, at alt nu bliver, som det var engang, bliver formentlig skuffet. Det gaelder også for Europa. Kravet om, at europaeerne betaler mere til deres egen sikkerhed i Nato-regi, går efterhånden langt tilbage. Biden vil tale paenere og skaelde mindre ud, men han vil insistere lige så hårdt på, at i en ny tid med nye voldsomme trusler er det slut med at nasse på USA. Man skal gøre sig fortjent til amerikansk lederskab.
Tilbage står dog, at der med Biden nu rykker en ny kultur ind. Han formidler selv indtrykket af en elskelig, aeldre gentleman med solide vaerdier og orden i sit moralske kompas. Det er, hvad USA og verden har hårdt brug for.