Medierne svigter ofre for sexchikane, når de svigter principperne om saglighed

Ifølge denne avis er Jes Dorph-Petersen sammen med Sofie Linde de to helte i sexismedebatten. Det skrev avisen på lederplads i sidste uge: »Jes Dorph-Petersen skal have tak for at stå frem og råbe op, når opgør om sexistisk kultur går helt over stregen,« stod der.

Ja, råbt op har Dorph-Petersen sandelig gjort, og medierne har beredvilligt stået klar med mikrofonerne. Jeg går ikke ind i en laengere vurdering af sagen om Dorph-Petersen her (af pladshensyn – ikke, fordi jeg ikke mener noget om den). Mit aerinde er derimod at vise, hvordan medierne dygtigt spinner en historie om sig selv som dem, der først neutralt formidler begge sider af sagen, hvorefter de udnytter deres fjerde statsmagt til at dømme begge sider til at vaere “lige gode om det”. Men de er ikke lige gode om det!

Det er som at påstå, at de sorte, der fortalte om deres oplevelser under apartheid, var lige så ødelaeggende for genforeningen som de hvide, der benaegtede, at apartheid overhovedet var et problem. Og helt aerligt, Jyllands-Posten: Uanset graden af skyld bliver man altså ikke en helt, blot fordi man ikke kan huske en situation, man aldrig burde have befundet sig i.

De to sider får også meget forskellig behandling i mediemøllen – som er langt fra neutral formidling. Når det kommer til sager om sexisme (eller racisme for den sags skyld), daekker medierne dem nemlig efter samme drejebog hver gang:

Lok offeret til at dele en ubehagelig – gerne traumatisk – oplevelse. Lav en sensationel historie om det. Dvs. udelad alle nuancer, og fokusér på enkelte slibrige detaljer (isaer hvis det er navne på kendte maend). Få derefter en “modpart” til at afkraefte hele historien, som den er kommet til at se ud i medierne – også selvom det nu er langtfra offerets egen version.

Skriv slutteligt en lederartikel, eller stil op i ”Presselogen”, og konkluder, at det er umuligt at vide, hvad der er op og ned – men at der er helte og skurke på begge sider.

Derefter kan medierne klappe sig selv på ryggen, fordi de i deres eget selvbillede har daekket sagen sagligt og objektivt, som er den journalistiske målsaetning. Men den daekning er alt andet, end hvad journalistik handler om! Den fjerde statsmagt handler tvaertimod om at give “den lille” et talerør mod “den store”. Saglig formidling er faktisk at researche “den lilles” version så godt, at journalisten kan stille “den store” til ansvar med maengden af research.

Journalistik handler populaert sagt ikke om at have én person i studiet, der siger, at det regner, og en anden, der siger, at det er tørvejr. Journalistik handler om at stikke hovedet ud af vinduet og selv se efter!

Men i sager om sexisme (og racisme) holder medierne bare mikrofonen frem mod begge parter. Så de, der har oplevet sexchikane, skal både levere personlige traumatiske oplevelser, dokumentation og kompliceret kritik af den sexistiske kultur gennem mediernes spidsvinkling. Mens de, der forsvarer kulturen, kun behøver sige, at det ikke passer. Som til gengaeld passer perfekt ind i en populistisk formidlingsform.

Se bare på, hvor mange danskere der tror, at MeToo-sagerne kun drejer sig om “en hånd på et lår for 20 år siden” – selv de sager, som har handlet om regulaere voldtaegter. Det understreger mere end noget andet, hvor groft medierne svigter deres basale pligt til at formidle sagligt. Og hvor groft de svigter ofrene.

Se bare på, hvor mange danskere der tror, at MeToo-sagerne kun drejer sig om “en hånd på et lår for 20 år siden”.