Er mink en fødevare? Minkskandalen skyldes, at Danmarks veterinaere vaesen blev nedlagt
15-17 mio. mink døde for at redde folkesundheden på baggrund af en tynd rådgivning, der manglede de veterinaere perspektiver. Alt tyder på, at det var et ufatteligt spild af ressourcer.
Minkskandalen afslørede uhyggelige mangler og misforståelser i de beredskaber, der gerne skal beskytte os mennesker mod alvorlige infektioner.
Dansk Zoonosecenter oprettet ved Statens Veterinaere Serumlaboratorium blev indviet i 1994, og blandt deltagerne i centret var Statens Serum Institut (SSI). Zoonoser er et vigtigt anliggende for dyrlaeger, eftersom 75 pct. af de smitstoffer, der rammer os, kommer fra dyr. Nu var det så minkene, der blev smittet med SARS-CoV-2 fra mennesker. Gennemsøgningen af en minkfarm tog ca. 14 dage uden de store tab, og herefter var minkene sandsynligvis beskyttede. Men blev dette nøjere undersøgt og vurderet, og hvor var dyrlaegerne egentlig i hele denne proces og den efterfølgende rådgivning?
Cluster 5 var sandsynligvis død, da statsministeren beordrede minkene aflivet. Den nye engelske stamme af SARS-CoV-2, der benaevnes N501Y, viser helt andre kvaliteter med hensyn til spredning. Så den danske beslutning var i realiteten slet ikke underbygget tilstraekkeligt fagligt set. Det må efterfølgende ransages, hvorfor vores beredskaber synes så relativt uforberedte, svage og ukoordinerede.
Det var ganske absurd, at laeger, politikere og journalister talte og skrev om minkene, som de basalt intet ved om, og som endte i et absurd teater. Hvorfor var dyrlaegerne ikke med i alt det om minkene? Og er mink en fødevare, eller hvorfor hører de under Fødevarestyrelsen? Det skal diskuteres i det følgende.
I 1908 stod Den Kgl. Veterinaer- og Landbohøjskole for oprettelsen af Statens Veterinaere Serumlaboratorium (SVS) placeret på Bülowsvej. Det var seks år efter oprettelsen af Statens Serum Institut. Baggrunden var, at der blandt kvaeget huserede to alvorlige zoonoser: tuberkulose og brucellose (smitsom kalvekastning). Da virussygdommen mund- og klovesyge var et tilbagevendende og meget kostbart problem, oprettedes i 1925 Statens Veterinaere Institut for Virusforskning (SVIV) – strategisk placeret på en ø, Lindholm, af hensyn til smitterisiko.
SVS måtte i 1949 udbygge sine aktiviteter med et laboratorium i Aarhus, der senere tog sig af fjerkrae-, pelsdyr-, fiske- og vildtsygdomme. Det var en ideel placering taet ved erhvervet med direkte kontakter.
Denne danske veterinaere sektorforskning var i absolut verdensklasse og producerede dygtige forskere (ph.d. og dr.med.vet.). Derfor var SVIV på Lindholm referencelaboratorium for de baltiske og nordiske lande, mens SVS i Aarhus var EU’s referencelaboratorium for fiskevirus. Der var centre for zoonoser og antibiotikaresistens på Bülowsvej. Alle institutioner var helt specifikt oprettet for at kunne diagnosticere og stå for risikovurdering af alle smitstoffer i og fra dyr – også de zoonotiske smitstoffer.
I 1931 fik vi veterinaermyndighederne i Veterinaerdirektoratet, som havde et forgrenet perifert netvaerk med stadsdyrlaeger i kommuner (32) og 14 kredsdyrlaeger – erfarne dyrlaeger placeret strategisk i landet for at opspore og senere deltage i nødvendige risikohåndteringer, der kunne omfatte aflivninger og efterfølgende uskadeliggørelse af kadaverne.
Alt dette er hensyns- og meningsløst nedlagt, udraderet og vaek, foranlediget af embedsmaend i ”Landbrugsministeriet”. De oprettede Fødevarestyrelsen med heftig brug af veterinaere midler. Al magt blev koncentreret i en direktørstilling, der kun er en karriereplacering for egne embedsmaend.
Direktøren ved Fødevarestyrelsen sidder på Danmarks veterinaere ekspertise. Han kan selv vaelge sine fire underdirektører – heriblandt veterinaerdirektøren. Dermed blev ca. 50 dyrlaegeslutstillinger placeret hos en embedsmand, der absolut intet ved om Veterinaervidenskab. Så hvem skal man egentlig spørge, når der ingen veterinaere topstillinger og selvstaendige institutioner findes?
Risikohåndteringen blev ustruktureret og skandaløs, fordi vi har fødevaremyndigheder og ikke veterinaermyndigheder. Funktionelle veterinaermyndigheder ville have rådgivet anderledes med bl.a. en henvisning til influenzapandemien i 2009, der havde mange lighedspunkter.
De ville have indkaldt til møde på Kopenhagen Fur med minkavlere og deres dyrlaeger, så aflivningen kunne ske i et samarbejde med faste aftaler. Dyrlaeger og minkavlere kunne have forestået aflivningen, der fornuftigvis burde have vaere koordineret med årets pelsning. I alt dette ville også indgår destruktion og bortskaffelse af kadaverne.
Da det var en grundlovstridig proces, var der jo tid nok. Det blev samtidigt mere og mere klart, at rådgivningen fra SSI var for tynd. I Sverige er minkfarmene nu coronafri, og danske minkavlere vil gerne flytte til Sverige. Regeringen må afkraeves en tydelig tilkendegivelse om, hvorvidt der fremtidigt kan avles mink i Danmark.