Forbud mod religiøs støtte kan give nye problemer

Hvis det ikke havde vaeret for corona-udsaettelser, ville Folketinget have vedtaget en lov, der skal forhindre, at rigmaend og organisationer såvel som stater fra isaer Golflandene yder store bidrag til danske moskeer. Midlet er en forbudsliste over donorer, som efter ministerens vurdering fremmer en antidemokratisk dagsorden. Modtagere af donationer fra disse skal straffes med bøde.

De nu udsatte forhandlinger bliver givetvis en nem sag for Mattias Tesfaye. Ønsket om at lovgive imod donationer opstod i 2016 efter TV 2’s dokumentar ”Moskeerne bag sløret”, blev forseglet i maj 2019 i en aftale mellem den borgerlige regering og DF, indgik i Socialdemokratiets valgoplaeg samme år og støttes også af S-regeringens støttepartier.

Men netop når der er så bred enighed, er det ekstra vigtigt at sikre, at afgørende kritiske spørgsmål om forholdet mellem mål og midler overvejes.

Af en artikel i Jyllands-Posten i den forgangne uge fremgår det, at en af de få politiske knaster er, at Udenrigsministeriet ifølge lovforslaget kan blokere en beslutning om at tilføje antidemokratiske regimer til forbudslisten, hvis beslutningen har betydelige udenrigspolitiske konsekvenser. Denne kattelem er indsat for at sikre diplomatiske interesser og eksporthensyn, men kritiseres for at undergrave lovens mål.

»Ingen skal komme med en religiøs tekst og håndhaeve hverken rettigheder eller pligter over for andre mennesker i Danmark,« har udlaendingeminister Mattias Tesfaye udtalt. Og selvfølgelig skal lande som Saudi-Arabien eller Qatar ikke blande sig i danske moskeer imod den danske stats ønsker. Men forbudslister er bizart i forhold til lande, som man har samhandel og diplomatiske forbindelser med. Andre lande har brugt andre midler. Tiltag, der kontrollerer og begraenser indflydelsen fra ”velgørende” udenlandske donationer, er almindelige i Mellemøsten.

Qatar, som står for en stor del af pengestrømmen til europaeiske moskeer, har f.eks. selv indført kontrol med både indgående og udgående donationer. Det hollandske tv-program ”Nieuwsuur” afdaekkede i 2016, at Saudi-Arabien og Kuwait siden hhv. 2010 og 2013 hemmeligt har informeret hollandske myndigheder om henvendelser fra hollandske moskeer om bidrag.

I 2018 lovede Saudi-Arabien sågar at bidrage til at begraense pengestrømme til radikale moskeer i Holland. Det er ikke givet, at frivillighedens og diplomatiets vej fører helt til målet, men muligheden indgik slet ikke i de politiske debatter om lovforslaget. Man inddrog heller ikke danske muslimers erfaringer med eller holdning til udenlandsk finansiering. Der skulle først og fremmest sendes et signal.

Bekymringen for uønsket indblanding er faelleseuropaeisk. Holland ivaerksatte i 2020 høringer, hvor eksperter og repraesentanter for moskeer, der har modtaget donationer, afgav forklaringer. Resultaterne er interessante. F.eks. er det langtfra klart, at donationerne leder til reel indflydelse.

Til gengaeld er det klart, at donationerne har styrket salafistiske miljøer. De hollandske myndigheder finder dette bekymrende, men lovgivning svarende til den danske opfattes som juridisk uholdbar. I stedet styrker man finansiel gennemsigtighed og eksisterende lovgivning mod ekstreme organisationer.

Det overordnede ønske er dog en faelleseuropaeisk løsning, så forbud i et EU-land ikke omgås ved donation til organisationer i et andet EU-land.

I Danmark rejste den tvaerministerielle rapport ”Åbenhed om udenlandske donationer til trossamfund og religiøse foreninger”fra 2017 faktisk også spørgsmålet om det juridiske grundlag, og om hvorvidt den foreslåede regulering er et proportionelt indgreb i de berørte foreningers religions- og foreningsfrihed. I de politiske diskussioner har denne bekymring glimret ved sit fravaer.

Lovforslaget bliver givetvis klart vedtaget, når vi når dertil. Men er nødvendige overvejelser om forholdet mellem mål og midler foretaget? Er andre landes erfaringer inddraget? Har al viden vaeret lagt frem? Vil loven løse flere problemer, end den skaber? Det er slet ikke klart.

Forbudslister er bizart i forhold til lande, som man har samhandel og diplomatiske forbindelser med.